Dragsholm

Ejerhistorie

Draugh nævnes første gang i kilderne i 1313 og Draugsholm i 1336. Draugh eller Drag betyder landtange og betegner den smalle stribe land, der forbandt Ods herred med det øvrige Sjælland. Draget var ca. 200 m bredt og lå ved Dragsmølle øst for Dragsholm, som da var omgivet af vand mod øst, vest og syd.

Bygningsarkitekturen viser, at Dragsholm Slot blev opført omkring 1215 formentligt enten af Peder Jakobsen, som var Roskildes biskop mellem 1215 og 1225, eller af Niels Stigsen, der besad samme embede mellem 1225 og 1249. Egentlig er det uvist, til hvilket formål Dragsholm blev opført, men herregården blev næppe opført som en borg med henblik på forsvar. Bygningernes mure er efter datidens forhold ganske tynde og vinduerne for store.

Dragsholm menes at være anvendt som sommerresidens både til fornøjelser og efterårets jagt for Roskildebisperne. I perioden for bispestolens ejerskab var godset drevet af lensmænd og var omkring 1370 det administrative hovedsæde i et betydeligt len, hvorunder der lå 13 herregårde og 42 kirketiender.

Blandt lensmændene var Eiler Hardenberg, der forsvarede slottet under Grevens Fejde (1534-1536). Krigen blev vundet af hertug Christian, der senere blev kronet som Christian III (1502-1559), over lübeckerne under ledelse af grev Christoffer af Oldenburg, fra hvem fejden har fået sit navn. Grev Christoffer havde iværksat en jagt på adelen i 1535 og fængslede så mange stormænd som muligt. Adelsmænd søgte derfor tilflugt bag Dragsholms mure, som blev beskudt af kanoner under ledelse af grev Johan af Hoya.

Dragsholm forblev det eneste faste punkt på Sjælland, som ikke faldt i lübeckernes hænder, inden Christian III's tropper kom til undsætning. Ved krigens afslutning i 1536 blev Reformationen gennemført, og alt gejstligt gods i landet blev inddraget under kronen, da kirken ikke længere måtte besidde jordejendom. Således blev Dragsholm krongods, og slottet blev et len drevet af kongelige lensmænd. Lenet var af typen regnskabslen, hvilket vil sige, at lensmanden havde avlen af slottets avlsgård omkostningsfrit, hvilket var hans løn for at varetage lenet, mens resten af lenets indtægter gik til kronen.

Som krongods fungerede Dragsholm også som fængsel for primært adelige og gejstlige fanger. I den store borgtårn i det nordøstlige hjørne af middelalderborgen indrettedes sikre fængselsceller, som blev udstyret med hemmeligheder (toiletter) og vinduer afhængigt af den enkelte fanges forbrydelser, opførsel og ikke mindst graden af fornærmelser mod majestæten.

Blandt Dragsholms berømte fanger var den sidste katolske Roskildebisp Joachim Rønnow, Aarhusbispen Ove Bille, Jarlen af Bothwell, der var dronningen af Skotlands tredje mand, hans fjende den skotske kaptajn John Clark, den norske lensmand Erik Munk, der var anklaget for groft embedsmisbrug og hængte sig her i 1594, den forrykte Eiler Brockenhuus, der var sindssyg og anklaget for søskendemord, modermord og blodskam, Hans Lindenov, der drev ulovligt sørøveri samt teologen Niels Svendsen Chronich, der betvivlede treenigheden og kaldte kirkens præster for sladrende papegøjer.

Omkring 1645 blev ladegårdens tilliggender udvidet, da jorden fra byen Vindekildes 16 gårde blev lagt under den. I 1657 udbrød Første Karl Gustav-krig, hvor den svenske hær erobrede hele Jylland. I løbet af svenskernes ophold, der varede frem til 1660, hærgede svenskerne det svækkede danske rige.

