Flintholm
Flintholms ejerforhold kan spores tilbage til begyndelsen af 1500-tallet, hvor gården var ejet af rigsråd Claus Bryske.
Gården var mellem 1623 og 1655 ejet af den rige danske godsejer Frands Lykke.
Flintholms nuværende hovedbygning blev opført mellem 1843 og 1844 af daværende ejer Frederik Reinholt Lange.
Hovedbygningen er et hvidkalket anlæg i tre fløje i en etage med rødt tegltag.
Ejerhistorie
Flintholms første kendte ejer var rigsråd Claus Bryske, der ejede gården omkring 1500. Han blev efterfulgt af sit barn, barnebarn og oldebarn, men i 1591 gik gården i forbindelse med et arveskifte til slægten Krabbe. Oldebarnet Carl Bryske var således død allerede i 1573 uden at efterlade sig børn, og det var derfor hans kusine Karen Krabbe, der arvede gården ved hans mors død.
Karen Krabbe døde i 1605, hvorefter Flintholm kom til den rige godsejer Breide Rantzau. Udover at være rigsråd var han i 1601 blevet udnævnt til statholder i København, hvor han bl.a. fik ansvaret for krigsrustningen forud for Kalmarkrigen. Han døde i 1618, hvorefter Flintholm overgik til sønnen Cai Rantzau, der imidlertid allerede døde i 1623.
Cai Rantzaus efterfølger ar svogeren Frands Lykke, som udover Flintholm ejede 11 hovedgårde, hvilket gav ham tilnavnetden rige. Efter hans død i 1655 overgik hans godser, herunder Flintholm, til sønnen Kaj Lykke, som i 1661 blev dømt for majestætsfornærmelse, hvilket betød, at han mistede al ejendom og formue til kronen. Han flygtede til Sverige og blev derfor kun henrettet in effigie, dvs. symbolsk.
Kommissærerne, der skulle ordne Kaj Lykkes bo, overtog administrationen af godset, og da dette var stærkt forgældet, blev der af forskellige kreditorer gjort udlæg heri. Det lykkedes imidlertid mellem 1663 og 1665 for Otte Krag at samle godset og på den måde blive eneejer.
Krag døde i 1666, hvorefter gården overgik til hans søn Niels Krag, der gjorde karriere i statens tjeneste. Som belønning for hans indsats blev han bl.a. slået til hvid ridder, hvilket var en ridderorden, Christian V (1646-1699) havde indstiftet. Efter hans død i 1713 sad hans enke, Sofie Nielsdatter Juel, på gården frem til 1722, hvor den blev overtaget af parrets søn, der også hed Niels Krag. Han fortsatte familietraditionen og gik således i statens tjeneste, hvor han bl.a. var etatsråd.
Niels Krag døde i 1740, og gården gik herefter til sønnen Frederik Christian Krag, der var højesteretsdommer. Han døde som slægtens sidste mand i 1763, hvorefter hans enke Sofie Justdatter Juel i 1768 satte gården på auktion, hvor den blev erhvervet af Jens Lange.
Jens Lange var en meget driftig godsejer og stod bl.a. for udskiftningen af Flintholms bøndergods. Han huskes dog også på grund af sit store temperament, hvilket angiveligt gik ud over bønderne. Han døde i 1790 og efterlod gården til sin søn, Johan Lange, der ligesom sin fader var en meget driftig mand. Han anlagde således veje, udgrøftede jorderne og fremavlede en god rødbroget kvægrace.
Johan Lange døde i 1829, hvorefter gården gik i arv til Frederik Reinholt Lange, der bl.a. opførte den nuværende hovedbygning. Han døde i 1846 på Flintholm, som overgik til hans enke Margrethe Lassen, der beholdt den frem til sin død ti år senere. Flintholm blev herefter arvet af deres søn, Christian Frederik Lange, som dog samme år overlod den til sin broder, Johan Theodor Lange.
Johan Theodor Lange døde i 1901, hvorefter der i hele 1900-tallet fulgte en periode med hyppigt skiftende ejere.
Flintholm har siden 2001 været ejet af Jens Heimburger.
Hovedbygning
Flintholms nuværende hovedbygning blev opført mellem 1843 og 1844 af daværende ejer Frederik Reinholt Lange. Det er et trefløjet anlæg, hvis sidefløje er noget kortere end hovedbygningen. Den hvidkalkede bygning har rødt, halvvalmet tegltag og er opført i én etage over en kælder.
Hovedfløjen karakteriseres ved en bred, gennemgående frontspids i to etager.
Hovedbygningen blev under Hans Sørensens ejerskab fra 1957 til 1986 moderniseret.
Hovedbygningen blev renoveret efter en brand i 2016, der ikke ramte selve hovedbygningen, men avlsbygningerne.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Den trelængede avlsgård ligger umiddelbart sydøst for hovedbygningen, og sammen omkranser de to bygninger en stor gårdsplads.
Avlsanlægget, der er opført efter en stor brand i 1886, bestod oprindeligt af en stor tværlænge i kampesten med en monumentalt udformet gennemkørselsport og af grundmurede sidefløje. Efter en brand i 2016 i kampestensladen og gennemkørselsporten fremstår anlægget åbent mod sydøst.
Der er i avlsbygningerne indrettet kontor til virksomheder samt en sal til afholdelse af kurser, konference m.m.
Mod nordøst ligger en smedje og en tidligere kostald fra 1720.
Fredningsstatus 2021: Ingen af de ovennævnte bygninger er fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980
Roussell, Aage (red.): Danske slotte og Herregårde. København 1963-68.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Flintholm
Region og kommune
Syddanmark - Fyn og øer - Svendborg
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Jens Heimburger
Herregårdens størrelse
193 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 131 ha, skov 52 ha, sø 3 ha, andet 7 ha, bortforpagtet 123 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug, boligudlejning og erhvervsudlejning
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Svendborg - Sallinge - Hundstrup
Ejer
Johs. Mackeprang
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
7.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
257000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 60 køer, 30 kalve, 4 tyre, 12 heste. Der sælges ca. 60 svin om året.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 4 karl(e), 4 pige(r), 3 daglejer(e).
Bemærkninger om godset
Til gården hørte et bøndergods på 9 tdr. htk.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Svendborg - Sallinge - Hundstrup
Ejer
Enkemadam M. Lange
Herregårdens størrelse
18.59 htk
Skovskyld
4.42 htk
Mølleskyld
3.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
33.28 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
13.73 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Svendborg - Sallinge - Hundstrup
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
16.98 htk
Skovskyld
4.43 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
75.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 3, s 554. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm