Gammel Lellingegaard

Ejerhistorie

Man ved ikke meget om Lellingegaard i middelalderen, men gården lå under Roskilde bispestol som Lellinge len. Dog er det sikkert, at Lellingegaard tilfaldt Kronen ved Reformationen i 1536, da alt kirkeligt gods blev inddraget. Igen blev gården dog forlenet bort indtil 1573, hvor Kronen byttede nogle gårde med Peder Bille. Lensmanden på Lellinge fik en erstatning, for han havde egentlig fået lenet på livstid.

Peder Bille og hans hustru havde også overtaget Vallø gods. Herefter er ejerforholdene mere uklare, men i 1630 kom Lellingegaard til Ellen Marsvin. Allerede samme år solgte hun dog gården til sin datter Kirsten Munk, der var Christian IV's (1577-1648) kone til venstre hånd. Også andre og større godser gik fra mor til datter på kongens befaling. På dette tidspunkt var forholdet mellem Kirsten Munk og kongen dog allerede kølnet igen. Lellingegaard blev drevet af tilsynsførende på vegne af deres fælles børn, og sønnen Valdemar Christian stod opført som ejer af Lellingegaard indtil sin død i 1646.

Kirsten Munk fik godserne tilbageleveret, og ved hendes død gik Lellingegaard til datteren Leonora Christine og dermed også til Corfitz Ulfeldt. Efter at være blevet dømt for at bedrage Kronen var han og Leonora Christine flygtet fra Danmark og var trådt i svensk tjeneste. I 1660 var de faldet i unåde ved det svenske hof, og parret forsøgte at flygte fra Sverige til Danmark. Ved ankomsten blev de straks fængslet på Hammershus. De slap fri ved at opgive al deres ejendom deriblandt Lellingegaard, der på denne måde igen kom i Kronens eje. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine levede herefter nogle år i landflygtighed i Europa. I 1663 blev Leonora Christine arresteret i London og sad fængslet i Blåtårn i 22 år. Corfitz Ulfeldt døde 1664 i en båd på Rhinen under mærkelige omstændigheder.

Lellingegaard var kommet i Kronens eje, men de mange krige med Sverige og tabet af Skåne betød store gældsposter. En af Kronens kreditorer hed Hans Olufsen, og han overtog allerede i 1662 Lellingegaard gods.

Hans Olufsen var ikke adelig, men han havde arbejdet sig op under krigen gennem leverancer til Kronen og som reder for kaperfartøjer. Allerede da han købte gården, havde han bedt om at måtte oprette sit eget birk dvs. en selvstændig retskreds. Det fik han dog først to år senere, da der manglede penge i statskassen. Både Lellingegaards og Jonstrups bønder kom da under dette birketing.

I 1680 købtes Lellingegaard af den nyligt adlede Caspar Schøller, som straks udstrakte Lellinges birkeret til alle sine godser. I 1686 fik han desuden tilladelse til at bygge et værtshus samt en bro over Lellinge å og at kræve bropenge her. Caspar Schøller og hans hustru Johanne Thune er begravet i Lellinge kirke. De finansierede reparationer og udsmykninger i kirken, og store dele af inventaret bærer stadig deres våben og navnetræk.

I 1721 blev Lellingegaard og Taagerød solgt til Anna Sophie Reventlow. Hun var på det tidspunkt Frederik IV's (1671-1730) hustru til venstre hånd, men blev kort efter viet til højre hånd og blev landets dronning. Hun havde i 1713 fået Vallø med Billesborg, Gunderup og fæstegårde i en gave fra kongen. Disse var blevet oprettet som grevskab, hvori Lellingegaard og Taagerød nu blev indlemmet.

Da Frederik IV døde i 1730, var Anna Sophie Reventlows skæbne beseglet. Af den nye konge, Christian VI (1699-1746), blev hun forvist til sin fædrene gård Clausholm og måtte afstå hele grevskabet Vallø med Lellingegaard.

I 1734 gav han til gengæld sin egen dronning Sophie Magdalene grevskabet. Det var hende, der gjorde Vallø til et "Kongeligt Frøken Stift". Byggeriet var påbegyndt, som skulle gøre Lellingegaard til hovedsæde i stiftet. Dronningen ombestemte sig senere, lod murene nedrive og flyttede byggeriet til Vallø.

I 1740 var Lellingegaards marker blevet betydeligt forøget med herregården Taagerødgaards jorder, men allerede i 1783 blev det store areal for besværligt at administrere. Derfor oprettede man Ny Lellingegaard, og i samme periode blev hoveriet helt afløst. Hoveriet var den afgift i form af arbejde, som bønderne skulle yde for at fæste (leje) gården. Med afløsningen blev hoveriet erstattet af en pengeafgift.

Fæstegårdene overgik i løbet af 1800-tallet til arvefæste og siden til selveje, som det var typisk over hele landet. Gammel Lellingegaard, som den nu blev kaldt, fortsatte som forpagtergård under Vallø Stift. 

Gammel Lellingegaard er fortsat ejet af Vallø Stift i 2021.