Gjessinggaard

Ejerhistorie

Den første sikre beretning om Gjessinggaards historie stammer fra 1473, hvor gården blev overdraget til Oluf Friis. Han tilhørte familien Munk (Lange), havde i flere år været slotsfoged på Kalø og i 1486 ledede han retsmøderne i Øster Lisberg herredsret.

Da han døde, kom Gjessinggaard til hans halvsøster Birgitte Ottesdatter. Hun var gift med Niels Munk, der hørte til Vinranke-Munk'ernes slægt, så dem kom Gjessinggaard også til at høre under. Gennem 1500-tallet tilhørte Gjessinggaard Munk-slægten. Christen Munk udvidede Gjessinggaards jorder ved at erhverve og nedlægge det nærliggende Bjerregaard. Han blev i 1612 begravet i Tvede kirke, hvor han i 1584 havde ladet tårnet hvælve og gøre færdigt til begravelsessted for slægten. Han forærede også kirken altertavle og prædikestol og rejste en ligsten for sig selv og hustruen Anna Skram.

De fik ingen børn, så Gjessinggaard kom til hans søster Kirsten Munk. Seks år senere købte Iver Juul Gjessinggaard af hende. Da var gården igen blevet stærkt reduceret og havde kun få fæstegårde: en gård i Skalmstrup, to gårde og to bol i Tvede, Gjessinggaards mølle, en gård og syv huse i Øster Tørslev, et bol i Ilshøj og et stykke skov kaldet Havn. Iver Juul udvidede både hovedgårdens jorder og bøndergods betydeligt, især da han købte Hungstrup i 1621.

Sønnen Malte Juul overtog Gjessinggaard i 1627, men den fik ikke så meget opmærksomhed som hans sjællandske og skånske godser. Hans datter Margrethe Juul arvede gården, som kom til hendes mand Mourids Podebusk i 1661. Da var gården og dens omkringliggende jord og skove blevet stærkt medtaget af 1600-tallets gentagne krige med Sverige, fremgår det af jordebogen fra det år. Parret opholdt sig mest på deres fynske gods, og Gjessinggaard har sandsynligvis været forpagtet bort det meste af Mourids Podebusks ejertid. I en periode i 1680'erne har den endda måske været pantsat til Frederik von Vittinghof. Da datteren solgte gården til Gothard Braem i 1713, var antallet af fæstegårde dog blevet forøget.

Den nyadlede Gothard Braem var søn af Aarhus-bispen Johan Braem. Hans bedstefar Gotthard Braem var en storkøbmand fra Hamborg og en af Danmarks førende handelsmatadorer i København i 1500-tallet. Bedstefaderen og hans bror stod for at organisere den danske hvalfangst i Grønland i 1633, og som minde herom brugte det nyligt adlede barnebarn en springende hval i sit våbenskjold. Men glæden var kort: da han døde i 1733 ugift og forgældet, gik samtlige arvinger fra arv og gæld.

Gjessinggaard blev derfor sat til salg, og i 1734 købt af amtsforvalteren Hans Folsach. Denne slægts tilknytning til gården skulle blive anderledes langvarig. En lighed var dog, at der også var købmandsblod i denne families årer: Hans Folsach var søn af Præstø-købmanden Michael Thomassen, men han og hans søskende valgte at tage deres moders navn. Hans Folsach var en langt mere energisk og driftig mand end sin forgænger. Den smukke hovedbygning på Gjessinggaard er et eksempel på det. Derudover skal han have vist "omhyggelighed for skolevæsenet og deslige ting". I 1749 blev han etatsråd, og da han døde ni år senere, blev han begravet i Tvede kirke, hvor der er et epitafium over ham og hans to hustruer.

Sønnen Christian Michael Folsach blev adlet i 1760, og i den anledning indrettede han en stor sal i hovedfløjen med portrætter af danske konger frem til Frederik V (1723-1766). I kongesalen findes smukke, håndlavede tapeter, udført af Folsachske kvinder, og i hallen er der senere hængt billeder op af efterfølgende regenter.

Efter endnu en Hans von Folsach arvede to brødre Gjessinggaard i 1830. De havde gården i fællesskab indtil Johannes von Folsach blev eneejer. I de næste 40 år skete der ikke mange forandringer på Gjessinggaard, da han var en meget konservativ mand, der var indædt modstander af alt nyt og moderne. Da der blev indført regelmæssig postomdeling i landdistrikterne, foretrak han selv at hente sin post i Randers, frem for at lade postbuddet komme ind på gården. I et lille skovstykke, der hørte til gården, forbød han al fældning, og det skal derfor være begyndt at ligne en urskov. På ét punkt gav han sig, og det var ved ophævelsen af hoveriet i begyndelsen af 1850'erne, men også på det punkt var han dog blandt de sidste godsejere i Danmark. Ingen af fæstegårdene blev i hans ejertid solgt til selveje.

Halvbroderens søn Frederik von Folsach arvede gården ved Johannes von Folsachs død i 1878. Nevøen stod nu over for et kæmpearbejde med at reformere driften og indføre tidssvarende metoder i landbruget. Bygningerne var også ret medtagne, og ud over at renovere dem indrettede han også den smukke forhal, som bl.a. er udsmykket med ejernes våbenskjolde.

Christian Caspar von Folsach overtog styrelsen af Gjessinggaard allerede i 1894, men ejede den først efter farens død syv år senere. Han fortsatte salget af fæstegårdene, som hans far havde påbegyndt, og forøgede samtidig selve hovedgårdens jordareal. Under en restaurering i 1912 nedbrød Christian Caspar von Folsach en mur, som indhegnede gården mod vest. Han satte også de gamle voldgrave i stand og opførte en bro til indkørslen.

I 2021 ejes Gjessinggaard af Peter Bernstorff.