Eskær (Nordjylland)
Eskær har været en herregård siden starten af 1300-tallet.
Eskær fungerede i 1600-tallet som enkesæde.
Slægten Holm, der ejede gården i perioden 1810-1988, gav Eskærs hovedbygnings dens nuværende udtryk.
Ejerhistorie
Eskær tilhørte i starten af 1300-tallet Stig Pedersen Skovgaard. Skovgaard var høvedsmand i Vendsyssel, dvs. at han administrerede kronens gods i området. Selv ejede han dog også både Eskær og de nordjyske herregårde Linderumgaard, Boller og Villerup.
I starten af 1500-tallet var gården ejet af Jep Eilersen Juel, hvis efterkommere ejede gården frem til sidste halvdel af 1600-tallet I denne periode - specielt i første halvdel af 1600-tallet - boede flere af herregårdens ejere på Eskær. Det gjaldt bl.a. Anne Maltesdatter Sehested, der var mor til rigsmarsken Jørgen Lunge.
Det var ikke almindeligt, at små nordjyske herregårde blev beboet af rigsrådsadel, men Eskær blev traditionelt brugt til enkesæde blandt Jep Eilersen Juels efterkommere. Denne tradition fik dog et brat ophør under kejserkrigen i 1627-1629, hvor Eskær blev udlagt til underhold af den tyske kejsers tropper. De fjendtlige troppers besættelse efterlod gården forarmet, og for at gøre ondt værre blev gården plyndret af bønderne, da tropperne forlod gården.
I 1670 solgte Christen Skeel fra Gammel Estrup gården til Tønne Juul. Tønne Juul, der også ejede bl.a. Thaarupgaard, solgte syv år senere Eskær videre til Ejler Ejlersen Holm. Holms efterkommere ejede gården i næsten 100 år, men i 1771 blev gården solgt på auktion til forvalteren på Dronninglund, Christian Frederik Roosen.
Roosens enke solgte gården videre til Arent Hassel Rasmussen i 1805. Arent Hassel Rasmussen var en af tidens mange såkaldte godsslagtere, der opkøbte godser for at udstykke jorden og sælge lodderne til højstbydende. Heller ikke Eskær gik ram forbi. Arent Hassel Rasmussen frasolgte fæstegodset og afhændede hovedparcellen allerede året efter i 1806.
I 1810 blev Eskær købt af Peder Madsen Holm efter nogle år, hvor gården hyppigt skiftede ejere. Peder Madsen Holm var en stædig mand. Efter statsbankerotten i 1813 var det i en årrække meget hårde tider for landbruget, og mange herregårde gik konkurs.
Peder Madsen Holm sled sig dog i bogstaveligste forstand gennem landbrugskrisen - i 1818 måtte han tage tagstenene af hovedbygningen for at sælge dem, og han forhuggede Eskærs skove for at skaffe tilstrækkelig kapital til at klare sig. Peder Madsen Holms indsats blev kronet med succes - og fra 1830 gik det bedre for såvel landbruget som Eskær. Inden sin død i 1845 ejede Holm Eskær kvit og frit - og havde endda sparet penge op.
Herregården, som han havde kæmpet for at beholde, gik i arv til sønnen Christen Holm.
Eskær forblev i familiens Holms eje indtil 1988, hvor gården blev overtaget af Allan Bernhoft.
I 2021 ejes gården af Henrik Hougaard.
Hovedbygning
Den middelalderlige hovedbygning var omgivet af brede voldgrave. Den tidligere borggård bestod af to enkeltstående bygninger, hvor af den ene var grundmuret, mens den anden var i bindingsværk.
De gamle bygninger blev fjernet i 1844, og Eskærs nuværende hovedbygning blev opført samme år af Christen Holm.
Eskærs hovedbygning er et trefløjet anlæg i én etage. Fløjene er hvidpudsede og belagt med rødt tegltag. På hovedfløjen er der opført en gennemgående frontispice.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Eskær har en stor trelænget avlsgård, der ligger syd for hovedbygningen. Sammen etablerer avlsgård og hovedbygning et stort lukket gårdsrum.
Avlslængerne er hvidpudsede og belagt med pladetag. Den ældste bevarede del af avlsgården er opført i 1866, mens de øvrige bygninger er opført i løbet af det 20. århundrede.
Fredningsstatus 2021: Avlsgården er ikke fredet.
Kulturmiljø
Til Eskær hører en stor landskabelig have, der er anlagt omkring år 1900. Haven omgiver hovedbygningen mod nord, øst og vest.
Christen Holm, der stod for opførelsen af den nuværende hovedbygning i 1844, kastede i forbindelse med opførelsen af den nye hovedbygning størsteparten af voldgravene til, men der findes dog endnu rester af disse omkring gården.
Christen Holm anlagde en stor sø vest for Eskærs hovedbygning.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Politikens bog om Danmarks slotte og herregårde. Politiken 2005.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Eskjær
Region og kommune
Nordjylland - Hjørring
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Eskjær Hovedgaard ApS v/Henrik Hougaard
Herregårdens størrelse
392 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 174 ha, eng 22 ha, skov 95 ha, park/have 5 ha, andet 96 ha, bortforpagtet 174 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug, jagt/jagtudlejning og boligudlejning
Historiske forbindelser til andre herregårde
Boller (Nordjylland), Gammel Estrup, Linderumsgaard, Ulstrup (Nordjylland), Villerup
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Hjørring - Horns - Mosbjerg
Ejer
Chr. O. Holm
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
16.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
95000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 80 køer, 40 kalve, 4 tyre, 14 fedekreaturer, 12 heste, 8 føl. Der sælges ca. 110 svin om året.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 1 røgter(e), 1 elev(er), 5 karl(e), 4 pige(r), 2 daglejer(e), 2 daglejer(e) under høsten.
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Hjørring - Horns - Mosbjerg
Ejer
Gårdejer Christen Holm
Herregårdens størrelse
12.45 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Hjørring - Horns - Mosbjerg
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
25.30 htk
Skovskyld
1.77 htk
Mølleskyld
1.06 htk
Tiende
34.00 htk
Fæstegods
217.30 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 5,1 s 349