Graasten

Ejerhistorie

Graasten udsprang af den nærliggende herregård Søgaard, hvor Hans Limbek i midten af 1300-tallet havde udvidet sine marker til området omkring Graasten. Her blev der oprettet en lille avlsgård, der omkring reformationen (1536) blev ophøjet til en herregård.

Først fra midten af 1500-tallet begyndte Graasten at optræde i kilder som et selvstændigt gods. I 1550 var godset ejet af brødrene Franz og Gregers Ahlefeldt, der i årene op til 1559 udkæmpede en strid med hertug Hans den Ældre i Haderslev om nogle bønders tilhørsforhold til godserne. Franz og Gregers Ahlefeldt udkæmpede også deres interne kampe.

Den yngste bror, Gregers Ahlefeldt, var meget velanset inden for hertugdømmernes adel. Han boede ofte på Graasten, hvilket dengang blot var en mindre avlsgård. Begge brødre faldt i kamp under Ditmarskertoget i 1559, hvorefter Gregers' søn, Hans Ahlefeldt, og Franz' datter, Dorothea Ahlefeldt, arvede fædrenes gods.

I løbet af sidste halvdel af 1500-tallet må Hans Ahlefeldt have købt Dorothea ud af Graasten. Hans ældste søn, Gregers Ahlefeldt, arvede godset ved farens død i 1580.

Gregers Ahlefeldt var blot tre år, da han arvede godset. Først i 1593 blev han myndig og kunne regere over de store godsområder. Gennem byttehandler og ved rydning af store skovområder ved Graasten føjede han nye områder til sine besiddelser. Hermed blev det muligt for ham at skabe en form for stordrift på godset.

I 1603 flyttede han til Graasten og gjorde herregården centrum i sit omfattende gods. Han opførte en ny hovedbygning, der stod klar i 1616. Gregers Ahlefeldt anlagde, i forbindelse med byggeriet af Graasten, et teglværk, som skulle sikre leveringen af sten til byggeriet.

Da Gregers Ahlefeldt døde i 1616 arvede hans søn, Hans Ahlefeldt, Graasten. Hans Ahlefeldt var en dygtig adelsmand, der formåede at holde sig gode venner med den danske konge, den gottorpske hertug og ridderskabet i en tid, hvor alle parter lå i strid med hinanden. Hans Ahlefeldt deltog i Frederik III's (1609-1670) hyldning i 1648 og var aktiv inden for landbrugs- og skatteforhandlinger. Han var dog også kendt for at være en hård og hensynsløs godsejer, som udpinte sine bønder og lå i strid egnens præster. Hans overdådige livsstil fik dog hans økonomi til at bukke under. I 1648 så han sig således tvunget til at sælge sine bedste godser, heriblandt Graasten.

Køberen var den glücksborgske hertug Philip. Han var interesseret i Graasten, da han hermed kunne udvide sine i forvejen omfattende godsbesiddelser i området. Philip var trettende barn af hertug Hans den Yngre og havde i 1622 arvet Glücksborg. Ligesom sin fader blev han en af egnens største godssamlere. I sin samtid blev han dog betegnet som en bondeplager, og han lå i stridigheder med sine brødre - hertugerne af Sønderborg og Nordborg.

I 1652 besøgte den nye konge, Frederik III, ham på Graasten, men ellers nåede Philip ikke at få meget fornøjelse af sin nye ejendom. Under Første- og Anden Karl Gustav-krig (1657-1660) blev egnen voldsomt hærget af fjendtlige tropper. Philip så sig derfor i 1662 nødsaget til at sælge nogle godser fra for at overleve økonomisk. Køberen var igen en Ahlefeldt.

Frederik Ahlefeldt hed den nye ejer. Efter sin fader havde han arvet nogle nabogodser, men det var gennem sit ægteskab med den rige grev Christian Rantzaus datter, Margrethe Dorothea, han virkelig fik mulighed for at udvide sine godsbesiddelser. I medgift havde han fået tre tønder guld, hvilket gjorde det til en let sag for ham at købe Graasten. Gennem køb og byttehandler kom han igen til at samle alt det Ahlefeldtske gods på egnen. Frederik Ahlefeldts høje embedsstillinger knyttede ham stærkt til København, men han opholdt sig meget af tiden på Graasten. Her iværksatte han omfattende byggerier og renovationer.

Efter sin svigerfader arvede Frederik Ahlefeldt i 1663 titlen som statholder i hertugdømmerne. I stillingen viste han sig mange gange som en energisk forkæmper for den danske konges interesser i hertugdømmerne. Herfra udøvede han afgørende indflydelse på den danske udenrigspolitik, der var særdeles skrøbelig efter 1600-tallets krige med Sverige.

Efter Peder Griffenfeldts fald i 1676 blev Frederik Ahlefeldt tildelt titlen som storkansler. Herfra ledede han både det tyske og det danske kancelli. Frederik Ahlefeldt var i magtens centrum, og Graasten oplevedes under hans ejerskab en blomstringstid. Ved hans død i 1686 overtog hans søn af samme navn alle hans besiddelser i Danmark og hertugdømmerne.

Frederik Ahlefeldt den Yngre var vokset op på Graasten og var hele sit liv stærkt knyttet til egnen. Som det var skikken, tilbragte han en del af sin uddannelse i udlandet for at studere militære og administrative færdigheder. I 1686 giftede han sig med Christian V's (1646-1699) uægte datter med Sophie Amalie Moth, Christiane Gyldenløve. Hun døde dog allerede nogle år senere, og Frederik Ahlefeldt giftede sig på ny med en datter af storkansler Conrad Reventlow.

