Augustenborg Hovedgaard

Ejerhistorie

Augustenborg Hovedgaard blev opført som ladegård under Augustenborg Slot omkring 1733. En ladegård var en selvstændig gård, hvorfra de større godsers jorder og produktion blev administreret - ofte drevet af forpagtere. Hvor Augustenborg Slot således var hertugernes fyrstelige bolig, fungerede Augustenborg Hovedgaard som centrum i godsets landbrugsbedrift. Hertugerne på Augustenborg Slot ejede derudover en række andre herregårde.

Indtil 1861 havde Augustenborg Slot og Augustenborg Hovedgaard fælles historie under hertugerne af Augustenborg. Herefter blev hovedgården udskilt og frasolgt som en selvstændig herregård.

Landsbyen Stavnsbøl hørte i middelalderen under biskoppen af Slesvig. Ved Reformationen i 1536 kom alt bispegods under Kronen. Stavnsbøl blev sammen med en del andre gårde lagt under Svabsted amt.

I 1651 solgte Frederik III (1609-1670) disse besiddelser til hertug Ernst Günther. Hertug Günther var af den sønderborgske fyrstelinje og blev stamfader til den augustenborgske hertugslægt. Han gik snart i gang med at rive de gamle gårde i Stavnsbøl ned, og byggede i stedet en herskabelig bolig i bindingsværk, som fik navnet Augustenborg Slot efter hans kone, Augusta af Glücksborg. Efter en samtidig beskrivelse var gemakkerne fyrsteligt udstyret med flotte gobeliner, men intet er bevaret. Gården havde også en park med udsigt ned mod fjorden. Omkring alléen op til slottet begyndte en lille by at vokse op, mest beboet af slottets ansatte.

Ernst Günther opkøbte flere godser på Als, bl.a. Rumohrsgaard i 1668, landsbyen Bro i 1674 og Gundestrup i 1676. Med disse besiddelser fulgte en birkeret, dvs. at godset var en selvstændig retskreds, hvor godsejeren havde en række pligter og privilegier.

Det lille hertugdømme Sønderborg blev i 1667 erklæret konkurs og inddraget under Kronen, mens Ernst Günther fik titel af guvernør over Als. Da han døde som 80-årig, sad enkefru Augusta på Augustenborg indtil hendes yngste søn, Frederik Vilhelm, blev gammel nok til at overtage Augustenborg og guvernørposten.

Godserne Augustenborg Hovedgaard og Rumohrsgaard arvede Frederik Vilhelm i 1701. Han købte senere også Avnbølgaard. I 1694 blev han gift med storkansleren Frederik Ahlefeldts datter, Sophie Amalie. Frederik Vilhelm blev desuden generalmajor, og siden har der været tradition for, at de mandlige medlemmer af Augustenborgslægten har fået en høj militær rang og ordensudnævnelser. Det skulle være et ydre symbol for familiens nære relationer med kongehuset.

Efter Frederik Vilhem overtog hans eneste søn, Christian August, hertugdømmet Augustenborg. I 1720 blev han gift med komtesse Frederikke Louise Danneskiold-Samsøe, der var datter af Christian V's (1646-1699) uægte søn, Christian Gyldenløve. Hun bragte mange fine og dyre ting med til det sønderjyske, og slottet blev virkelig prægtigt udstyret i den periode.

I 1725 gik en anden lokal adelsslægt, Ahlefeldt'erne, konkurs. På auktionen over de Ahlefeldtske godser i 1725 købte Christian August bl.a. herregården Graasten (det senere Graasten Slot). Af sine nye besiddelser oprettede han i 1744 et fideikommis, dvs. han sikrede sine arvingers ret til afkastet af godset, men forhindrede at dette kunne deles, sælges eller pantsættes. Gennem sit gode forhold til kongen fik Christian August siden endnu mere gods.

Ladegården Augustenborg Hovedgaard blev opført i 1733 under Christian August for at forbedre driften. Ladegården blev i hele 1700-tallet drevet af forpagtere, som ofte havde forpagtningen i længere perioder og boede på gården. Fra 1735-1752 kendes Arend Thomsen Syndermann og 1776-1799 Nis Jørgensen.

Da arvingen til hertugdømmet, hertug Frederik Christian I, kom til i 1754, måtte han udover det nye gods overtage en betydelig gæld. Han var til gengæld en dygtig administrator, der snart fik økonomien på ret køl igen. I 1764 gennemførtes en række komplicerede byttehandler med kong Frederik V (1723-1766), som betød at Frederik Christian erhvervede nye, store besiddelser. Herefter nedrev han det tidligere Augustenborg og opførte det helstøbte og prægtige barokanlæg Augustenborg Slot, som stadig står.

