Favrskov
Favrskov blev i 1736 indlemmet i grevskabet Frijsenborg, hvis historie den herefter er flettet sammen med.
Efter 1924 ophørte Favrskov med at fungere som herregård og blev i stedet brugt som først handelsmagasin og siden et hjem for drenge.
Herregården har givet navn til Favrskov Kommune, der dannedes i 2007.
Favrskov hovedbygning er et prægtigt eksempel på 1700-tallets barokstil, og gårdens udseende er stærkt påvirket af hovedstadens og købstædernes palæer.
Hovedbygningen er muligvis opført af arkitekten N.H. Rieman, der også var ansvarlig for hovedbygningen på Bidstrup.
Ejerhistorie
Favrskov kendes fra 1277, hvor den blev nævnt i Aarhus Domkapitels Kopi- og Jordebog. Gården var på det tidspunkt ejet af Bispestolen i Aarhus, som sandsynligvis bortfæstede eller -forlenede den indtil Reformationen i 1536, hvor Kronen overtog den. Christian III (1503-1559) beholdt dog ikke Favrskov i lang tid, men mageskiftede, dvs. byttede, den i 1547 til Knud Gyldenstjerne.
Formodentligt var Favrskov, mens den endnu hørte under Kronen, blevet opdelt i to gårde. Således ejede også Corfitz Viffert en gård i Favrskov. Viffert overdrog i 1579 denne gård til Kronen, som i 1585 mageskiftede gården til Jørgen Friis. Samtidig tilkendegav kongen, at den anden gård - der endnu var ejet af en Gyldenstierne - også skulle mageskiftes til Friis, som derved samlede hele Favrskov på sine egne hænder.
Friis' søn Niels Friis arvede Favrskov efter faderens død i 1632. Inden da havde han gået på Sorø Akademi, ligesom han havde været på dannelsesrejse i udlandet, ligesom mange andre unge adelige mænd på dette tidspunkt. Efter sigende fik han mere ud af sit udenlandsophold, end mange af sine samtidige, og han brugte bl.a. seks år i Frankrig på militære og humanistiske studier. Da han kom hjem, fortsatte han sine studier, og han skal have haft korrespondancer med både hjemlige og udenlandske lærde, hvilket kunne lade sig gøre, da han både havde lært græsk og latin. I 1622 blev han gift med den rige Dorte Gyldenstierne, hvorefter han var i stand til at erhverve betydelige godsmængder, bl.a. det senere Vilhelmsborg.
Efter Niels Friis' død i 1651 overtog sønnen Mogens Friis Favrskov, og han fortsatte sin fars bestræbelser på at forbedre slægtens godser. Efter at Danmark i forbindelse med Karl Gustav-krigene i 1657-1660 tabte Skåne, Halland og Blekinge til Sverige, blev Mogens Friis' gods i Skåne inddraget, således at det kunne indgå i et mageskifte mellem Danmark og Sverige for at få Bornholm tilbage. I erstatning fik Mogens Friis gods i egnen omkring Favrskov, og han blev en af tidens største godsejere. De nye besiddelser blev i 1672 indlemmet i det nyoprettede grevskab Frijsenborg og baroniet Frisenvold. Favrskov blev dog ikke lagt ind under hverken grevskabet eller baroniet. I stedet blev det i 1672 udlagt som arv til datteren Dorthe Friis, der var gift med Jens Rosenkrantz, som bl.a. var en af sin tids største bog- og håndskriftssamlere.
Da Jens Rosenkrantz døde i 1695, arvede sønnen Christian Rosenkrantz Favrskov. Blot to år efter solgte han dog gården til sin onkel Niels Friis, hvorved den atter fik samme ejer som Frijsenborg. Niels Friis døde to år senere - blot 34 år gammel. Gårdens nye ejer var hans otteårige søn Christian Friis, der arvede Favrskov.