Selvom Frederik Ahlefeldt holdt af at opholde sig i udlandet, blev han udnævnt til statholder i hertugdømmerne. I samme periode lod han Graasten istandsætte, og han lod mange huse til tjenestefolk og håndværkere opføre til slottet. Disse huse blev begyndelsen til byen Graasten.

Sine sidste leveår tilbragte Frederik Ahlefeldt i udlandet som officer. Han døde i 1708 i Regensburg, hvorefter broderen Carl Ahlefeldt arvede hele det ahlefeldtske gods. Carl Ahlefeldt sikrede, at det nye Graasten blev bygget færdigt. På trods af sine høje embedsstillinger og omfattende godsbesiddelser lå Carl Ahlefeldts økonomi i ruiner. Ved hans død i 1722 blev alle hans ejendomme med undtagelse af grevskabet Langeland solgt på auktion.

De sønderjyske ejendomme blev solgt på en auktion på Gottorp Slot i 1725. Den nye ejer var Christian August af Augustenborg, som var fætter til Frederik og Carl Ahlefeldt. Med hans overtagelse af Graasten begyndte en ny tid. Hvor de ahlefeldtske ejere havde boet og opholdt sig på Graasten, så havde augustenborgerne allerede et stamsæde; Augustenborg på Als. Graasten trådte nu ind i skyggen og store dele af året lå herregården ubeboet.

Under de nye forhold kunne det ikke undgås, at Graasten gradvist forfaldt. Christian August gjorde ikke meget ved Graasten. Først i 1752 lod han herregårdens bygninger renovere.

I 1754 blev Frederik Christian hertug af Augustenborg. Kun få år efter hans overtagelse brændte Graasten imidlertid. De nye bygninger fik dog langt fra det samme herskabelige præg som ahlefeldternes bygninger, da Graasten nu fungerede som en mindre avlsgård i et større godskompleks.

Under Frederik Christians søn af samme navn skete der en del forbedringer i parken. Frederik Christian den Yngre havde i 1786 giftet sig med Frederik VI's (1768-1839) søster, Louise Augusta. Hun nærede stor forkærlighed for sommerresidensen Graasten, som parret besøgte ofte.

Den nye hertug blev parrets unge søn, Christian August. Han omlagde driften på Graasten og dens avlsgårde så vægten blev lagt på kvægdrift frem for kornproduktion, der i perioden ikke var særligt indbringende. Det var også i disse år, at augustenborgerne langsomt trak sig væk fra det danske kongehus. Den langvarige strid handlede om augustenborgernes arvekrav til den danske trone.

I 1848 kom hertugens klare brud med Danmark. Dette år udbrød Treårskrigen (1848-1850), som var en kamp for hertugdømmernes optagelse i det tyske forbund med stærke nationale modsætninger mellem dansk og tysk. I løbet af krigens første år drev danskerne de tysksindede på flugt - heriblandt hertugfamilien på Augustenborg, der gerne så hertugdømmerne optaget i det tyske forbund. Også Graasten blev besat af danske tropper.

Senere blev danskerne slået tilbage. Christian August vendte nu tilbage til Graasten og hejste det tyske flag over slottet. Under de følgende fredsforhandlinger måtte Christian August gå ind på at overdrage sine sønderjyske godser til den danske stat og frafalde alle arvekrav på tronen. Graasten kom på denne måde til at høre under Staten i 1852.

En mulighed var, at Graasten skulle fungere som residens for kongefamilien. Dette skete dog aldrig, og i 1862 solgte man Graasten til Adam Gottlob Moltke-Huitfeldt. Som følge af nederlaget i 1864, samt hertugdømmernes afståelse til det tyske rige, måtte han sælge gården til prins Christian, søn af Christian August. Samme år solgte han imidlertid godset tilbage til sin fader. Da det rygtedes, at den afsatte hertug ville komme tilbage til Graasten, henvendte områdets beboere sig til ham og anbefalede på det kraftigste, at han holdt sig borte.

Sønnen, Frederik Christian August, arvede Graasten, og efter hans død benyttede hans hustru Graasten som sommerresidens. I 1884 blev Ernst Günther, søn af Frederik, myndig og overtog gården. Han deltog aktivt i godsets administration, og han søgte at udbedre ejendommens drift og bygninger. Ved Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 blev Graasten solgt til den danske stat, hvorefter hovedbygningerne i en periode kom til at rumme forskellige offentlige institutioner.

Graastens avlsgård og hovedparten af landbrugsjorderne blev udstykket, mens skovene fortsatte som Graasten Statsskovsdistrikt.

I 1935 overdrog Staten brugsretten til Graasten som en bryllupsgave til det unge kronprinsepar Frederik og Ingrid. Graasten undergik herefter en større istandsættelse, så det kunne fungere som sommerbolig. Stedet fik herefter navnet Graasten Slot. Indtil hendes død i år 2000 var Graasten dronning Ingrids foretrukne opholdssted.

I 2021 forvaltes Graasten af Slots- og Ejendomsstyrelsen, som er underlagt finansministeriet, og det benyttes fortsat som sommerbolig for kongefamilien.

Kongefamilien på Graasten i 1947. Fra Danmark på film, Det Danske Filminstitut.