Lundenæs
Lundenæs var i middelalderen i kongens eje. Det var pantsat, indtil Dronning Margrethe 1. indløste slottet i 1407.
Bygningerne skulle efter sigende være brændt ned. Første gang i 1534 under Grevens Fejde og anden gang i 1644 under krigen mod Sverige.
Lundenæs hørte frem til 1661 under kronen som et kongeligt len, og herefter fulgte forskellige, private ejere. I 1710 var Lundenæs ejet af Joachim Werner v. Bülow, som oprettede Stamhuset Bülow til sig selv og sine slægtninge. Det bestod frem til 1772, hvor stamhuset blev opløst med kongelig bevilling. I 1779 fik en ny ejer, Niels Jermiin, kongelig bevilling til at udparcellere herregården. Den bevilling blev dog erstattet af en ny kongelig bevilling fra 1805, hvor der blev givet tilladelse til at lægge Lundenæs under stamhuset Lønborggaard.
Omkring 1845 blev Lundenæs delt i to hovedparceller, som blev solgt i de følgende år. Den oprindelige hovedbygning blev revet ned i 1889.
Ejerhistorie
I middelalderen var Lundenæs et kongeligt slot og fungerede som lenssæde for Lundenæs len. I det 14. århundrede var Lundenæs pantsat til Biskop Eskild og Kapitlet i Ribe. Kong Erik af Pommern holdt retterting på Lundenæs i 1406. I 1407 blev det pantsatte Lundenæs indløst af Dronning Margrethe 1., og af et dokument af samme år omtales Lundenæs slot og fæste. Senere holdt kongerne både fogeder og lensmænd på Lundenæs.
Under Grevens Fejde, bondeopgøret i 1534, blev Lundenæs brændt ned, og ifølge Pontoppidan blev det under fejden plyndret af Skipper Clements bondehær. Senere beretninger fortæller, at general Torstenson plyndrede slottet og skød det i brand i 1644 under Torstenssonfejden - krigen mod Sverige i 1643-1645.
Lundenæs var et kongeligt len. Af forleningsbrevene fra Frederik I og Christian III fremgår det, at lenet bestod af 4 herreder. Der var store skove, og derfor havde kongen stutteri på slottet. Med enevældens indførelse i 1660 blev lenet til Lundenæs Amt, der i 1671-94 delte amtmand med Bøvling amt.
Lundenæs med gods og tiender blev solgt af Frederik III i 1661. Køberen var Peter v. Uffeln og arvingerne efter Dominicus og Joh. V. Uffeln. Samme år købte de birkeret til Lundenæs af kongen. Skjern Birk blev nedlagt i 1796.
Ved giftermål kom Lundenæs til landmarskalk Joachim Werner v. Bülow til Bygholm. I 1683 tilkøbte von Bülow adelig sædegårdsfrihed for Lundenæs, og i 1710 oprettede han Stamhuset Bülow til sig selv og sin slægt. I april 1771 fik sønnesønnen kammerherre Detlev v. Bülow kongelig bevilling til at opløse stamhuset, og derfor afhændede han Lundenæs i 1772.
Den nye ejer var kancelliråd Lucas v. Klippe, der ejede herregården Kühren i Holsten. Lucas v. Klippe gik fallit i 1779, hvor Lundenæs blev udlagt til P. de Albertin til Slumstrup og N. Rindom til Holmgaard. Samme år solgte de Lundenæs på en auktion til kancelliråd N. Hansen, som var besidder af stamhuset Lønborggaard. Efter N. Hansens død i 1792, fik svigersønnen Niels Jermiin i 1794 kongelig bevilling til at frasælge godset uden at hovedgården mistede sin tiende- og skattefrihed. I 1779 fik han yderligere bevilling til at udparcellere gården. Den blev dog ophævet senere, da Niels Jermiin i december 1805 fik en ny kongelig bevilling. Denne gang til at lægge Lundenæs og resten af godset under stamhuset Lønborggaard.
Stamhuset Lønborggaard blev nedlagt i 1813, hvorefter besidderen C. F. O. Benzon til Christiansdal i 1814 solgte Lundenæs og Lønborggaard til Fr. Juel til Boltinggaard. Senere overtog Benzon igen gårdene, og derfor fortsatte han med at udparcellere Lundenæs. I 1820 havde Lundenæs 42 tønder hartkorn.
Omkring 1845 solgte Benzon hovedparcel nr. 2 med 9 ½ tønde hartkorn til Terkel Christensen. Det blev betegnet som den østlige Lundenæsgaard. Terkel Christensen udstykkede jorden i 1889, hvorefter bygningerne blev revet ned. Gårdens jord blev til Lundenæs Plantage, mens de omkringliggende enge blev solgt til naboer.
Den vestlige Lundenæsgaard, hovedparcel nr. 1, havde 10 tønder hartkorn. Den solgte Benzon i 1850 til amtsvejbetjent C. G. Stilling. Han solgte den igen i 1854 til ejeren af Tarm kro, Kr. Smedegaard Lauridsen. Senere overtog hans datter og svigersøn, og efterfølgende overtog deres søn Jens Nielsen.
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning består af et stuehus i én fløj opført nord for Skjern Å. Mod syd findes Lundenæs voldsted, hvor det oprindelige Lundenæs stod opført, indtil det engang i 1600-tallet blev revet ned. Der ses ingen bygningsrester derfra. Det gamle Lundenæs fra middelalderen brændte i 1534. Senere beretninger fortæller, at slottet igen brændte i 1644 under krigen mod Sverige 1643-45.
Lundenæs fik opført en ny hovedbygning i 1707 af Joachim Werner von Bülow. Hans hovedbygning blev beskrevet som en grundmuret bygning med stråtag. Hovedbygningen lå mod syd til haven, mens den havde frontspids mod nord til gårdspladsen. I frontspidsen var der indmuret to våbenskjold af sandsten med navnene Henrik Müller og Sophie Rosenstierne, som ejede Lundenæs under Lønborggaard.
Bygningerne blev revet ned i 1889, da Terkel Christensen udstykkede jorden, som blev til Lundenæs Plantage og gårdens enge blev solgt til naboer.
Andre bygninger
Ifølge Pontoppidan brændte borgegården og hestestalden i 1622.
Kulturmiljø
Lundenæs voldsted ligger nord for Skjern å, mens kampesten fra den gamle bygning er anvendt til at lave broer over åen.
Vest for Lundenæs Voldsted findes et område, som blev kaldt ”Kong Hans’ Hule”. Da kong Hans i vinteren 1512-13 var på en rejse fra Ribe til Aalborg, styrtede han med sin hest i åen sydvest for slottet under en stormflod. Derfra blev han syg, og døde som følge deraf d. 20. februar 1513. Navnet ”Kong Hans’ Hule” fremgår af generalstabens kort.
Litteratur
Hansen, J. J.: Større danske landbrug. København 1936
Pontoppidan, Erik.: Den Danske Atlas. København 1769
https://trap.lex.dk/Lunden%C3%A6s_Voldsted
Gårdens stamdata gennem tiden
Amt, herred og sogn
Ringkøbing - Bølling - Skjern
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
59.53 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
657.00 htk
Fæstegods
1886.80 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 5,2 s 768