I 1736 blev Favrskov indlemmet i grevskabet Frijsenborg, og i de næste knap 200 år blev den drevet af forpagtere og forvaltere. Mest bemærkelsesværdig var i denne sammenhæng forpagteren Christian Hollesen som tiltrådte i 1819. Trods landbrugskrisen formåede han at forbedre gårdens drift og økonomi gennemgribende. Jordtilliggendet blev udvidet gennem opdyrkning af ny jord, ligesom han på under 15 år øgede antallet af kreaturer fra 34 til 200.
Ved lensafløsningen i 1920 overgik grevskabet Frijsenborg til frit eje, og af Favrskovs jorde blev omkring 500 tønder land afgivet til udstykning af husmandsbrug. Selve Favrskov hovedparcel blev i 1924 solgt til købmanden Anton Troelstrup fra Aarhus, som brugte gården til handelsmagasin. Troelstrup solgte gården videre i 1941 til N. Christian Bjerg, som omdannede den gamle herregård til et hjem for drenge, som dog kun eksisterede frem til 1950.
Ved kommunalreformen i 2007 blev Hammel, Hadsten og Hinnerup kommuner sammenlagt til den nye Favrskov Kommune.
I 2021 ejes Favrskov af Helge Kragelund.
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning på Favrskov fik sit udseende omkring 1750. Den enkeltfløjede bygning er i én etage og er opført i gule flensborgsten, som efter sigende blev hentet fra Silkeborg Slot.
Fløjen karakteriseres af en bred gennemgående frontspids, der rummer indgangspartiet. Mod gårdspladsen fører en dobbeltløbet trappe til hoveddøren, og under trappen findes indgangen til den høje kælder, hvis mure og hvælvinger sandsynligvis stammer fra et ældre middelalderligt stenhus. Omkring vinduer og døre er der brudte indfatninger, mens hjørner og frontspids er markeret ved søjler, der kun delvist springer frem fra muren, såkaldte kvaderfugede pilastre.
Årstallet for hovedbygningens færdiggørelse erindres af et monogram over hoveddøren. Monogrammet rummer årstallet 1750 sammen med Christian Friis' spejlmonogram.
Da forstanderen N. Christian Bjerg købte Favrskov i 1941 var det for at gøre det til et ungdomshjem for drenge, og hovedbygningen blev i denne forbindelse ombygget og moderniseret, så husets indre svarede til det nye formål.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet
Andre bygninger
Bortset fra en sidefløj, der ligger sydøst for hovedbygningen, blev de gamle hovedbygninger revet ned i begyndelsen af 1900-tallet.
Nye avlsbygninger er opført sydvest for hovedbygningen, efter den igen blev omdannet til landbrug.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Hassø, Arthur (red.): Danske Slotte og Herregårde. Ny Samling. København. 1946.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København. 1980.
Trap, J.P.: Danmark. København. 1953-1972.
Bondesen, Peter: Drengene på Faurskou. Et optagelseshjem i besættelsesårene, Farscogh 2008, s. 59-73
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Favrskov Hovedgård
Region og kommune
Midtjylland - Favrskov
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Helge Kragelund
Herregårdens størrelse
16 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 7 ha, skov 5 ha, park/have 4 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Århus - Sabro - Lyngå
Ejer
Mogens C. Greve Krag-Juel-Vind-Frijs
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
10.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
180000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet. Besætningen består af: 40 køer, 50 kalve, 2 tyre, 150 fedekreaturer, 30 heste, 15 føl.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 2 karl(e), 3 pige(r), 8 polakker e.lign. om sommeren.
Bemærkninger om godset
Gården var en del af Grevskabet Frijsenborg.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Århus - Sabro - Lyngå
Ejer
Grevskabet Frijsenborg, lensgrev Chr.Em. Juel-Wind-Friis
Herregårdens størrelse
49.45 htk
Skovskyld
1.06 htk
Mølleskyld
6.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
324.91 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
10.42 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Århus - Sabro - Lyngå
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
37.32 htk
Skovskyld
1.06 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
50.50 htk
Fæstegods
211.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 4 s 218