Gammelgaard (Jylland)

Ejerhistorie

Gammelgaards ejerhistorie kan spores tilbage til 1344 og 1358, hvor en Christiern Sture nævnes som ejer. Gården var altså i den betydningsfulde adelslægt Stures eje. Omkring år 1500 var den ejet af de to brødre, Henrik og Vulf Sture. Da Henrik Sture døde i 1514, købte hans broder enken ud og blev eneejer. Vulf Sture købte også møllen, der hørte til Gammelgaard, samt byen Tovrup. Derudover ejede han Hellevedgaard i Egen sogn, og i midten af 1500-tallet havde han samlet et betydeligt antal fæstegårde omkring sine to herregårde. Efter hans død blev sønnerne Asmus, Jørgen og Thomas Sture efter tur ejere af Gammelgaard. Thomas Sture var Christian III's (1503-1559) amtmand og var således med til at vogte rivalen Christian II (1481-1559) på Sønderborg Slot.

Da Thomas Sture døde i 1563, overtog enken, Berte Ahlefeldt, begge gårde. Da hun døde, overgik de til den eneste overlevende datter, Cathrine Stur. Hun var gift med Hans den Yngres amtmand i Sønderborg, Hans Blome, som således blev gårdenes nye ejer. Ganske få år efter afhændede han dem til Hans den Yngre. Da begyndte en ny epoke i gårdenes historie.

Før 1584, hvor hertugen købte gårdene, havde driften af hovedgårdenes egne jorde været begrænset. Herremanden havde nemlig haft sine væsentligste indtægter gennem bøndernes landgilde, hvilket var den årlige afgift, de betalte for at fæste deres gårde. Men de høje kornpriser i slutningen af 1500-tallet fristede mange godsejere til at lægge bondejord ind under hovedgårdsdriften og bruge bøndernes arbejdskraft her. Hertug Hans den Yngre forøgede hovedgårdsjorden på Gammelgaard og sine øvrige godser. Det medførte, at hoveriet, det arbejde som bønderne var forpligtet til at yde for herremanden, blev væsentligt forøget.

I 1622 arvede sønnen, hertug Alexander, som blev stamfader til det sønderborgske hertughus, Gammelgaard og en række andre alsiske herregårde. Gammelgaard fungerede herefter som enkesæde for både hertuginde Dorothea og hertuginde Anna. Enkehertuginderne stod dog ikke for driften af Gammelgaard, der var bortforpagtet.

I 1667 gik det sønderborgske hertughus imidlertid fallit, og Kronen overtog derfor Gammelgaard. I 1730 overdrog Christian VI (1699-1746) Gammelgaard med bøndergods, kroer og møller for livstid til hertug Christian August på Augustenborg Slot.

Hertug Christian Augusts søn, Frederik Christian, fik efter sin faders død også godset på livstid mod at give afkald på arverettigheder til Pløn gods og de lyksborgske områder. Gammelgaard forblev augustenborgernes eje indtil 1852.

I 1830 begyndte den nationale og politiske strid om hertugdømmet Slesvig, og den fik skæbnesvangre følger for det augustenborgske hus, hvis arvefølge blev en del af konflikten. I marts 1848 var konflikterne kommet så vidt, at han og familien nærmest flygtede fra Augustenborg Slot.

Treårskrigen (1848-1850) var brudt ud. Under krigshandlingerne blev Augustenborg Slot beslaglagt og brugt til dansk lazaret. Alle augustenborgske besiddelser i Sønderjylland blev beslaglagt. Da krigen endte med dansk sejr stod beslaglæggelserne ved magt.

I 1852 erklærede Christian August II, at han afgav sine slesvigske godser og tronarveretten mod at få 3 millioner rigsdaler af den danske stat. Familien forpligtede sig så til at flytte ud af landet, og flyttede først til Gotha og siden til godset Primkenau.

Gammelgaard kom med de øvrige besiddelser til Kronen. Efter at have forpagtet Gammelgaard for kronen i nogle år købte H. T. Møller gården i 1860. Den næste ejer var den westfalske friherre Gisbert von Romberg, og Gammelgaard blev i hans slægt indtil 1925. Efter Genforeningen 1920 opkøbte den danske stat de Rombergske besiddelser på Als, hvilke bestod af Gammelgaard, Rumohrsgaard og Wertemine. Derefter blev jorden udstykket, dvs. solgt i mange mindre dele.

Gammelgaard er i 2021 ejet af Lars Staugaard Bertram.