Faarevejle

Ejerhistorie

Tidligere var dette område på Langelands vestkyst brudt af fjordarme, der borede sig ind i kyststrækningen, og på en holm mellem dem lå Faarevejle, der tidligere hed Farthevethla eller Fjordveile. Nu ligger herregården lavt ved en eng, hvor der tidligere var vand.

Den første slægt, der var knyttet til Faarevejle var Brock'erne. Niels Brock, der ejede gården omkring 1300, hørte til den kreds af stormænd, der i 1326 jog Christoffer II (1276-1332) ud af landet, og senere beseglede Valdemar Atterdags (1320-1375) håndfæstning.

Niels Brocks barnebarn, Eske Jensen Brock, hvis hovedbesiddelse var den jyske herregård Essendrup (nuværende Gammel Estrup), arvede Faarevejle i 1372. Han var en af Margrethe I's (1353-1412) betroede mænd, og var bl.a. med til det berømte unionsmøde i Kalmar i 1397, hvor Danmark, Norge og Sverige indgik en personalunion under Erik af Pommern (1382-1459).

Eske Jensen Brock sad i rigsrådet og i sine sidste dage var han lensmand på Aalborghus. Han faldt i 1441 under et slag mellem Christoffer III af Bayern (1416-1448) og nogle oprørske bønder. Bønderne havde et særligt godt øje til Eske Brock, der efter sigende havde været dem en streng herre. Sagnet fortæller, at vendelboerne huggede hans lig i syv dele, og sendte et til hver af herrederne nord for Limfjorden.

Hans enke bragte Faarevejle med ind i ægteskabet med Corfitz Rønnow, så efter hendes død kom Faarevejle og op mod 50 tilknyttede bondegårde til denne familie. Det var datteren Anne Rønnow der senere arvede Faarevejle, som hun medbragte til sin mand Erik Hardenberg. Han deltog dog kort efter i kong Hans' (1455-1513) togt mod de oprørske bønder i Ditmarsken i 1500 og døde der.

I den efterfølgende tid er ejerrækken mere uklar, men muligvis har slægterne Hardenberg og Rønnow i fællesskab ejet Faarevejle, indtil den magtfulde Markvard Rønnow fra Sydfyn tog over. Han var ridder, rigsråd og deltog i flere krige i kongens tjeneste. Rønnow havde en voldsom strid med den fynske biskop Jens Andersen. Det drejede sig dels om et økonomisk mellemværende, men også om et overfald på en af kirkens mænd. Biskoppen endte med at bandlyse godsejeren, der reagerede ved at belejre bispens borg. Først ca. 20 år efter Markvard Rønnows død sluttede hans enke Mette Hardenberg fred på sin mands vegne.

Efter hendes død overtog sønnerne Faarevejle. Joachim Rønnow var den sidste katolske biskop i Roskilde, og Eiler Rønnow var fra 1536 den egentlige ejer af gården. Han ejede også Hvidkilde og Lykkesholm og var dermed en af de største jordbesiddere på Sydfyn. Sidst men ikke mindst blev han i 1533 optaget i rigsrådet.

Trods brorens position som katolsk biskop synes han at have støttet reformationen, og med tiden blev han rådgiver for Christian III (1503-1559) og senere Frederik II (1534-1588). Dermed blev han en af landets mest betydningsfulde mænd. Ved flere lejligheder lånte han også kongerne penge: Han havde tilsyneladende nok af dem. Selv om Hvidkilde var Eiler Rønnows hovedbesiddelse, forsømte han ikke Faarevejle, hvis jordtilliggende han udvidede gennem mageskifter og opkøb

Hans barnebarn Mette Brahe bragte Faarevejle med ind i ægteskabet med Peder Marsvin. Deres søn, Jørgen Marsvin, og hans kone, Anne Helvig, bosatte sig faktisk fast på Faarevejle, indtil de solgte gården i 1648, der her for første gang blev handlet.

Den nye ejer var Christian IV's (1577-1648) svigersøn Hannibal Sehested, der dog hurtigt solgte gården til Christoffer Urne. Under svenskekrigene blev gården brugt som fæstning og yderligere forstærket med fire kanoner. Den faldt dog alligevel uden modstand til svenskerne, der udplyndrede området.

Gennem nok et par ægteskaber kom Faarevejle 1729 til Holger Skeel fra Birkelse og Mullerup. I hans tid hærgede kvægsygeepidemien på Langeland, og det kostede også Faarevejle dyrt. Han var kendt som en human godsejer, der byggede et skolehus i Vindeltorp til bøndernes børn, selv om det var svært at finde en egnet lærer. 

Skeels sønner solgte Faarevejle til Jørgen Hansen, der var forpagter på Lykkesholm. Hans søn Niels Hansen var berømt for sit gode mejeri og Faarevejle var på dette tidspunkt øens største landbrugsbedrift. Hans søn påbegyndte udskiftningen af fæstegårdene, men det var en bekostelig affære, og under de vanskelige tider i begyndelsen af 1800-tallet knækkede han halsen på det. Han blev således så forgældet, at Kronen overtog gården i 1820.

I 1826 solgte Kronen Faarevejle videre til den dygtige, tyske landmand Ludvig von Cossel, der drænede og kultiverede engene, så gården fik mere dyrkbar jord. Han drev gården helt uden hoveri, og alle tiender blev betalt i penge: Her florerede pengeøkonomien for alvor.

I 1842 købte Peter Johansen de Neergaard Faarevejle, og fortsatte arbejdet med at opdyrke og inddæmme engene. I 1860'erne blev fæstegodset solgt, og nu ændrede gården for alvor udseende: Han sløjfede størstedelen af voldene og fyldte gravene med jord. Da sønnen Peter Poul Ferdinand de Neergaard i 1872 overtog Faarevejle, rev han den gamle hovedbygning ned og opførte en ny. Han og hans søn fortsatte inddæmningsarbejdet og lagde mere jord til gården. Økonomien gik strygende på Faarevejle, der blev beskrevet som en af de bedst drevne gårde på øen. Ejeren Wenzel Flach de Neergaard sad 1906-1918 i Folketinget for partiet Højre.

I løbet af 1900-tallet blev gården købt og solgt flere gange, inden den i 1947 kom til Ove Nielsen, hvis efterkommere stadig ejede gården i 2021.

Ejerne i 2021 er Inge Merete Rasmussen og Niels Rasmussen.