Herregårdsarkitekturens sidste store blomstringsperiode
Af cand.mag. Klaus Højbjerg, Dansk Center for Herregårdsforskning
Fra 1849-1919 oplevede man på de danske herregårde, hvad der siden er blevet betegnet som en Indian Summer – en sen opblomstring, der satte ind efter en periode, hvor herregårdens politiske, økonomiske og kulturelle betydning ellers syntes at have været for nedadgående. Den nye fremgang, der var båret af gode økonomiske konjunkturer for landbruget, manifesterede sig i ombygninger og nyopførelser af talrige herregårde. Og de er disse, der er emnet for nærværende artikel.
Herregårdenes Indian Summer blev akkompagneret af en heftig byggeaktivitet. Over en tredjedel af landets herregårde blev i perioden udstyret med nyopførte eller stærkt ombyggede hovedbygninger. Dertil kom talrige nyopførte eller moderniserede avlsgårde, forpagterboliger, funktionærhuse og andre bygninger med tilknytning til driften. Fokus vil imidlertid i denne sammenhæng ligge på førstnævnte.
Særligt fra begyndelsen af 1840'erne og frem til slutningen af 1880'erne rasede byggefeberen; i dette tidsrum blev der igangsat mindst et par større byggeprojekter på danske herregårde hvert eneste år. I begyndelsen foretrak de fleste godsejere at bygge i den på det tidspunkt veletablerede klassicistiske stil. Men ny-gotikken, der allerede længe havde været udbredt i England, blev dog i løbet af 1840'erne et populært alternativ. Ny-renæssancen vandt for alvor indpas i løbet af 1850'erne, mens ny-barok og ny-rokoko gjorde sig gældende fra sidste halvdel af 1860'erne.
Som noget ganske unikt for perioden udkonkurrerede den ene stil ikke den anden – klassicisme, nygotik, nyrenæssance og nybarok kom sammen med diverse afarter til at udgøre et rigt katalog af stilarter, hvorfra man kunne plukke og kombinere efter behov: Således fremstod eksempelvis herregården Fuglsang efter sin nyopførelse i 1868-69 i det ydre som et hovedsageligt renæssanceinspireret hus, mens de enkelte sale og stuer hver især blev indrettet i forskellige stilarter; den såkaldte ”Agnethe Stue” i festlig nybarok, ”Havesalen” (spisestuen) i italiensk/palladiansk inspireret nyklassicisme, ”Den Røde Stue” i en stil, der trækker på motiver fra nordeuropæiske renæssanceinteriører og ”Musiksalen” i senklassicisme/empire. Den flittige genbrug af ældre stilarter har siden givet anledning til, at epokens arkitektur ofte generelt betegnes som historicisme – eller med henvisning til periodens frie brug og sammenblanding af ældre stilarter med den negative betegnelse stilforvirring.
Frijsenborg i Midtjylland er måske den prægtigste af de mange herregårde, der opførtes under herregårdens såkaldte Indian Summer. Det var statsminister og storgodsejer Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs (1817-1896), der lod huset opføre i årene 1862-1867 under ledelse af arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908). Foto: Frijsenborg og Wedellsborg.
Klassicisme - en klassiker
Allerede fra begyndelsen af 1760'erne gjorde klassicismen sig gældende indenfor den danske herregårdsarkitektur. Og skønt den efterhånden, som ovenfor beskrevet, fik konkurrence fra andre stilarter, og især fra sidste halvdel af 1800-tallet var i undertal blandt nyombyggede herregårde, vedblev den at appellere til godsejere, der nok ønskede standsmæssige – men ikke alt for prangende – boliger.
Vilhelmsborgs, Lilliendals og Agerupgaards hovedbygninger eksemplificerer, hvordan klassicismen forblev en gangbar stilart gennem herregårdenes Indian summer. Førstnævnte opførtes 1842-44, Lilliendal fik sit nuværende udseende efter en radikal ombygning i 1852 mens Agerupgaard opførtes i årene 1858-60. Sidstnævnte blev omkring år 1900 udstyret med et par mindre tilbygninger – uden at husets præg af senklassicisme – eller empire om man vil – derved forstyrredes.
