Astrupgaard
Astrupgaard har hørt under grevskabet Lerchenborg.
I flere generationer var Astrupgaard ejet af slægten Lerche.
Hovedbygningen på Astrupgaard er opført i 1876.
Til Astrupgaard hører en have på ca. tre tdr. land.
Ifølge Dansk Center for Herregårdsforsknings definition (se Hvad er en herregård?) hører Astrupgaard historisk set ikke til blandt herregårdene. Med bygninger af herregårdslignende karakter har gården dog i nutiden opnået en alment accepteret status som herregård.
Ejerhistorie
Herregården Astrupgaard blev oprettet af nogle bondegårde i landsbyen Astrup. Gårdene var en del af det gods, som den danske kong Frederik III (1609-1670) gav til handelsmanden Gabriel Marselis, som havde ydet lån til kongen. Gårdene gik i arv til hans søn, Vilhelm Gyldenkrone, hvor de efter hans død i 1683 blev samlet til en gård og i 1699 solgt til Severin Rasmussen.
Severin Rasmussen kom dog ikke til at eje Astrupgaard længe, for i 1705 blev gården solgt af gårdens nye ejer Peder Lauritzen til Carl von Ahlefeldt.
Carl von Ahlefeldt ejede i forvejen Østrupgaard (senere Lerchenborg), og senest fra 1724 fungerede Astrupgaard som en avlsgård herunder. Under Carl von Ahlefeldts ejerskab blev Astrupgaards jorder udvidet med jord fra bl.a. Bjergsted og Skarsholm. I 1742 blev godset inklusiv Astrupgaard købt af general Christian Lerche, som blev en meget godsrig herre. Han oprettede grevskabet Lerchenborg, men Astrupgaard kom dog ikke til at indgå i selve grevskabet.
Astrupgaard var ejet af lensgreverne på Lerchenborg, men som en ikke-båndlagt ejendom, det såkaldte allodialgods, der i modsætning til herregårdene i grevskabet kunne omsættes i fri handel.
I 1852 blev Astrupgaard solgt fra grevskabet Lerchenborg. Ved lensgreve Christian C. Lerches død i 1852 arvedes grevskabet af hans ældste søn, mens Astrupgaard overgik til en søn af andet ægteskab Fr. F. Lerche. I 1881 solgte han Astrupgaard til sin bror, Vilhelm Lerche, der i forvejen ejede Birkendegaard. Ved hans død arvedes Astrupgaard af sønnen, Gustav Lerche. I 1907 kom gården igen under Lerchenborg.
Det varede dog kort. I 1910 købte Christian Lotzbeck Astrupgaard, og solgte syv år senere gården til Jens Schou, som var professor og dr.med. I 1934 solgte Jens Schou Astrupgaard til E. Gammeltoft-Schougaard, hvorefter Astrupgaard i 1952 blev købt af firmaet Poul Bergsøe & Søn.
I 2021 er gården ejet af Henrik Schrøder & Anne Kirstine Schrøder Hart-Hansen.
Hovedbygning
Astrupgaards hovedbygning er opført i 1876. Bygningen er opført som en villa i to stokværk, som oprindeligt fremstod i røde sten, men som nu fremstår pudset og med tegltag. I et af husets hjørner findes et firkantet tårn. I 1952-1953 gennemgik hovedbygningen en stor ombygning ved arkitekt Bent Stoltenberg.
Hovedbygningen på Astrupgaard placerer sig idyllisk ned til Skarresø. Øst for hovedbygningen findes en stor, åben have, mens de mange avlsbygninger på Astrupgaard hovedsagligt placerer sig vest for hovedbygningen.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Avlsbygninger
Vest for hovedbygningen findes Astrupgaards mange avlsbygninger. Der er bl.a. en trelænget avlsgård med rødt tegltag som delvis er fra 1876 ligesom hovedbygningen. I midten af avlsgårdens tre længer findes en åben gårdsplads. Både syd og vest for den trelængede avlsgård findes der flere avlsbygninger af nyere dato.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Bülow, E.: Danmarks større gårde. Statistisk og historisk håndborg for det store og middelstore landbrug. 1961-1974.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Trap, J.P.: Danmark. København 1954
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Astrup Gods
Region og kommune
Sjælland - Kalundborg
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Astrup Gods A/S v/Henrik Schrøder & Anne Kirstine Schrøder Hart-Hansen
Herregårdens størrelse
0 ha
Godsets størrelse
680 ha
Detaljeret størrelse
Ager 267 ha, eng 10 ha, skov 275 ha, sø 75 ha, andet 53 ha
Detaljeret størrelse
54.00 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug, jagt/jagtudlejning og boligudlejning
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Astrup Gods omfatter udover St. Henriksholm også ejendommene Regstruplund, Kongens Mølle, Gryde Mølle, Øresø Mølle, Langbjerggård og Blæsenborg
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Holbæk - Skippinge - Bjergsted
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
80.52 htk
Skovskyld
21.25 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
0.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 2, s 385