Bremersvold

Ejerhistorie

Herregården Bremersvold er oprettet på landsbyen Galmindrups jorder, der siden 1300-tallet tilhørte den indflydelsesrige adelsslægt Gøye.

Den første navngivne ejer var Niels Krag Gøye, der i 1367 skrev sig til Galmindrup. Ad snørklede vejen og gennem flere ægteskaber overgik gården til adelsslægten Thott i løbet af 1400-tallet, inden den danske Krone omkring 1494 overtog gården.

I 1517 var gården imidlertid igen i Gøye-slægtens eje, idet Knud Gøye nu ejede gårde. Han blev efterfulgt af sønnen Anders Gøye, som døde i 1559. Hans søn, den umådeligt velhavende adelsmand, Mogens Gøye arvede gården, som han omdøbte fra Galmindrup til Bremersvold samtidig med at gården blev udbygget og forbedret. Mogens Gøye gennemførte i sin ejertid en række forbedringer, bl.a. nedlagde han endegyldigt landsbyen Galmindrup og lagde landsbyens jord under hovedgården, ligesom han på et tidspunkt før 1580 opførte en ny hovedbygning og anlagde en række voldgrave omkring gården.

Ad omveje overtog slægten Rantzau i begyndelen af 1600-tallet Bremersvold. I 1618 var det således den unge Cai Rantzau, der arvede gården efter sin far. Han døde dog allerede i 1623, og enken, Anne Lykke, blev blot tre år efter ægtefællens død anklaget for "umoralsk opførsel." Anklageren var Christian IV (1577-1648) og baggrunden Anne Lykkes forhold til tronfølgeren, den udvalgte prins Christian.

Kongen fængslede Anne Lykke og sendte hende til Norge, mens Lykke og Rantzaus unge datter, Sophie Rantzau blev sendt til slægtninge. Fængslingen af den adelige Anne Lykke var et brud med Christian IV's håndfæstning, idet hun ikke var stillet for en domstol og dømt. Kongen måtte da også løslade hende igen allerede i 1627, men sagen bidrog til at skærpe modsætningen mellem kongen og den magtfulde rigsrådsadel, som Anne Lykke tilhørte.

I 1641 døde Anne Lykke, seks år efter datteren Sophie Rantzau, og hendes del af Bremersvold overgik derved til hendes bror Frantz Lykke. Frantz Lykke ejede foruden Bremersvold også herregården Kelstrup, hvis jord blev lagt under Bremersvold. 

I 1646 solgte Frantz Lykke gården til Erik Kaas, der i forvejen ejede Starupgård og Gudumlund. Selv om Erik Kaas havde flere gårde, så valgte han at bosætte sig på Bremersvold, men landbruget havde generelt svære vilkår i denne periode, og Erik Kaas' tid på Bremersvold var derfor præget af økonomiske vanskeligheder. Ved Erik Kaas' død i 1669 fragik enken og broderen til Erik Kaas arv og gæld, og den største af gårdens kreditorer, Søster Worm, overtog derefter Bremersvold.

I 1673 solgte Søster Worm gården til Frederik Thuresen, hvis efterkommere ejede gården frem til 1719, hvor Bremersvold blev mageskiftet med kongen for Søllestedgård og en del tilhørende gods. Derved kom Bremersvold endnu engang under den danske krone, hvor gården blev lagt under det lollandske ryttergods. Ryttergods var krongods, der skulle bruges til at forsørge hærens rytterregimenter. Det lollandske ryttergods blev dog ophævet allerede i 1725, hvorefter Bremersvold blev solgt på auktion til Emerentia von Levetzau sammen med naboherregården Kærstrup. Emerentia von Levetzau havde i årene forud erhvervet Aalholm og Bramsløkke, og af de to sidstnævnte gårde og den nyanlagte forpagtergård Egholm oprettede hun i 1734 grevskabet Christiansholm for sit ældste barnebarn.

Emerentia von Levetzau lagde dog ikke Bremersvold og Kærstrup ind under grevskabet. Ved hendes død i 1746 overgik de to herregårde til hendes søn Christian Frederik Raben, fader til den første greve til Christiansholm. Ved Christian Frederik Rabens død i 1773 gik Bremersvold og Kærstrup til en yngre broder af greven, Sigfred Victor Raben, der efter at have arvet stamhuset Restrup i 1787 fik kongelig tilladelse til at bære navnet Raben-Levetzau.

Sigfred Victor Raben-Levetzau død sønneløs i 1819, hvorefter Bremersvold og Kærstrup gik i arv til hans lillebroder, der gik bort året efter.  De to herregårde gik i arv til Frederik Sophus Raben, der i 1807 ægtede Charlotte Emerentia Rosenkrantz-Huitfeldt, der efter manden død i 1828 kom i besiddelse af herregårdene. Ved hendes død barnløs i 1843 opstod der splid om arvegangen, idet Kærstrup og Bremersvold var blevet tiltænkt hendes brodersøn baron Gottlob Rosenkrantz, mens familien Raben mente sig i ret til at arve gårdene. Ved Højesteretsdom i 1844 blev Bremersvold tildømt Carl Vilhelm Raben-Levetzau til Beldringe og Lekkende. Syv år efter kom han med sin søn også i besiddelse af Kærstrup, som kort efter blev bortsolgt, mens Bremersvold i 1870 gik i arv til Josias Raben-Levetzau, der i 1879 ligeledes kom i besiddelse af grevskabet Christiansholm. Frem til 1995 var Bremervold i fælleseje med Aalholm, hovedsædet for grevskabet frem til dets afløsning i 1921.

I 2021 ejedes Bremersvold af Bremersvold I/S v/Ole Hald og Ole Christian Hald, der driver skov- og landbrug på gården.