Gammel Køgegaard

Ejerhistorie

"Gammelkjøgegaard" var utvivlsomt i senmiddelalderen en adelig hovedgård i landsbyen Køge. Efterhånden opstod købstaden Køge ved kysten, og den mindre landsby længere oppe i landet kendtes under navnet Gammel Køge. Men som købstaden udvidede sig, voksede byen igen op mod gården, og skellet blev udvisket.

Om Gammel Køgegaards ældre historie ved man ikke meget, udover at gården i 1400-tallet var i Krumpen-slægtens besiddelse, og i 1500-tallet kom til Bille-slægten. I 1603 begyndte Elisabeth Jensdatter Bille opførelsen af det hus på Gammel Køgegaard, som skulle forblive hovedbygningen de følgende 200 år. Hun nedlagde en del bondegårde og inddrog deres jorder under herregårdens egne marker.  

I 1641 købte Christen Skeel Gammel Køgegaard. Han var en af tidens kendte adelspersoner og havde bl.a. været på en syv år lang dannelsesrejse i udlandet. I 1627 vendte han hjem for at kæmpe ved kongens side i Kejserkrigen (1623-1629), der var del af 1600-tallets langvarige konflikt kendt som Trediveårskrigen.

Fra 1650 var han også lensmand for Tryggevælde og boede skiftevis her og på Gammel Køgegaard. Han spillede også en vigtig rolle i den første Karl Gustav-krig (1657-1658), men da han havde været med til at lede forhandlingerne med den svenske konge, som resulterede i Roskildefreden i 1658, vendte han hjem som en svækket mand: Danmark havde tabt bl.a. Skåne, Halland og Blekinge. Christen Skeel blev syg og var desuden vred over, at tysk adel ved Enevældens indførelse trængte ind i landet og besatte den danske adels embeder. Han skrev derfor et brev til kongen, hvori han trak sig ud af rigsrådet. Kort efter døde han.

Gammel Køgegaard tilfaldt derefter datteren Birgitte Skeel, der i 1659 var 21 år. Hun blev gift med Christian Barnekow fra Skåne og flyttede ind på dennes skånske godser. Han døde allerede i 1666, og Birgitte Skeel overtog både de skånske og sjællandske godser. Birgitte Skeel giftede sig endnu to gange, men boede mest på Gammel Køgegaard, som hun drev med stor dygtighed. I 1673 opnåede hun birkeret over godset, dvs. det blev en selvstændig retskreds.

Det fortælles, at hun var så viljestærk, at hun engang med sit strømpebånd kvalte en røver, der havde forklædt sig som kusk. En anden historie fortæller, at Birgitte Skeels nabo i København, Regitze Grubbe, blev så jaloux på hendes højere rang, at hun fik tjenestepigen Agnete Budde til at give Birgitte Skeel rottegift. Birgitte Skeel slap fra mordforsøget med livet i behold, men Agnete Budde blev henrettet, og Regitze Grubbe blev forvist til Bornholm på livstid.

Efter fruens død kom Gammel Køgegaard først til hendes ældste søn af første ægteskab og året efter til hans enke, Margrethe Ascheberg, der også var af svensk adel. Da der igen udbrød krig mellem Danmark og Sverige, og da Gammel Køgegaard nu var på fjendens hænder, blev godset beslaglagt i 1709. Først ved freden i 1720 fik Margrethe Ascheberg sin ejendom tilbage.

Fire år senere kom gården til hendes 53-årige svigersøn, Johan August Meierfeldt, der var blevet gift med hendes datter på 17. Han var generalguvernør over Pommern i 1713, men det var mest hans unge hustru, Britta Barnekow, der stod for driften af Gammel Køgegaard. Siden hjalp deres ældste søn, Carl Friedrich Meierfeldt, dog også meget til, og han blev fra 1742 gårdens egentlige ejer. På Gammel Køgegaard opbyggede han et stort bibliotek, men boede vistnok ellers mest på sine svenske godser.

Hans bror overtog gården, men solgte den snart til Rasmus Carlsen. Han anså sig selv for at tilhøre den gamle danske adelsslægt Lange. Han ejede den lille nabogård Sønder Gammel Køgegaard, hvorved de to gårde blev lagt sammen. Enken, Maren Christensdatter, sørgede for at bygge gården om og begynde at sælge fæstegårdene til selveje.

Da sønnen Christen Rasmussen Carlsen i 1805 fyldte 25 år, overtog han gården. Tiderne var hårde i starten af 1800-tallet, så han gav penge til landets forsvar og skænkede desuden egetræer til nybygning af skibe. Han blev da også adlet i 1817 og antog Langernes våben: tre røde roser i et sølvfelt.

Hans søn Hans Carlsen blev i 1841 gift med Clara Sophie Krag-Juel-Vind-Frijs, og samme år blev han udnævnt til hofjægermester. I 1845 ophøjede ægteparret Gammel Køgegaard til stamhus, som skulle sikre at besiddelsen blev i slægtens eje. Han nåede gennem et langt politiske virke både at være medlem af rigsrådet, indenrigsminister i ministeriet Monrad samt kongevalgt medlem af Landstinget 1870-1887. Hans søster, Anna Marie Elise, blev N.F.S. Grundtvigs anden kone.

Hans datter, Emmy Hansdatter Carlsen, arvede Gammel Køgegaard. Hun var en af stiftsdamerne på Vallø, og fra 1887 ejede hun så også familiegården i 25 år. Hun døde i 1912 og havde da testamenteret gården til en stiftelse, hun selv oprettede: Carlsen-Langes Legatstiftelse. Overskuddet herfra skulle anvendes til "filantropiske, kristelige, videnskabelige og andre nyttige formål". Denne stiftelse har ejet godset siden.

Omkring midten af 1900-tallet var Køge by vokset ud til nærheden af Gammel Køgegaards jorder og ønskede yderligere arealer til at sikre byens fortsatte vækst. Legatstiftelsen ønskede ikke at udstykke herregårdens 1000 hektar store arealer, så i 1964 blev der gennemført den første frivillige fredning af et helt gods.

Det er fortsat Legatstiftelsen der ejer Gammel Køgegaard i 2021.