Tvilumgaard

Ejerhistorie

I slutningen af det 13. århundrede stiftede Ribe-bispen Skt. Maria Kloster i Tvilum. Klostret eksisterede frem til Reformationen i 1536, hvorefter klostrets bygninger og jorder overgik til Kronen. De gamle klosterbygninger må hurtigt være blevet nedrevet, men klosterkirken og avlsgården blev stående. Under Kronen blev avlsgården omdøbt til Tvilum ladegård og underlagt krongodset Silkeborg.

Det var især Frederik II (1534-1588), der benyttede sig af sine jorder på Silkeborgegnen. I løbet af 1500-tallet steg prisen på korn i Europa. Da bøndernes afgift til herremanden ofte blev betalt i korn, fik de danske godsejere del i det høje prisstigninger. De kunne samtidig observere, at ude i Europa tjente herremænd langt flere penge ved at omlægge godsdriften. I sidste halvdel af 1500-tallet begyndte en række godsejere derfor at samle fæstegårdene omkring hovedgården. Idéen udsprang fra Frederik II's ønske om at samle krongodset omkring hovedgårdene. Frederik II brugte sine jorder til jagt og gik meget op i at sikre, at ingen krybskytter kom for tæt på hans ejendom. Samtidig sikrede kongen sig, at godsdriften blev kraftigt intensiveret. Han samlede landbrugsarealerne omkring herregården samt sikrede tilstedeværelsen af fæstebønder, der boede så tæt på herregården, at de kunne udøve hoveri på godsets nye samlede marker. Hoveri var fæstebondens pligtarbejde for herremanden. Som et resultat af omlægningen blev mange gårde nedlagt, og deres jorder blev lagt under en større herregård.

Til Tvilumgaard blev der i 1586 bygget et kongeligt jagthus til den jagtglade konge, men da han døde allerede to år senere, fik jagthuset ikke den opmærksomhed, som var krævet for at holde det ved lige.

Gennem 1600-tallet led området af gentagne plyndringer fra svenske hærstyrker. Frem for at sætte Tvilumgaard i stand valgte Frederik III (1609-1670) at udlægge gården for statens gæld til private adelsmænd og borgere. Den nye ejer blev borgmesteren i Randers, Mads Poulsen, der havde penge til gode hos kongen. Siden købte Mads Poulsen flere tidligere krongodser og samlede således en del fæstegårde omkring Tvilumgaard. Dette arvede sønnen Peder Madsen, der i 1679 fik slægtsnavnet Rosenørn. Sammen med sine efterkommere regnede han sig nu for adelig, skønt forholdet omkring slægtsnavnet først gik i orden i 1884. Frem til 1720 havde slægten Rosenørn Tvilumgaard, men her måtte Peder Madsen Rosenørns søn, Poul Rosenørn, afstå godset til Kronen.

Det var ønsket om en ryttergodsordning, der medvirkede til, at Tvilumgaard gik tilbage til Kronen. Rytterdistrikterne var blevet oprettet mellem 1715 og 1717, hvor Frederik IV (1671-1730) havde samlet sit krongods i tolv rytterdistrikter. Ryttergodset skulle forsørge hærens rytterregimenter, men blev dog allerede solgt fra mellem 1760 og 1780. 35 nye herregårde blev oprettet, herunder Tvilumgaard, som ved auktionen over det Skanderborgske Rytterdistrikt i 1767 blev købt af Ditlev Trappaud.

Ditlev Trappaud fik dog ikke megen fornøjelse af handlen, da han døde allerede året efter. Hans enke, Anne Dorthea Vieth, fik herefter skødet på Tvilumgaard, som hun med det samme videresolgte til Andreas Fischer. Han havde ifølge godsets fæstebønder købt Tvilumgaard på vegne af dem. Dette medførte en lang proces mellem bønderne og Andreas Fischers arvinger. Sagen endte først, da Andreas Fischers enke, Charlotte Amalie Hansen, i 1774 skødede gården til bønderne.

Dette var en helt særlig situation. Tanken var, at hver bonde skulle forblive fæstebonde under den herregård, han så til gengæld selv ejede en anpart i, og på den måde blive en form for selvejere. Dette skulle angiveligt forbedre bøndernes vilkår, men eksperimentet lykkedes kun delvis. Selve herregårdens marker - hovedgårdsjorden - måtte fortsat dyrkes af fæstebønderne, så nu måtte de udføre hoveri på det, som i realiteten var deres egen hovedgårdsjord. Samtidig betød bøndernes fælles ejerskab, at de alligevel måtte lade godset administrere mod betaling og gården kom aldrig til at give det overskud, som de havde håbet på.

Allerede i 1784 begyndte bønderne gradvist at ophæve det kollektive brug. I 1785 begyndte man at udstede skøder på de enkelte fæstegårde på godset, hvilket gjorde de fleste af bønderne til reelle selvejere. Fem af bønderne fik skøde på hovedparcellen med de to ladegårde, som Tvilumgaard dengang bestod af.

Tvilumgaard udviklede sig hurtigt til en lille landsby med tre forskellige Tvilumgaarde, men de tre gårde blev først formelt skilt fra hinanden i 1798. Den ældste Tvilumgaard blev købt i 1839 af Villads Petersen, som solgte den til M.H. Bjørn, der også købte den ene af to resterende Tvilumgaarde. I 1861 blev Chr. Rieffesthal ejer af de to gårde. Han købte hurtigt den sidste Tvilumgaard til, og på den måde samlede han Tvilumgaard gods på ny.

Det nuværende Tvilumgaard havde en række forskellige ejere op gennem 1900-tallet. I 1961 købte M. Glytting godset. Hans kone var født Rosenørn og var efterkommer af den gamle Randers borgmester Mads Poulsen, der havde overtaget Tvilumgaard i 1661.

Tvilumgaard var frem til 2011 ejet af Jørgen Zacher-Sørensen, som her blev erklæret konkurs af Aarhus Lokalbank. Gården blev herefter overtaget af Susanne Holm Kuhr, der stadig ejer den i 2021.