Gerdrup

Ejerhistorie

Gerdrup har tilhørt den nu uddøde uradelsslægt Hvide, som var blandt middelalderens mest fremtrædende adelsfamilier. I 1100-tallet nævnes slægten til Gerdrup. Ejerforholdene er herefter uklare, og Gerdrup er blevet forvekslet med andre gårde og landsbyer med samme navn. Navnets sidste stavelse, oprindeligt Gerethorp, vidner om, at Gerdrup oprindeligt var en udflytterby eller en gård.

Jep Jensen (Godov) er den første, der med sikkerhed kan knyttes til Gerdrup omkring 1420. Med sin hustru, Elnæ Pallesdatter, skødede han i 1417 Gerdrup bort til Anders Jacobsen Lunge, der var en af samtidens største godsbesiddere. Med til skødet hørte tillige en del fæstegårde i sognet. Herefter er ejerforholdene atter uklare.

Slægten Rud må antages at have haft tilknytning til Gerdrup, da der i 1475 var der en ejendomsretsstrid mellem på den ene side Roskildebispens lensmand på Saltø, Jørgen Rud, og på den anden side Erik Jensen Sosadel Dyre. Striden blev så omfattende, at Christian I (1426-81) måtte indblandes. Kongen dømte til Dyres fordel, idet Dyre hævdede, at godset havde været "I hans og hans forældres værge i 16 og 40 år". Hans datter, Anne Dyre, ægtede senere væbneren Claus Hansen (Stampe), som dermed fik andel i gårdens ejerskab.

Parrets søn, Søren Clausen Stampe, skrev sig til Gerdrup 1529. Under Grevefejden fik Knud Rud i 1535 følgebrev på alt hans gods på Sjælland, herunder Gerdrup, men senere nævnes Søren Stampe påny til Gerdrup. Efter Stampes død overgik herregården til svigersønnen, Peder Markvardsen Hundermark, som gjorde tjeneste i Kalmarkrigen (1611-13) under sin kendte onkel, Herluf Trolle, der var kommandør. Fra Peder Clausen Hundermarks barnebarn ved samme navn overgik Gerdrup til sønnerne Peder, Iver og Erik Clausen Hundermark, der alle fik en part i gården. Da Erik Hundermark døde som sidste mand af slægten, overgik godset til søstrene Eline og Anne Hundermark.

Anne Hundermark ægtede Frands Kaas, og Gerdrup har formentlig været delt mellem dem og søsteren Ellen, der senere giftede sig med skotten John Cunningham (kaldet Köningham). Köningham var kort efter 1600 kommet i Christian IV's (1588-1648) tjeneste som skibshøvedsmand på en opdagelsesrejse til Grønland og fungerede også som lensmand på Vardøhus i Norge. En anden skotte, David Welwood, som ligger begravet i Eggeslevmagle kirke, har også haft tilknytning til Gerdrup i denne periode.

Gerdrup må have været delt i flere parter. I 1654 solgte arvingerne, Hans Welwood og Lorens Cunningham, gården til Peder Vibe. To år senere måtte de dog indgå forlig med Claus Kaas, arving efter Frands Kaas, hvor de måtte betale 2000 rdl. mod, at han respekterede skødet af 1654.

Vibe var ikke adeligt født, men blev adlet i 1634 på grund af sin dygtighed og kongegunst, hvormed han blev en forløber for enevældens borgerlige embedsmænd, der opnåede en status lig adelens. Vibes enke, Anne Cathrine Budde, ægtede i 1662 Joachim Frederik Vind, som dog allerede inden ægteskabet havde fået skøde på Gerdrup af den kongelige herold, Hans Ribolt. Gården var muligvis tilfaldet Kronen på grund af Vibes store gæld til denne og derfra overgået til Ribolt. I denne periode blev Gerdrups værdi vurderet til 64 tønder hartkorn. Gerdrup var altså af betydelig størrelse på dette tidspunkt, idet en gennemsnitlig dansk herregård på denne tid var 42 tdr. hartkorn.

Efter Vinds død overdroges Gerdrup i 1690 til broderens, vicekansler Holger Vinds, enke, Margrethe Gjedde, som i 1693 skødede gården til svigersønnen, Diderich Grubbe. Grubbe og hustruen øgede Gerdrups tilliggender betydeligt. Deres dødsbo blev ved auktion i 1728 solgt til sønnen, løjtnant Holger Grubbe, der allerede året efter afstod Gerdrup til søsteren, Diderikke Elisabeth Grubbe. En anden søster, Christiane Elisabeth Grubbe, synes at have været medejer omkring 1731. 

Derefter ejedes gårdene en kort tid af gehejmerådinde Christiane Harboe. Efter hendes død solgtes gården ved auktion i 1736 til kancelliassessor, senere justitsråd og byfoged i København, Oluf Bruun samt amtmanden, Jørgen Willumsen. Bruun blev eneejer i 1739 og videresolgte gården i 1750. Efterfølgende ejer var kancelliråd Simon Borthuus, som forøgede godset og efterfulgtes af broderen, generalauditør Otto Borthuus, som dog solgte gården allerede året efter til major Caspar Frederik Bülow.

Bülow skødede i 1760 Gerdrup til Morten Iversen Qvistgaard, senere justitsråd og i 1786 medlem af den store landbokommission. Han var stærkt optaget af tidens reformtanker og igangsatte udskiftningen af godsets gårde, dvs. at bøndernes jordfællesskab blev opgivet til gengæld for selvstændige bøndergårde med egen jord. Han ejede desuden den nærliggende herregård Lyngbygaard. Efter hans død overtoges både Gerdrup og Lyngbygaard af den yngste søn, Peter Christoffer Quistgaard. Hans enke, Henriette Elisabeth Schow, drev gården videre og giftede sig 1814 med Peter Johansen de Neergaard, som drev gården til sin død i 1831. Henriette Elisabeth Schow, som først døde 1859, havde dog i følge ægtepagten beholdt sine ejendomme som særeje.

I 1831 overdrog hun derfor Gerdrup til sønnen, Morten Christen Qvistgaard, mens en anden søn arvede Lyngbygaard og en tredje søn det såkaldte Gimlinge kirkegods. Morten Qvistgaard døde tidligt, hvorefter hans fire årige søn, Victor Emilius Qvistgaard, arvede Gerdrup.

Han byggede nye bygninger på Gerdrup og overlod 1870 gården til sin søn, Viggo Johan Qvistgaard. Da han døde, blev Gerdrup solgt til godsejer Holger Fabricius, som i forvejen havde arvet Lyngbygaard efter sin mor, Tofa Alvilda Qvistgaard, gift Fabricius. De to gårde var nu atter forenet under samme ejer. Fabricius' enke, Kirstine Feiring overdrog i 1953 Gerdrup til sønnen, hofjægermester Peter Frederik Fabricius.

I 1987 blev Gerdrup overtaget af Peter Fabricius' barnebarn, Peter Nicolai Fabricius Melchior. I 2021 ejes det af Kirstine Else Bagge Melchior, og Gerdrup og Lyngbygaard Godser drives fortsat i fællesskab.