Haraldskær

Ejerhistorie

Haraldskærs historie går helt tilbage til Erik af Pommerns (1382-1459) tid. I 1434 tilhørte gården Niels Friis, som var en af de tidligste kendte medlemmer af denne store, danske adelsslægt. Haraldskær fik han gennem sin hustru, Ellen Moltke, og deres søn, Anders Friis, arvede godset efter dem. Anders Friis' anden hustru, Bodil Steenfeld, blev enke omkring 1507. Hun var efter sigende en trættekær dame, der levede 36 år endnu og muligvis styrede gården helt til sin død. Hendes ene søn, der ejede Haraldskær umiddelbart efter hende, var den berømte Viborg-bisp Jørgen Friis. Han var med til at vælte Christian II (1481-1559) og var jævnligt i strid med bl.a. sine undersåtter på Viborg-egnen og sin egen halvbroder Niels Friis, ofte om retten til gods.

Ved Reformationen 1536 blev bispedømmerne afskaffet og biskop Jørgen Friis blev fængslet. Mellem 1536 og 1538 måtte han sidde i det fangetårn, han selv havde opført i forbindelse med bygningen af bispegården Ny Hald syd for Viborg. Senere blev han dog igen rigsråd, som han havde været før, ligesom han overtog herregården Haraldskær.

Broderen Iver Friis fik senere gården, og efter hans død i 1557 sad endnu en enke, Sophie Glob, en tid på Haraldskær. Gården kom herefter til sønnen Albert Friis, og han blev en af gårdens mest kendte ejere. Han var også medlem af rigsrådet og lensmand, bl.a. af det vigtige Riberhus. Han var meget rig og forbedrede Haraldskær på flere måder. Gennem byttehandler med Kronen forøgede han således godsets størrelse, og i 1576 købte han også præstegården ved Skibet kirke og lagde jorden herfra under Haraldskær.

Da han døde i 1601 arvede de overlevende seks døtre hver en andel i gården. Den følgende periode på 75 år kom til at stå i opløsningens og forvirringens tegn. Godset var blevet delt i flere andele, som ofte blev solgt videre. Datteren Karen Friis var gift med den forgældede Truid Bryske, så de måtte snart videregive gården til andre Friis-døtre og deres ægtemænd. En af dem var Frederik Munk Lange, der indtil da havde været ganske velhavende, men han fik økonomiske problemer og endte som ruineret.

Haraldskærs ejerskifter og opsplitning trak tilsyneladende et slæb af økonomisk dårligdom efter sig. Alligevel beholdt Frederik Munk Lange gården til sin død, selvom han måtte af med flere af sine andre gårde. Først arvede enken, så sønnen og til sidst delte døtrene godset mellem sig. De måtte leve i fattigdom, men én af dem, Anne Munk Lange, købte lidt efter lidt sine søstre ud, og samlede mere gods til hovedgården. Inden hun døde i 1677, nåede hun at sælge hele gården samlet for sølle 3.500 rigsdaler.

Køberen var Conrad von der Brincken, og for den ret beskedne sum fik han da også kun begrænset fæstegods. I 1682 kom så forordningen om komplette hovedgårde. Forordningen krævede, at herregårde skulle havde fæstegårde svarende til 200 tønder hartkorn inden for en radius af 15 km for at blive en såkaldt komplet herregård med skattefrihed for selve hovedgårdsjorden. Ved Conrad von der Brinckens død i 1696 var det lykkedes ham at samle så meget jord om Haraldskær, at sønnen kunne arve en komplet herregård.

Efter sønnens død i 1730 blev hovedgård og gods dog sat på auktion. Oberstløjtnant Pierre d'Andischou købte Haraldskær og Skibet kirke. Igen gik det dog økonomisk dårligt, og da han døde 20 år senere, var der hele syv panthavere i gården. Avlsgården var nedbrændt i 1747, og det kan have været med til at forværre situationen, men frem for alt var det nok Pierre d'Andishous forgæves forsøg på at udnytte stedets vandkraft, der ruinerede ham. Han anlagde forskellige fabrikker, som skulle drives på vandkraft, bl.a. en geværfabrik i 1741 og en krudtmølle nogle år senere. Omlægningerne endte med at blive bekostelige.

Igen måtte Haraldskær på auktion, hvor den lokale storkøbmand Gehrdt Hansen de Lichtenberg her købte gård og gods. Han ejede i forvejen Kjeldkær og Engelsholm, og tre år senere i 1754 overdrog han alle tre gårde til svigersønnen Christen de Linde.

Han flyttede fabrikken mod vest til Rue mark og restaurerede Skibet kirke grundigt. I 1767 solgte han så gårdene til sin svoger, Hans Henrik de Lichtenberg, som samme år fik kongelig bevilling til at opsplitte godset og sælge det. På den måde mistede Haraldskær meget af sin jord, og sammen med Skibet kirke og Jerlev sogns kongetiende fik den igen en ny ejer, nemlig major Ove Bernhardt Lüttichau.

Ove Bernhard Lüttichau gjorde som Conrad von der Brincken før ham, og begyndte at opkøbe gods, så Haraldskær igen kunne blive en komplet og dermed skattefri hovedgård. Det lykkedes i 1774, og i 1791 var hele 350 tønder land dyrket. Igen kom der imidlertid nogle ejerskifter hurtigt efter hinanden og i 1806 blev Haraldskær nok engang solgt videre med kun 14 tønder hartkorn under sig.

Den nye ejer Johannes Ditlev Rahr drev på mange måder Haraldskær på gammeldags facon. Han stod dårligt rustet til at afværge de økonomisk hårde tider, der gjorde livet vanskeligt for mange i begyndelsen af 1800-tallet. En uheldig forretning med Vejle-købmanden Nikolaj Nyholm resulterede i, at Johannes Ditlev Rahr måtte sætte sine ejendomme til salg i 1821. Selvsamme Nikolaj Nyholm købte da Haraldskær med tilhørende sølle 6,5 tønder hartkorn. Otte år senere gjorde han imidlertid en god handel, da han solgte gården videre.

Nu begyndte kornpriserne at stige igen, og i 1842 købte Carl August Søltoft Haraldskær. Han var af en solid landmandsslægt og gjorde meget for gården, bl.a. ved mergling og afvanding af jorden. Han ombyggede avlsgården og møllen og fyldte voldgravene op med jord. Den sidste lille rest af fæstegårdene solgte han fra, så bønderne blev selvejere. Han interesserede sig desuden for noget så forskelligt som pileplantning og stære. Han satte mange forskellige arter af pil på sin jord fra 1856 og frem, og eftersom han havde succes med det, kunne han sælge ret store læs til kurvemagere. Ca. samtidig hængte han 500 stærekasser op i haven, så fuglene kunne bekæmpe oldenborrerne. I de knap 30 år Carl August Søltoft ejede Haraldskær, steg gården til næsten den dobbelte værdi.

I begyndelsen af 1900-tallet skiftede Haraldskær igen jævnligt ejere. Fabrikanten Christian Martin Hess fra Vejle købte gården i 1916 og restaurerede og ombyggede flere bygninger. Sønnen Christian E. Hess solgte i 1941 og 1942 noget jord fra til henholdsvis en skole og kirkegårdens udvidelse. Han forbedrede desuden jorden yderligere ved mergling, dræning og kultivering, så høstudbyttet voksede. Engene blev udgrøftet og skoven passet.

Boligselskabernes Landsforening købte Haraldskær i 1972, renoverede bygningerne og lavede gården om til et hotel og konferencecenter. Haraldskær er i 2021 en del af hotelkæden Sinatur.