Haven
Haven blev først en herregård sidst i 1500-tallet.
Haven fungerede som avlsgård under Sæbygaard i mere end hundrede år.
Havens hovedbygning er opført af Niels Andreas Undall.
Havens avlsbygninger er alle opført i det 20. århundrede.
Ejerhistorie
Haven var en selvejergård ved overgangen til anden halvdel af 1500-tallet. Gården blev i 1560'erne overtaget af Otte Rud. Rud, der var dansk admiral og skibschef under den Nordiske Syvårskrig, havde i 1560 byttet sig til den nærliggende herregård Sæbygaard. I bestræbelserne på at udvide og samle Sæbygårds jordtilliggende erhvervede han siden Haven, som ved købet blev gjort til fæstegård.
Otte Rud døde i 1565, mens han sad i svensk fangeskab under Syvårskrigen, og Haven overgik sammen med Sæbygaard til enken Pernille Oxe og efterfølgende deres søn Knud Rud. Knud Rud døde barnløs i 1589, hvorefter Haven og Sæbygaard blev købt af Peder Munk, der var medlem af Christian IV's (1577-1648) formynderregering.
Peder Munk ejede allerede en del jord i området omkring Sæbygård. Denne jord lå imidlertid ganske langt fra Sæbygaard, og det var derfor vanskeligt at udnytte bøndernes hoveripligt på hovedgården. Munk gjorde derfor Haven til ladegård, og gården, hvis jordtilliggende blev forøget, blev derved driftscentrum for Munks nærliggende jorde. Gården blev dog, da den netop var en driftsenhed, beboet af fæstebønder og havde ikke hovedgårdsprivilegier.
Peder Munk døde i 1623, og gården overgik til hans svoger Otte Brahe. Under Brahes ejerskab blev Haven omkring 1630 anerkendt som en såkaldt adelig sædegård og fik tildelt skattefrihed. Efter Brahes død overgik Haven til sønnen Manderup Brahe, der var gift med Birgitte Trolle. Ved ægtemandens død i 1666 arvede hun hans nordjyske besiddelser. Trolle ønskede imidlertid at samle sine godsbesiddelser på Sjælland og derfor solgte hun Sæbygaard i slutningen af 1660'erne. Haven indgik dog af ukendte årsager ikke i dette salg, men blev i 1672 solgt til Hans Pedersen Holst, der var ridefoged på Asdal.
Det var på denne tid ikke tilladt andre end Københavns borgere og adelen at eje adelsgods. Derfor måtte ridefogeden indhente særlig tilladelse til at beholde godset og gårdens skattefrihed. Det sidstnævnte viste sig at være det vanskeligste, og Hans Pedersen Holst lå af denne grund i strid med rentekammeret i en årrække.
Efter Hans Pedersen Holst og hustrus død overgik Haven til svigersønnen Henrik Lauridsen Bugge. Hans søn Hans Bugge arvede Haven, mens han endnu var et barn. Gården blev derfor bortforpagtet, indtil han var gammel nok til at overtage driften. Dette skete senest 1709.
Hans Bugge giftede sig med Elisabeth Dyssel, der kom fra en velhavende familie. Parret bosatte sig ikke på Haven, der på det tidspunkt var stærkt forfalden, men valgte i stedet den nordjyske herregård Bøgsted. Elisabeth Dyssel overlevede både Hans Bugge og deres eneste søn. Derfor blev arven efter hende i 1769 delt blandt fjernere slægtninge. Haven gik dog til Niels Bentzen Jespersen, der var Elisabeth Dyssels ven og rådgiver.
Bentzen Jespersen døde i 1774, hvorfor Haven på en auktion blev købt af gårdens tidligere forpagter Christian Meyling. Efter han i 1801 måtte sælge gården på grund af økonomiske vanskeligheder, havde Haven en række skiftende ejere frem til midten af 1800-tallet, hvor den danske økonomi og vilkårene for landbruget forbedrede sig.
I 1844 blev gården købt af Niels Andreas Undall, som opførte en ny hovedbygning. Sønnen C. L. Undall solgte i 1908 gården til P. Christiansen, der udparcellerede gården og oprettede afbyggergårdene Vester og Sønder Haven. Herregården havde herefter skiftende ejere.
Haven er i 2021 ejet af Laila Koustrup Christensen og Søren Bernhard Christensen.
Hovedbygning:
Haven fik herregårdsstatus omkring 1630. Da gården ikke blev beboet af herskabet, havde den dog ikke nogen hovedbygning af betydning, og der vides ikke meget om den tidligere hovedbygning. Blot ved man at gården omkring 1770 bestod af to bygninger, hvoraf den ene for nylig var blevet udvidet.
Kort efter Niels Andreas Undall overtog gården i 1844 blev der opført en ny hovedbygning.
Den nuværende hovedbygning er således opført i 1846. Den beskedne bygning består af en enkelt fløj, hvis gårdside er domineret af en bred frontspids.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger:
Mod syd og øst blev der i starten af 1900-tallet opført to sammenbyggede avlslænger. De to længer er opført i røde sten og belagt med sort tegltag.
Umiddelbart øst for anlægget er der i slutningen af 1900-tallet opført en moderne lade. Laden er bygget af metalplader.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Haven
Region og kommune
Nordjylland - Frederikshavn
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Laila Koustrup Christensen og Søren Bernhard Christensen
Herregårdens størrelse
131 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 110 ha, eng 4 ha, skov 17 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Hjørring - Dronninglund - Hørby
Ejer
Peder Christiansen
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
5.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
180000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 90 køer, 35 kalve, 5 tyre, 17 heste, 2 føl, 4 får. Der sælges ca. 120 svin om året.
Folkehold
1 fodermester(e), 1 forkarl, 8 karl(e), 2 pige(r), 10 daglejer(e), 4 daglejer(e) under høsten.
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Hjørring - Dronninglund - Hørby
Ejer
Pro. N. Andr. Undal
Herregårdens størrelse
20.16 htk
Skovskyld
4.42 htk
Mølleskyld
1.06 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
13.33 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
7.97 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Hjørring - Dronninglund - Hørby
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
25.71 htk
Skovskyld
4.43 htk
Mølleskyld
1.06 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
0.00 htk
Bemærkninger om godset
Bøndergodset er under Bøgsted.
Kilder
Danske Atlas bd 5,1 s 351