Havnø

Ejerhistorie

Hen mod slutningen af middelalderen blev Havnøs besiddelser udskilt fra Visborggaard ved en arvedeling. Den ansvarlige var Jens Madsen Munk - en indflydelsesrig ridder og herremand - som allerede inden sin død havde delt sit gods mellem sine børn. Det var Munks datter Eline Jensdatter og hendes mand, Hans Lykke, der overtog Havnø i 1501.

Trods Munks arvedeling lå Lykke i strid med Visborggaards ejer angående skellet mellem de to herregårdens områder. Striden fortsatte i de følgende århundreder og førte til retsager om markskel og ejendomsret. Hans Lykke efterlod i 1511 Havnø til sine sønner, Peder og Erik Lykke.

Peder Lykke, der var lensmand under Christian II (1481-1559) var blandt de adelsmænd, der i 1523 sendte det såkaldte opsigelsesbrev til kongen, hvori adelsmændene opsagde deres troskabsed. Da Skipper Clement, som ønskede Christian II genindsat som konge, rejste et bondeoprør i Aalborg, måtte Peder Lykke, som øverstbefalende på Aalborghus opgive slottet uden kamp. Lykke ejede en række større herregårde, og hans tilknytning til Havnø var derfor begrænset.

Efter Peder Lykkes død overtog nevøen, Hans Lykke, Havnø. Efter hans død i 1533 ejede hans enke Johanne Nielsdatter Rotfeld gården i knap 25 år. Hun bosatte sig - ligesom sønnen, der også arvede Havnø - på herregården Eskjær, men interesserede sig tilsyneladende meget for Havnøs drift. I hvert fald blev der i hendes tid gennemført en række retssager, der relaterede til Havnø og godsets drift.

Efter flere ejerskifter købte den daværende ejer af Visborggaard, Enevold Seefeld, Havnø i 1621. Efterfølgende blev Havnø underlagt Visborggaards birk, dvs. Havnø blev en del af den selvstændige og uafhængige retskreds, som dette gods udgjorde.

Sønnen Peder Seefeld, der var gift med Margrethe Rosenkrantz, overtog Havnø i 1668. I hans tid er flere jordebøger indsendt til regeringen, hvori Havnøs hovedgårdstakst blev opgjort til 65,5 tdr. hartkorn. Havnø var således en relativt stor herregård, idet en gennemsnitlig hovedgård på dette tidspunkt omfattede godt og vel 42 tdr. hartkorn. Seefeldt havde, trods gårdens størrelse, økonomiske problemer. Krige og en voksende gæld medførte, at han i 1663 modtog en kongelig bevilling til at afhænde gårdens gods, hvilket han dog langt hen ad vejen søgte at undgå.

I 1672 overtog Seefeldts svigerinde, Vibeke Rosenkrantz, Havnø. Hun solgte i 1675 Havnø til Niels Benzon, som kort efter videresolgte til broren Peder Benzon. Peder Benzon, der i 1679 blev adlet af Christian V (1646-99), tog fast bopæl på Havnø.

Som en del af Christian V's matrikel af 1688, hvor alle landets gårde blev vurderet for at fastsætte et skattegrundlag, blev Havnø vurderet til 51 tdr. hartkorn. De mange ejerskifter og det begyndende frasalg af fæstegods havde altså reduceret gårdens jordtilliggende betragteligt.

I 1718 overtog Severin Benzon - som samme år giftede sig med Visborggaards ejer, Anne Kjærulf - Havnø. Benzon ønskede at udvide jordtilliggendet, men hans økonomi tillod det ikke. Hans død i 1726 reddede ham således fra fallittens rand. Enken Anne Kjærulf fraskrev sig Benzons arv og gæld, og Havnø blev bortauktioneret til Friedrich von Arenstorff i 1729. Under Arenstorffs søn og barnebarn, Andreas og Friedrich von Arenstorff, undergik Havnøs bygninger en større forbedring, hvor nye staldbygninger og en ny hovedbygning blev opført.

Efter en del ejerskifter købte Havnøs forpagter, Christen Juul Kjeldsen og dennes svoger Christen Dinesen, i 1816 gården. Kjeldsen blev eneejer i 1842, og  få år efter påbegyndte han endnu en restaurering af Havnøs bygninger. Han døde i 1867, men allerede i 1863 havde hans søn, Jens Kjeldsen, fået skøde på gården. Jens Kjeldsen ejede gården til sin død i 1903, og efterfølgende overdrog hans enke i 1905 Havnø til sin svigersøn, kunstmaleren Sven Schou.

Knud Juel, som havde en betydelig rolle ved hoffet som hofjægermester og kammerherre, ejede fra 1927 Havnø. Han overdrog Havnø til sin søsters søn, godsejeren Carl Lüttichau, i 1962.

Havnø ejes i 2021 af Manon Lüttichau Blou.