Svenskerne indledte i 1658 Anden Karl Gustav-krig, hvor endnu en besættelse af Danmark blev gennemført. Under besættelsen indtog de Dragsholm, men tilsyneladende havde slottet lidt så meget under Første Karl Gustav-krig, at de tog ophold på den tilhørende Rødegaard i Vindekilde. Slottet var dog ikke mere ramponeret, end at svenskerne omkring fredsslutningen i 1660 bestemte sig for at sprænge det i luften. Krudtladninger i borgtårnet fjernede hele den øverste del og fik hele den østvendte side af tårnet til at falde sammen. Konsekvenserne af sprængningen kan i dag ses gennem et hul i den indre mur på Kongetrappen.

Efter disse krige var den danske konge og adel på fallittens rand. De københavnske borgere udnyttede denne tilstand til sammen med kongen at svække adelens magt og i stedet indføre enevælden i Danmark i 1660. Kongen skyldte dog store summer til flere københavnske købmænd heraf bl.a. Henrik Müller, der var en af Kronens største långivere.

Henrik Müller fik således i 1664 Dragsholm som betaling, men fik siden økonomiske problemer og måtte afhænde Dragsholm til sin hovedkreditor, den portugisiske købmand Manuel Teixera.

Manuel Teixera beholdt Dragsholm nogle år, men har antageligt ikke haft interesse i, at være godsejer i Danmark. Han valgte i 1694 at sælge herregården til adelsmanden Frederik Christian von Adeler, der var blevet yderst velhavende ved ægteskabet med Henriette Margrete von Lente, der var datter af hertugdømmernes kansler.

Frederik Christian Adeler skaffede Dragsholm skattefrihed. Endvidere genrejste han fæstegårdene og øgede godsets tilliggender. Hans søn, Christian von Lente Adeler, overtog Dragsholm i 1727. I 1755 oprettede han gård og gods til stamhuset Adelersborg for sin nevø Conrad Wilhelm Adeler.

Via jordforhandlinger med Kronen blev Dragsholm i 1785 ophøjet til baroni for Conrad Adelers søn, Frederik Adeler, som foretog mange forbedringer på godset. Bl.a. udskiftede han bøndergodset, hvilket betød, at bøndernes jordfællesskab blev opgivet til gengæld for selvstændige bøndergårde med egen jord. Samme år skiftede Dragsholm navn til Adelersborg. Ved kongelig bevilling fik han i 1810 baroniet afløst af et fideikommiskapital.

Enken Bertha Adeler tilkøbte Benzonslund med det formål at få baroniet Adelersborg genoprettet, hvilket lykkedes i 1843. Bertha Adelers barnebarn, Bertha Henriette Frederikke Løvenskjold, havde ægtet Georg Frederik Otto von Zypten, der i 1838 blev optaget i den danske adelsstand, hvor han fik tilføjet navnet Adeler.

Georg Frederik Otto Zypten-Adeler var gennem ægteskabet blevet arving til Adelersborg, som han drev fra 1839. Han viste sig som en foregangsmand i landbruget og besad en række embeder inden for de danske landbrugsforeninger. Han var blandt de første, der brugte dampkraft og dyrkede roer efter større målestok. Tilmed afløste han hoveriet, drænede markerne, forbedrede skovens drift og solgte en stor del af bøndergodset til selveje. Endvidere omdøbte han i 1868 gården, som igen fik navnet Dragsholm.

Ved baroniets afløsning til fri ejendom i 1921 blev Teglværksgården afgivet til udstykning, og i 1925 blev Dønnerup samt andre ejendomme omkring Jyderup bortsolgt. Med den barnløse baron Frederik Georg de Falsen Zypthen-Adelers død i 1932 uddøde slægten Adelers linje, og Dragsholm blev overtaget af Statens Jordlovsudvalg, der bortsolgte og adsplittede godset.

Hovedparcellen med bygningerne blev i 1936 solgt til J. F. Bøttger, der selv drev landbruget på den tilhørende hovedgårdsjord og bortforpagtede slottet til E. Jørgensen, der restaurerede og indrettede Dragsholm til hotelvirksomhed. På nær under besættelsens sidste tid, hvor tyskerne oprettede regionalt hovedkvarter på slottet, er Dragsholm lige siden blevet benyttet til hotelvirksomhed.

Dragsholm er i 2021 ejet af Mads Bøttger, der driver slottet som hotel og restauration.