Kogsbøl
I mere end 200 år var Kogsbøl ejet af adelsslægten Rosenkrantz.
Kogsbøl var mellem 1649 og 1713 ejet af de gottorpske hertuger.
Der kendes ikke meget til Kogsbøls tidligere bygninger. Dog placerede disse sig sydøst for den nuværende hovedbygning på et stort voldsted.
Den nuværende hovedbygning er opført i 1830 og består af et hus i røde sten i traditionel vestslesvigsk stil.
Ejerhistorie
Herregården Kogsbøl har eksisteret siden middelalderen. I 1393 var gården ejet af Peder Eriksen fra slægten Rosenkrantz, og i over 200 år sad denne sønderjyske linje af slægten på gården. Ved Peder Eriksens død i 1418 blev Kogsbøl overtaget af sønnerne Claus Pedersen og Iver Pedersen, hvoraf sidstnævnte senere blev eneejer og lagde flere gårde under Kogsbøl.
En af slægtens markante mænd var Gotskalk Eriksen, der sammen med sine brødre Claus Sivert og Iver Eriksen arvede Kogsbøl i 1515. Gotskalk Eriksen var gejstligt uddannet, og i hele sit liv udviste han stor troskab over for kong Christian II (1481-1559) og den katolske lære, hvilke begge stod for fald. Efterfølgende gik Kogsbøl over i Iver Eriksens efterslægt, hvor sønnerne Timme og Bendix Rosenkrantz blev ejere.
I slutningen af 1500-tallet var Kogsbøl ejet af Carsten og Christoffer Rosenkrantz, der begge var sønner af Bendix Rosenkrantz. Carsten Rosenkrantz blev senere eneejer af Kogsbøl, hvorfra han eksporterede stude til Holland. Han kom imidlertid i uføre, og i 1610 blev Carsten Rosenkrantz henrettet på skafottet, hvorefter hans kreditorer i 1613 solgte Kogsbøl til Gert Rantzau, som var statholder. Gert Rantzau gav Kogsbøl i medgift til sin datter, der således bragte gården til sin mand, Josias Rantzau. Han overlod i 1639 gården til sin svoger, Christian Rantzau.
Christian Rantzau solgte Kogsbøl i 1649, hvor gården indgik i en stor godshandel med hertug Frederik III af Gottorp. I en lang periode blev Kogsbøl bortforpagtet, bl.a. til Gøddert Hansen og hans søn Andreas Christian Hansen, der i forvejen havde Søndergaarde i fællesskab. I 1713 overgik Krogsbøl imidlertid til den danske Krone, da Gottorperne blev forvist fra Sønderjylland.
I 1828 fik Boy Feddersen arvefæste på Kogsbøl og Søndergaarde, og i 1841 fik han tilmed gårdene som ejendom. I 1830'erne havde Boy Feddersen allerede afløst de sidste rester af den gamle herregård med den nyopførte Kogsbøl Ladegaard, der befandt sig 600 meter nordvest for den gamle gård.
Ved Boy Feddersens død i 1883 overgik ejendommene til hans nevø, Theodor Feddersen, der i forvejen havde forpagtet de to gårde. Ved Theodor Feddersens død i 1915 arvede sønnen Hans Feddersen både Kogsbøl og Søndergaarde. Hans Feddersen kom dog kun til at eje gårdene i tre år, da han i 1918 faldt under Første Verdenskrig.
Kogsbøl er i 2021 ejet af Klaus Refslund Hansen.
Hovedbygning
Der kendes ikke meget til den gamle hovedbygning, der placerede sig sydøst for den nuværende hovedbygning på et stort voldsted. I 1685 har forpagteren på Kogsbøl sandsynligvis istandsat bygningerne på egen bekostning samt opført nye stalde. Først i 1830 blev den gamle borgplads forladt. Da opførte ejeren Boy Feddersen Kogsbøl Ladegaard, og til dette blev materiale fra den gamle bygning anvendt.
Den nuværende hovedbygning er opført i en fløj i et stokværk i røde sten i traditionel vestslesvigsk stil. Bygningen har en smal frontspids med en trekantsfronton mod haven. Hovedbygningen placerer sig syd for avlsbygningerne og nord for haven.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Avlsbygningerne på Kogsbøl placerer sig alle nord for hovedbygningen. Tre af avlsbygningerne udgør et trelænget anlæg med en nordgående sidelænge samt en åben gårdsplads i midten. Nord herfor findes flere avlsbygninger af nyere dato.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1967.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Kogsbøl Ladegård
Region og kommune
Syddanmark - Syd- og Sønderjylland - Tønder
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Klaus Refslund Hansen
Herregårdens størrelse
121 ha
Godsets størrelse
0 ha
Godsets størrelse
Ager 88 ha, eng 33 ha
Detaljeret størrelse
Ingen oplysninger
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021