Faddersbøl
Faddersbøl kendes fra middelalderen og var i lange perioder ejet af en række adelsslægter.
Omkring år 1800 blev herregården udstykket og stort set alt jord blev solgt fra.
Ejerhistorie
Faddersbøl kendes fra midten af 1400-tallet, hvor den måske fra 1459 og i hvert fald fra 1471 var ejet af Lars Dan. Han var muligvis kommet i besiddelse af gården gennem sin hustru Anne Nielsdatter Kalv. Datteren Abel Dan blev gift med Albert Skeel, hvis sønnedatter Abel Sørensdatter Skeel ejede Faddersbøl i 1568, mens hendes mand Niels Lange synes at have ejet den allerede i 1539.
Abel Sørensdatter Skeel og Niels Lange havde ingen børn, og Faddersbøl kom nu til Hartvig Eriksen Kaas, som i 1625 solgte den til sin brodersøn Stalder Kaas. Kaas-slægten besad nu gården indtil sønnen Hartvig Kaas, som i en årrække havde haft medejerskab med sine brødre, døde i 1704. Enken Sophie Rothkirch solgte i 1715 Faddersbøl til Hans Eifler.
Efter Hans Eiflers død i 1724, skødede hans svigersønner Frans Linde og Christian Leth i 1727 Faddersbøl til Hans Carsten Langballe, der også ejede gården Nørhågaard. Resten af århundredet fulgtes Faddersbøl og Nørhågaard ad gennem en række ejerskifte.
Omkring år 1800 kom Faddersbøl og Nørhågaard til Christian Poulsen og Jens Christensen, der efterfølgende udstykkede gården. Faddersbøl gik nu fra ved et ejerskifte i 1766 at have haft 13 tønder hartkorn hovedgårdsjord, 50 tønder hartkorn tiendegods og 221 tønder hartkorn fæstegods til at bestå af en resterende, mindre hovedparcel. I midten af 1800-tallet havde Faddersbøl en størrelse på 9½ tønder hartkorn.
I 1805 var Faddersbøl ejet af Niels Andersen m.fl., og i 1832 af hans søn Anders Nielsen Faddersbøl. I 1841 var Mads Christensen Foged ejer, og i 1860 solgte han den til Christen Møller. I 1889 overtog sønnen Kristian Møller gården, der i 1940 solgte den til Anders Yde.
Hovedbygning
Faddersbøls nuværende hovedbygning består af en lang hovedfløj i én etage med rødt, halvvalmet tegltag samt en enkelt kort sidefløj. Hovedfløjen har et markant midterparti mod både gårdsplads og have.
Fredningsstatus 2023: Hovedbygning er ikke fredet.
Andre bygninger
I forlængelse af hovedbygningen ligger gårdens avlsbygninger, hvoraf to ligger så de sammen med hovedbygningen rammer gårdspladsen ind.
Fredningsstatus 2023: Avlsbygninger er ikke fredet.
Gårdens stamdata gennem tiden
Amt, herred og sogn
Thisted - Hundborg - Hundborg
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
13.16 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
50.00 htk
Fæstegods
217.55 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 5,1 s 480