I 1780 var der udsigt til, at kongehusets mandsstamme skulle uddø, fordi kronprinsen Frederik (senere Frederik VI (1768-1839)) blev anset for svagelig. Arvingen til Danmark, Norge og Slesvig ville derfor blive prinsesse Louise Augusta.

Hertugdømmet Holsten, som derimod havde mandlig arvefølge, ville dog gå til hertugen af Augustenborg. Riget ville altså blive splittet. Derfor foreslog udenrigsministeren A. P. Bernsdorff et ægteskab mellem prinsesse Louise Augusta og Augustenborghertugens søn, Frederik Christian II. Udsigten til den danske trone kunne hertugen ikke sige nej til, så i 1780 blev ægtepagten underskrevet. I 1786 stod så brylluppet mellem den 21-årige augustenborgske prins og den 15-årige kronprinsesse. Men så tog sagen en uventet drejning: samme år fik arveprins Frederik, der var halvbror til kongen Christian VII (1749-1808) alligevel en søn. Sønnen blev den senere Christian VIII (1786-1848).

Da kronprins Frederik i 1806 ville indlemme Holsten i det danske monarki modarbejdede hertugen Frederik Christian II af Augustenborg aktivt sagen og gik i gang med at udarbejde et testamente om sine og slægtens arverettigheder til den danske trone.

Sønnen og efterfølgeren Christian August II genoprettede dog forbindelsen til kongefamilien. I 1815 giftede hans søster Caroline Amalie sig med tronfølgeren prins Christian Frederik, og Christian August II selv blev elefantridder. Christian August II interesserede sig meget for sine godser og for jagt og hesteopdræt. Efter en tur til England oprettede han et stutteri på Augustenborg Slot, som blev kendt i hele Europa. Årets største begivenhed blev væddeløbene på Rumohrsgaard kobbel ved Ketting, hvor hertugen havde anlagt en bane i 1827. De blev holdt i forbindelse med hertugindens fødselsdag og varede i flere dage.

I 1830 begyndte den nationale og politiske strid om hertugdømmet Slesvig, og den fik skæbnesvangre følger for det augustenborgske hus, hvis arvefølge blev en del af konflikten. I marts 1848 var konflikterne kommet så vidt, at han og familien nærmest flygtede fra Augustenborg Slot.

Treårskrigen (1848-1850) var brudt ud. Under krigshandlingerne blev Augustenborg Slot beslaglagt og brugt til dansk lazaret. Alle augustenborgske besiddelser i Sønderjylland blev beslaglagt. Da krigen endte med dansk sejr stod beslaglæggelserne ved magt.

I 1852 erklærede Christian August II, at han afgav sine slesvigske godser og tronarveretten mod at få 3 millioner rigsdaler af den danske stat. Familien forpligtede sig så til at flytte ud af landet, og flyttede først til Gotha og siden til godset Primkenau.

Den del af det oprindeligt meget rige inventar, der ikke kom med hertug Christian August II til Tyskland, blev solgt på store auktioner i 1852, da den danske stat overtog Augustenborg Slot, som nu blev brugt til kaserne. Senere kom flere af de mere personlige genstande til Frederiksborg-museet fra hertugens hjem i Primkenau i Schlesien, da dette gik i opløsning i slutningen af 1920'erne.

Da den danske konge Frederik VII (1808-1863) døde i 1863, rev Christian August II dog igen op i det gamle arvespørgsmål, trods sine løfter 11 år tidligere. Han overdrog arveretten til sin ældste søn, der bosatte sig i Kiel under navnet hertug Frederik VIII. Krigen i 1864 satte dog en effektiv stopper for augustenborgernes drømme. Herefter blev Holsten en provins i Preussen, hertugdømmet Holstens tid var forbi. 

Ved overtagelsen af augustenborgernes besiddelser begyndte Staten at sælge herregårdene én for én. Augustenborg Hovedgaard var siden 1851 blevet drevet af en forvalter ved navn H. Stannius. I 1861 blev gården afhændet på auktion til H. Fr. Fenger, som i 1870 solgte den videre til Peter Petersen. Siden havde gården en række ejere. Efter Genforeningen i 1920 udstykkedes jorderne, mens en hovedparcel med bygninger blev solgt til Eduard Nissen, hvis efterkommere ejer gården i 2021, som ejes af Thorkild Nissen.