Vilhelmsborg (Østjylland). Foto: Dansk Center for Herregårdsforskning.
Lilliendal (Sydsjælland). Foto: Bent Olsen.
Periodens klassicistiske herregårde er som ældre eksempler på stilen kendetegnede ved streng symmetri. Facaderne er i reglen pudsede og anvendelsen af dekorative detaljer er mådeholden. Meget ofte krones husets midterparti dog af en lav trekantfronton.
Trekantsfrontonen, der ofte kroner klassicistiske herregårdes midterparti, er inspireret af den klassiske græsk-romerske tempelgavl. Concordia templet, Agrigento. Foto: Wikimedia Commons.
Nygotikken – sværmeri for middelalderen
Med ombygningen af herregården Steensgaard (Langeland) i 1836-37 introduceredes nygotikken i dansk herregårdsarkitektur. Stilen havde som nævnt længe været udbredt i England, hvor den med sin glæde ved asymmetri, dekorative detaljer og genbrug af motiver fra middelalderens arkitektur lader sig knytte tæt sammen med Romantikken, og denne bevægelses opgør med oplysningstidens dyrkelse af orden, mådehold og fornuft. Også i Danmark lader nygotikken sig sammenkæde med Romantikken og anskues som en konkret manifestation af dennes sværmen for middelalderen.
Skønt middelalderlige motiver som kamtakker, blændinger og tårne nu reintroduceredes i dansk herregårdsarkitektur vedblev bygherrer og arkitekter at foretrække regulære grundplaner og stramt symmetriske facader, som det kendtes fra klassicismen. Markerer nygotikken ikke noget væsentligt brud med klassicismen i så henseende, gør dens præference for blanke (upudsede) mure det imidlertid. Kunsthistoriker Anne Grethe Sværke peger således på, hvordan det med nygotikken nu blev populært at lade de røde teglstensmure stå upudsede, men med dekorative detaljer i form af stik, mønstermuringer og friser.
Steensgaard (Langeland). Foto: Preben Jensen.
Erholm. Foto: Bent Olsen.
Steensgaard på Langeland (opført 1836-37) og Erholm på Fyn (opført 1850-54) er begge eksempler på danske herregårde i nygotisk stil. Steensgaard adskiller sig med sit asymmetrisk placerede borgtårn fra flertallet af de nygotiske danske herregårde, der ligesom klassicismens huse i reglen præsenterer sig med regulære, stramt symmetriske facader. Kamtakkede gavle med eller uden høje blændinger, som de der ses på Erholm, kendetegner de nygotiske herregårdsbyggerier i Danmark.
Den engelske og tyske nygotik legede gerne med asymmetri og irregulære former. Her ses Schloss Lichtenstein (Württemberg), der opførtes 1840-1842. Foto: Wikimedia Commons.
Nyrenæssancen – herregårdsbyggeriet i fuldt flor
Som nygotikken fandt nyrenæssancen sin inspiration i historien. Hvor den gotiske stil i almindelighed blev forbundet med middelalderen – eller riddertiden, som man gerne sagde i 1800-tallet – så blev renæssancestilen forbundet med 15 og 1600-tallets såkaldte adelsvælde – og Chr. den 4! Nyrenæssancen kan derfor ses som en reference til, hvad der blev anset som en særlig blomstringstid for herregårdene; en gylden periode, hvor adel og kongehus delte magten. Og at den fik sit gennembrud i årene efter Grundlovens indførelse kan i den sammenhæng derfor muligvis videre ses som et udtryk for, at navnlig de større herregårdsbesiddere nu aktivt søgte at iscenesætte standens særlige status, dens historiske betydning, overfor de borgere, bønder og arbejdere, med hvem de nu formelt set var ligestillede.
