Strandegaard
Strandegaard blev først oprettet som herregård i 1662.
Gården er i dag i slægten Reedtz-Thotts eje, hvilket den har været siden 1731.
Strandegaards hovedbygning fremstår i dag hvidpudset og med rødt tegltag.
Ejerhistorie
Strandegaard blev oprettet som herregård i 1662 på det sted, hvor landsbyen Fiskerhoved tidligere havde ligget. Dette område var tidligere krongods, men efter Første og Anden Karl Gustav-krig (1657-1660) blev Fiskerhoved samt andet gods på egnen afstået af Frederik III (1609-1670) til Axel Sehested.
Axel Sehested videresolgte imidlertid godset allerede samme år til den københavnske købmand Hans Pedersen Klein. I Hans Pedersen Kleins tid som ejer blev nogle af herregårdens bygninger opført og fem gårdes jorder blev lagt under Strandegaard. Efter hans død i 1667 bragte enken Magdalene Mogensdatter ved ægteskab i 1671 Strandegaard til sin nye mand, Jokum Ernst Volcher.
I 1683 fik Magdalene Mogensdatter bevilling på, at Strandegaard kunne betragtes som en komplet herregård, hvis den udvidede sine jordbesiddelser inden for 20 år. Det vil sige, at der under gården skulle høre over 200 tønder hartkorn fæstegårde, der alt sammen lå inden for en afstand af 15 km fra herregården. Som kompensation for skatteadministrationen fik godsejerne i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord, hvis disse var komplette. I 1686 solgte Magdalene Mogensdatter gården til købmanden Peder Jensen, hvis enke, Kirsten Ellen Andersdatter, besad Strandegaard indtil sin død i 1707.
Arvingerne efter Kirsten Ellen Andersdatter var umyndige og Strandegaard blev derfor efter hendes død solgt på auktion til Christian Juel. Ti år efter sin overtagelse af Strandegaard døde Christian Juel, hvorefter hans enke, Anne Margrethe Krag, kæmpede med gårdens økonomi. Generelt var vilkårene for dansk landbrug vanskelige på denne tid og i 1731 måtte Anne Margrethe Krag sælge Strandegaard til Otto Thott og hans to søstre Dorothea og Anne Thott. Gården kom her i slægten Thotts eje, hvilket den stadig er i dag.
Selvom Strandegaard blev købt af de tre søskende i fællesskab, så blev Otto Thott alligevel eneejer af gården. Han udkøbte Anne Thott af ejerfællesskabet i 1740 efter Dorothea Thott's død i 1738. I sin tid som eneejer tilkøbte Otto Thott flere fæstegårde og udvidede dermed Strandegaards gods med ca. 1/3. Da hans ægteskab var barnløst, besluttede han ved testamente i 1780, at der skulle oprettes et stamhus for hans morbroders barnebarn, Holger Reedtz. Et stamhus var et såkaldt majorat, der båndlagde godset, så det ikke længere kunne sælges, pantsættes eller deles. Dette sikrede, at godset ikke blev delt mellem flere arvinger eller forsvandt ud af familiens eje.
Oprettelsen af stamhuse var blevet mulig med Christian V's (1646-1699) Danske Lov af 1683 som et led i enevældens ønske om at styrke kongemagten og etablere en loyal adel. De tre herregårde Gavnø, Lindersvold og Strandegaard blev således lagt under stamhuset, som blev oprettet for Holger Reedtz, der siden 1786 hed Holger Reedtz-Thott.
I 1805 blev stamhuset ophøjet til et baroni, hvor kravene lød på 1000 tdr. hartkorn fæstegårde. En gennemsnitlig fæstegård var ca. 6 tdr. hartkorn. Strandegaard fungerede da som herregård under baroniet indtil 1921. Her opløstes baroniet og overgik til fri ejendom i henhold til bestemmelserne i lensafløsningsloven fra 1919. Ved lensafløsningen blev der ikke afgivet jord fra Strandegaard.
Strandegaard er i 2021 ejet af Ivan Reedtz-Thott.
Hovedbygning
I Hans Pedersen Kleins tid som ejer mellem 1662 og 1667 blev der opført en hovedbygning af bindingsværk. Bygningen var opført i en fløj i to etager med to sidefløje i en etage. Denne hovedbygning blev revet ned i 1793, hvorefter der blev opført en bolig for forpagteren. Denne bygning blev opført dels i grundmur, dels i bindingsværk i en etage med frontspids mod gården. I nyere tid er denne bygning blevet udvidet med bl.a. en fløj mod nordvest samt en mindre udbygning mod nordøst.
Hovedbygningen fremstår i dag hvidpudset og med rødt tegltag. Fra gårdsiden har bygningen et symmetrisk udtryk. Hovedbygningen placerer sig nord og vest for avlsbygningerne. Haven placerer sig på flere sider af hovedbygningen. Lige syd for hovedbygningen findes en gårdsplads med grønne arealer.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Avlsgården på Strandegaard er ombygget flere gange. Den nedbrændte delvist i 1892, hvorefter den blev nybygget i kalksten og mur med fast tag. De store avlsbygninger placerer sig hovedsagligt vest for hovedbygningen, hvor der også findes en stor, åben gårdsplads.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Kulturmiljø
Haven på Strandegaard placerer sig på flere sider af hovedbygningen og er omkranset af mange store og gamle træer. Syd for hovedbygningen findes en stor urtehave. Ved stranden tæt på Strandegaard ligger det imponerende Strandegaards batteri fra 1807. En del af anlægget er dog styrtet i havet.
I kulturmiljøet nær Strandegaard findes flere fredede oldtidsminder. I Strandegaard Dyrehave findes en gruppe høje, der består af en langdysse og fire høje.
Nær Strandegaard findes den naturskønne halvø Feddet, der kendes tilbage fra Valdemars Sejrs (1170-1241) Jordebog fra 1231. På Feddet findes bl.a. Sjællands største hede.
Ved stranden tæt på Strandegaard ligger det imponerende Strandegaards batteri fra 1807. En del af anlægget er dog styrtet i havet.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1967.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Strandegård
Region og kommune
Sjælland - Faxe
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Ivan baron Reedtz-Thott
Herregårdens størrelse
335 ha
Godsets størrelse
1282 ha
Detaljeret størrelse
Godset: skov 827 ha, andet 455 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug, jagt/jagtudlejning, boligudlejning og oplevelsesøkonomi
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Strandegård er opdelt i Strandegård (335 ha), Fedgård avlsgård (120 ha) og et skovareal (827 ha)
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021, strandegaard.dk
Amt, herred og sogn
Præstø - Fakse - Roholte
Ejer
Otto Reedtz-Thott, Baron
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
9.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
200000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet. Besætningen består af: 100 køer, 30 kalve, 3 tyre, 18 heste, 13 får. Der sælges ca. 200 svin om året.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 3 røgter(e), 4 karl(e), 4 pige(r), 11 daglejer(e), 5 polakker e.lign. om sommeren.
Bemærkninger om godset
Gården var en del af Baroniet Gavnø.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Præstø - Fakse - Roholte
Ejer
Baroniet Gaunø, lensbaron O. Reedtz Thott
Herregårdens størrelse
40.46 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.00 htk
Bemærkninger om godset
Del af baroniet Gaunø.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Præstø - Fakse - Roholte
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
29.96 htk
Skovskyld
4.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
764.00 htk
Bemærkninger om godset
Bøndergodset er med Lindervolds.
Kilder
Danske Atlas bd 3, s 128. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm