Brahesborg

Ejerhistorie

I slutningen af middelalderen havde Odense bispestol en mindre hovedgård, kaldet Bisbo i Gamtofte sogn. I 1525 var Verner Berthelsen Svale lensmand på Bisbo, men inden sin død i 1560 havde han overtaget gården - formodentligt i forbindelse med Reformationen.

Ved Verner Svales død i 1560 arvede sønnen Christen Svale gården. Kort efter hans død i 1591 gled gården dog ud af slægtens eje på grund af en række arvestridigheder. Ad omveje gik gården over Johannes Macchabæus til Ove Bille, hvis ugifte døtre i 1618 byttede gården væk til Jørgen Brahe til gengæld for Skovgaarde.

Mellem 1638-56 forvandlede Jørgen Brahe Bisbo til Brahesborg. Jørgen Brahe fik tilnavnet 'den lille konge på Fyn', fordi han på Sydfyn samlede så meget jord. Brahe var en dygtig administrator, som selv i en krisetid formåede at skabe velstand på sine godser. Han var velanset og respekteret af sine undergivne såvel som sine ligemænd, da han levede op til de forpligtelser, der var pålagt en adelsmand i hans position. I sin ungdom havde Jørgen Brahe tjent i kongens tjeneste i Kalmarkrigen (1611-1613), og han blev en ledende skikkelse i det danske rigsråd, hvor han tilhørte den del af rigsrådet, der forsøgte at dæmme op for kongens enevældige tendenser.

Jørgen Brahe døde i 1661. Hans enke Anne Gyldenstjerne døde dog først i 1677, og efter hende overgik Brahesborg til parrets børnebørn, Anne og Sophie Brahe.

Sophie Brahes datter, Jytte Dorothea Brahe, var gift med Marcus Gøye, der fik væsentlig indflydelse på Brahesborg. Marcus Gøye var en lærd renæssancemand, der havde modtaget undervisning i militære, politiske og administrative færdigheder. Da adelen i stigende grad fungerede som administratorer og embedsmænd på gods og len, blev det almindeligt at supplere adelsmændenes militære uddannelse med politiske og administrative kundskaber. Disse nye kompetencer kunne bl.a. erhverves på Herlufsholm, hvor Marcus Gøye var leder. Marcus Gøye havde i kraft af sin tilknytning til Herlufsholm stor indflydelse på uddannelsen af den kongelige embedsstand i sidste halvdel af 1600-tallet.

Efter ægteskabet med Jytte Brahe gik Marcus Gøye i gang med at skaffe sig fuldt ejerskab over Brahesborg. I 1693 købte han de sidste arvelodder, og han begyndte straks en restaurering af hovedbygningen.

Gøye fik ingen sønner, og hans datter, Charlotte Amalie Gøye, arvede derfor Brahesborg. Charlotte Amalie Gøye havde giftet sig med Christian Rantzau, som blev den mest betydningsfulde ejer af Brahesborg.

Christian Rantzau var en kultiveret embedsmand. Han blev af Christian VI (1730-46) tildelt elefantordenen og udnævnt til vicestatholder i Norge. Han var generelt populær og velanset blandt folk, men han var ikke vellidt af den stærkt religiøse Christian VI. Det skyldtes nok især, at Christian Rantzau ikke var udpræget pietist, men havde mange omfattende og intellektuelle interesser. Han havde personlig kontakt med den tids store danske forfatter Ludvig Holberg, og på Brahesborg indrettede han et meget betydningsfuldt bibliotek med værdifulde kilder til den danske middelalders historie.

Christian Rantzau døde i 1771. I sine sidste år var han plaget af sygdom, og han formåede derfor ikke at drive sine godser ordentligt. Hans søn Carl Adolf Rantzau overtog efterfølgende Brahesborg. Carl Adolf Rantzaus tid på Brahesborg var præget af store reformer i landbruget. Især voldte udskiftningen problemer for Brahesborg, hvis gods lå meget spredt. Det var en langvarig og økonomisk udmattende proces. Samtidig måtte Carl Adolf Rantzau bruge mange ressourcer på at reparere de bygninger, som under hans fars sidste tid var blevet forsømt.

Inden sin død i 1814 testamenterede Carl Adolf Rantzau Brahesborg til sin nevø, Christian Adolf Rantzau. Netop i disse år sluttede en række europæiske krige, og den højkonjunktur, som krigene skabte, fik en ende. De økonomiske tilstande ændrede sig, og freden igangsatte en afsætningskrise, som resulterede i store fald i kornpriserne. Christian Adolf Rantzau evnede ikke at klare de økonomiske vanskeligheder. I 1822 overtog staten styringen af Brahesborg og Christian Adolf Rantzau måtte forlade sin gård. Den dårlige økonomi havde også sat sit præg på Brahesborgs bygninger, der ikke længere var beboelige.

Efter at Brahesborg havde stået tom og øde i nogle år, lykkedes det staten at sælge godset i 1828. Den nye ejer var Willum Frederik Treschow. Treschow istandsatte Brahesborg og fyldte gården med fine kunstværker, herunder en række af Bertel Thorvaldsens bedste arbejder.

Willum Frederik Treschow overdrog i 1854 godset til sin adoptivsøn, Frederik Wilhelm Rosenkilde Treschow. Dennes søn Carl Adolf Rothe Treschow giftede sig i 1864 med Henriette Sophie Margrethe Elisabeth Rantzau, hvorved der atter kom en Rantzau på Brahesborg.

I 1951 arvede Bror Carl Adolf Cederfeld de Simonsen Brahesborg fra sin faster, en søster til Frederik Wilhelm Treschow.

Brahesborg er i 2021 ejet af Peter Cederfeldt de Simonsen.