Nyrenæssancen trak i meget vid udstrækning på den nederlandske renæssances formsprog, som det havde manifesteret sig herhjemme i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Svungne gavle, rigt udsmykkede indgangspartier, røde mure brudt af vandrette lyse bånd og tårne med kobbertækkede spir hører til stilens kendetegn. Selv om mange af nyrenæssancens herregårde umiddelbart ligner 15 og 1600-tallets forbilleder ganske meget, er de dog gerne rigere på dekorative detaljer – og disse detaljer er sjældent som for de ældre forbilleders vedkommende udført i sandsten, men gerne i cement.
Orebygaard: Foto: Hans Henrik Tholstrup.
Østrupgaard (Nordfyn). Foto: Bent Olsen.
Orebygaard på Lolland fremstod efter en større ombygning i årene 1872-1874 som et festligt renæssancehus med svungne gavle og prægtige spir. På Nordfyn blev Østrupgaards hovedbygning opført fra grunden i 1881-82.
Danmark er rig på gamle renæssanceherregårde med spir og svungne gavle. Dog var det især de kongelige slotte opført af Christian IV, der udgjorde den betydeligste inspirationskilde for mange af de herregårde, der opførtes i nyrenæssancestil – lejlighedsvis blev stilen da også slet og ret benævnt Christian IV-stil eller Rosenborgstil. Rosenborg (opført mellem 1606 og 1633) Foto: Bent Olsen
Nybarokken og nyrokoko
Nybarok og nyrokoko vandt indpas i 1860'erne og opnåede en vis popularitet i 1800-tallest sidste årtier. Dog kom disse stilarter aldrig til at præge herregårdsbyggeriet i samme grad som nygotikken og nyrenæssancen. Det kan måske til dels skyldes at barok og rokoko ikke i samme grad som disse ældre stilarter associeredes med den historiske herregård. Nok så meget skyldes det dog givetvis, at stilarterne først fik deres gennembrud på et tidspunkt, hvor byggeaktiviteten på landets herregårde var for nedadgående.
Nybarok og nyrokoko lader sig i vid udstrækning betragte under et, da rokokoen primært lader sig skelne fra barokken alene hvad dekorative detaljer angår. For byggerier, der lader sig henregne til disse stilarter gælder, at de i reglen er symmetrisk opbyggede, at deres facader ofte er hvidpudsede og at midterpartiet gerne smykkes med en segment- eller trekantfronton.
Bregentved. Foto: Bent Olsen.
Pallisbjerg. Foto: Bent Olsen.
Bregentved på Midtsjælland undergik i årene 1887–91 en større ombygning, der bl.a. bibragte huset en fornem nybarok facade mod parken. Pallisbjerg i Vestjylland blev i 1898-99 udstyret med en ny hovedbygning i nybarok – eller nyrokoko om man vil; facaden er smykket med såkaldte ørelisener, der er et kendemærke for dansk rokokoarkitektur. Begge huse er udstyrede med fremhævede midterpartier, ligeledes er de udsmykket med kvaderlisener (flade lodrette bånd, der er udformet så de ligner store stenblokke) og segment- eller trekantfrontoner over midterpartiet (for Bregentveds vedkommendegælder det også de fremspringende sidepartier). Bregentved er desuden begge udstyret med såkaldte mansardtage – kendelige på deres knækkede profil. Alle træk kendt fra barokken.
Blandingsformer, afarter og undtagelser
Som tidligere antydet lader mange af periodens herregårdsbyggerier sig ikke uden videre indordne i de stilistiske hovedkategorier. En del jævne herregårde er så enkle i deres udtryk, at de ikke meningsfuldt lader sig henføre under den ene eller den anden stil – mens andre blander stiltræk så lystigt, at de umuligt lader sig sætte i bås. Atter andre lader sig placere indenfor særlige stilistiske nicher, der udvikledes i perioden - som fx italiensk villastil og schweizerstil. Endelig kom også bevægelsen bedre byggeskik til at sætte sit præg på nogle herregårdsbyggerier, skønt stilen ellers ofte forbindes med villabyggeri og de husmandssteder, der opførtes mod periodens slutning.
