Aarupgaard
Aarupgaard var frem til 1608 en landsby under Søgaard Gods.
Aarupgaards hovedbygning består af kun en fløj fra 1874.
I 1920'erne begyndte ejeren at sælge meget af Aarupgaards jorder fra.
Ejerhistorie
Aarupgaard er som mange andre herregårde opstået fra en landsby. De seks gårde i Aarup blev 1608 nedlagt, hvorefter Frederik Ahlefeldt oprettede en herregård. Frederik Ahlefeldt kom senere i besiddelse af herregården Søgaard, der blev centrum i Ahlefeldternes omfattende besiddelser i Sønderjylland. Aarupgaard fortsatte som en mindre herregård under Søgaard de følgende hundrede år, hvor den blev drevet af forpagtere.
Godsejerne på Søgaard havde gennem 1600-tallet opbygget en betydelig gæld. Da Carl Ahlefeldt overtog godset i 1708, stod han overfor store udfordringer, som det ikke lykkedes ham at overkomme. Ved hans død i 1722 var godset konkurs. På en tvangsauktion i 1725 fulgte Aarupgaard med herregården Graasten (nuværende Gråsten Slot) til hertugerne på Augustenborg.
Augustenborgerne var en af de mest indflydelsesrige slægter i landet med titel af hertug. Slægtens hovedsæde var Augustenborg Slot, hvorfra man styrede sine meget store godsbesiddelser i Sønderjylland, som foruden Aarupgaard også omfattede bl.a. Graasten, Grøngrøft og Augustenborg Hovedgaard. I slutningen af 1700-tallet var augustenborgerne blevet gift ind i den danske kongefamilie og dermed indsat i tronfølgen.
Dette bevirkede, at der i 1800-tallet udviklede sig en længerevarende strid om augustenborgernes arvekrav, som blev yderligere forstærket af nationale spændinger mellem dansk og tysk i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
Den augustenborgske hertug støttede de tysksindede og måtte i 1848 bryde med Danmark. Dette år udbrød Treårskrigen (1848-1850), som var en kamp for hertugdømmernes optagelse i det tyske forbund. I løbet af krigens første år drev danskerne de tysksindede på flugt - heriblandt hertugfamilien på Augustenborg. Krigen endte med dansk sejr og hertug Christian August måtte sælge sine slesvigske godser, bl.a. Aarupgaard, til den danske stat.
Frem til 1863 ejede Staten Aarupgaard, hvorefter godset - nu uden dets adelige privilegier - blev solgt til Edvard Tolderlund. Edvard Tolderlund gik dog allerede i 1868 konkurs og måtte overlade Aarupgaard til sine kreditorer, den daværende udenrigsminister O.D. Rosenørn-Lehn og godsejeren på Gram, Brockenhuus-Schack. Edvard Tolderlund fortsatte som forpagter frem til 1890.
Både Rosenørn-Lehn og Brockenhuus-Schack døde i 1892, men først i 1895 lykkedes det arvingerne at sælge Aarupgaard til gårdens nye forpagter Chr. Drescher. Allerede året efter gik gården dog på tvangsauktion, men først i 1898 blev Aarupgaard solgt.
Svend Lund købte Aarupgaard i 1920 og straks efter overtagelsen begyndte han at sælge godsets jorder fra. Jorden blev blandt andet købt af Statens Jordlovsudvalg, der udparcellerede jorden til små husmandsbrug.
Da Svend Lund i 1958 solgte Aarupgaard, var mere end 2/3 af gårdens jorder frasolgt og udstykket.
I 2021 ejes Aarupgaard af Stokager A/S.
Hovedbygning
Aarupgaards hovedbygning består af en enkel, grundmuret bygning. Midt i bygningen er en frontspids, hvorunder der er en lukket veranda mod syd. Bygningen er fra 1874 og blev opført ved bygmester J.H. Callesen.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er udpeget som bevaringsværdig med middel bevaringsværdi.
Andre bygninger
Vest for hovedbygningen ligger den gamle mejeribygning, der i dag er indrettet til bryggers.
Nord for hovedbygningen ligger avlsgården, der består af tre sammenbyggede længer i et asymmetrisk anlæg.
De ældste avlsbygninger er grundmurede og gulkalkede og blev ligeledes opført ved bygmester J.H. Callesen i samme stil som hovedbygningen i årene 1870-1885.
Fredningsstatus 2021: Dele af avlsbygningerne er udpeget som bevaringsværdige med middel bevaringsværdi.
Litteratur
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Hansen, J.J.Større danske landbrug. 1930-1937.
Christensen, F. i: Schriften der heimatkundlichen Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig. 1960.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Årupgård
Region og kommune
Syddanmark - Syd- og Sønderjylland - Aabenraa
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Stokager A/S
Herregårdens størrelse
Ingen oplysninger
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
Ingen oplysninger
Funktion
Ingen oplysninger
Historiske forbindelser til andre herregårde
Augustenborg Hovedgaard, Skovbølgaard, Søgaard (Sønderjylland)
Bemærkninger om godset
ingen
Kilder
Upubliceret