Afslutning
I nærværende artikel er udeladt omtale af de mange velbyggede avlsgårde, funktionærboliger og andet byggeri med tilknytning til godsets drift, der opførtes i perioden. Ligeledes er tidens rigt varierede herregårdsinteriører kun nævnt forbigående.
Nedenfor præsenteres en række billeder, der giver en lille introduktion til avlsbygninger og interiører fra perioden samt til de føromtalte blandingsformer.
Blandingsformer
Over porten til Højris (opførelse afsluttet i 1876) ses en glasdør ud til en lille balkon. Døren er som de flankerende vinduer spidsbuet og motivet er hentet fra den venetianske gotik. Foto: Bent Olsen.
Palazzo Contarini Fasan opførtes i 1400-tallet. Det er som nabohusene, der anes på billedet eksempler på den venetianske gotik, der gav inspiration til udformningen af partiet over porten på Højris.
Hvor det oftest er den nederlandske renæssance, som den udfoldede sig herhjemme, der udgør nyrenæssancens primære inspiration, så spores indflydelse fra den franske renæssance – som her på Mullerup (opført 1884-1887) – imidlertid også. De pavillonlignende afslutninger på hovedhuset samt de små ”hængende” tårne er således franske træk. Foto: Bent Olsen.
De pavillonlignende afslutninger på Mullerups hovedbygning er inspireret af franske renæssanceslotte som for eksemepel Château d'Écouen, opført 1539-1555. Mens de ”hængende” tårne på Mullerups facade kan være inspireret af slotte som for eksempel Chenonceau, opført 1514–1522 (hovedhuset) 1556-1559 (brohuset). Foto: Wikimedia Commons.
Knuthenborgs er med sine mange tætstillede gavle og skorstene placeret i forlængelse af gavlene et eksempel på arkitektur inspireret af den engelsk renæssance, også kaldet tudorstil. Foto: Preben Jensen..
Knuthenborg er ligesom Doughton Manor i England udstyret med en række tværstillede gavle. Facaderne er ligesom for Knuthenborgs vedkommende asymmetriske. Foto: Wikimedia Commons.
Risinges gamle hovedbygning fik i 1857-1859 tilføjet to sidefløje. I 1903 blev det karakteristiske store tårn tilføjet og i 1934 blev en ekstra gavl tilføjet. Arkitekten Anton Rosen har sandsynligvis fundet inspiration i den tyske middelalders befæstningsarkitektur. Foto: Bent Olsen.
Motivet med et stentårn kronet af en eller flere etager udført i bindingsværk under et stejlt tag er et velkendt motiv i tysk middelalderlig arkitektur. Storchenturm i Gernsbach, der er en del af byens gamle befæstning, er et eksempel på denne type. Foto: Wikimedia Commons.
Blandt danske herregårde er det bedste eksempel på italiensk stil vel nok det nu nedrevne Marienborg på Møn. Hovedbygningen opførtes 1853-1855, mens en ekstra fløj blev tilbygget i slutningen af 1880erne. Foto: Møns Museum.
Klassisk italiensk villabyggeri som f.eks. Villa Borghese (opført 1613–1616) er blandt inspirationskilderne til den italienskinspirerede stil herhjemme. Foto: Wikimedia Commons.
Det kan umiddelbart være vanskeligt, at få øje på det schweiziske ved Rolsøgaards hovedbygning, men kvistens udskårne udsmykninger er er karakteristika for den såkaldte schweizerstil – ofte er disse pyntelige udhæng forsvundet i forbindelse med renoveringer. Foto: Bent Olsen.
Ovegaard i Himmerland, der blev opført i 1911, er vanskelig at placere rent stilistisk; facaden er smykket med ørelisener – et træk, der i Danmark særligt forbindes med rokokoen, midterpartiet med spiret fremstår nærmest barokt, mens guirlandeornamentet over hoveddøren synes klassicistisk. Foto: Bent Olsen.
Ikke alle nyrenæssancens herregårde er store og prægtige. Den nordvestjyske herregård Hostrup blev ved en ombygning i 1881 udstyret med svungne gavle – det gamle murværk blev kalket over, og resultatet blev et beskedent, men charmerende hus. Foto: Bent Olsen.
Ullerup på Mors, der blev bygget i 1863, er heller ikke et voldsomt prangende hus - men det rummelige og velbyggede hus fremtræder dog med en vis herskabelig værdighed. Foto: Bent Olsen
Avlsbygninger og funktionærboliger
Under Knuthenborg opførtes i sidste halvdel af 1800-tallet en lang række boliger med tilknytning til godsets drift. Gennem Maglemerporten, der opførtes i 1867-1868, ankommer man til godsets godset. Foto: Finn Brasen.
Flintehuset ved Knuthenborg opførtes i 1872 som bolig for godsets skytte. Stilen er som for hovedbygningens vedkommende engelsk inspireret. Foto: Finn Brasen.
Egehuset ligeledes ved Knuthenborg opførtes på samme tid som Maglemerporten og Flintehuset. Det opførtes som skovriderbolig – stilen er ”schweizisk”.
I 1907 opførtes en ny godsforvalterbolig ved Fussingø. Af arkitektens forskellige forslag valgte man dette. Det let barokinspirerede udtryk går ofte under betegnelsen palæstil. Foto: Purhus Lokalarkiv.
I midten af 1850’erne påbegyndtes byggeriet af et stort nyt avlsgårdsanlæg ved Vilhelmsborg. Byggematerialet var fortrinsvis kampesten, mens de store nygotiske gavlpartier og samt detaljer omkring døre og vinduer udførtes i røde teglsten. Foto: Dansk Center for Herregårdsforskning.
Avlsgården på Brattingsborg fra 1890'erne. Foto: Brattingsborg.
Interiører
Fuglsangs interiører spænder vidt stilmæssigt. Agnethe Salen er indrettet i nybarok stil. Foto: Fuglsang.
Den italiensk/palladiansk inspirerede Havesal/spisestue på Fuglsang blev ligesom den nybarokke Agnethe Stue indrettet i slutningen af 1860erne. Foto: Fuglsang.
Spisestuen på i jagthuset på Kalø gods blev indrettet i 1898. Stilen er stærkt influeret af den såkaldte art noveau eller jugendstil, der var på mode i disse år. Foto: Nationalpark Mols Bjerge.
Hved ombygningen af Hvedholm i 1870’erne blev spisestuen udstyret med et prægtigt loft i nyrenæssancestil, der endnu er bevaret.
Hvor spisestuen på Hvedholm i 1870’erne indrettedes i nyrenæssance blev stuen her indrettet i lys og let nyrokoko. Mange af tidens arkitekter fandt, at den højtidelige renæssance passede godt til spisestuer, mens rokokoen egnede sig godt til dagligstuer og saloner.
Da Gyldenholm opførtes i 1860erne blev flere af stuerne udsmykket i Pompejansk stil. Karakteristisk er den røde vægfarve og detaljer som det illusoriske kig ud i det fri.
Meilgaards spisestue blev indrettet i forbindelse med en ombygning af huset i 1880’erne. Stilen kan overordnet betegnes som nyrenæssance, men fortolkningen er meget fri
Spisestuen på Løndal indrettet mellem 1911 og 1914. Stilen er indisk inspireret.
Læs videre
Erichsen, John & Mikkel Venborg Pedersen (red.): Herregården. Anlæg, Interiør og have. Bind 2. København, 2004-2006, genoptrykt 2009.
Smed, Mette: ”Arkitektur, anlæg, haver – herregårdene og den historiske arv”. I: Lars Bisgaard og Mogens Krasig Jensen red.: Adel, den danske adel siden 1849, Kbh. 2015.
Smed, Mette: ”Herregårdsinteriører – herlighed og hygge”. I: Lars Bisgaard og Mogens Krasig Jensen red.: Adel – den danske adel siden 1849, Kbh. 2015.
Sværke, Anne Grethe: Nybygt af gammel Art, Nygotisk herregårdsarkitektur i Danmark 1830-1900, Skippershoved, 2010