Juellinge

Ejerhistorie

Juellinge hed i middelalderen Valbygaard. Navnet antyder, at gården oprindeligt var en hovedgård i en nu nedlagt landsby. Hovedgården var ret ubetydelig i middelalderen, hvor den ofte var til salg. Ingen af dens ejere boede på gården, da den på det tidspunkt ofte blot fulgte med i handelen af større gårde.

Første gang Valbygaard nævnes er i 1387, hvor dødsboet efter Jakob Olufsen Lunge gøres op. Han var en af tidens godssamlere, og Valbygaard var blot en mindre gård blandt al hans gods. Jakob Olufsen Lunge stod dronning Margrethe I (1353-1412) nær. Han var desuden medlem af rigsrådet, der bestod af landets mest magtfulde mænd. Efter hans død gik Valbygaard til hans døtre, Sophie og Regitze Lunge, der bragte gården til deres mænd, Jens Andersen og Anders Nielsen Panter

Det var muligvis Jep Knudsen, der herefter købte Valbygaard, men det var først i 1419, at han officielt skrev sig som ejer af gården. Han var ud af lavadelslægten Lille, der ejede nabogodset Arnøje. Jep Knudsens søn, Knud Jepsen, var også ejer af Valbygaard, inden han solgte gården til Johan Bjørnsen Bjørn.

Slægten Bjørn var kendt for deres store samling af godser. Ud over deres store rigdom kendes slægten også for deres offentlige liv. Da Johan Bjørnsen Bjørn og hans søn og barnebarn af samme navn ejede mange godser, var Valbygaard blot en mindre avlsgård blandt mange.

Den sidste af slægten Bjørn, der var ejer af Valbygaard, var Johan Bjørnsen Bjørn. Han var både ridder og medlem af det magtfulde rigsråd under Frederik I (1471-1533). Johan Bjørnsen Bjørn blev beskrevet i sin samtid af munken Poul Helgesen som et konkurrencemenneske, der tog enhver sammenkomst som en mulighed for at overgå andre i enten ridning, fægtning, smykker eller fester.

Efter Johan Bjørnsen Bjørn blev adelsmanden Christoffer Lindenov ejer af Valbygaard. Han havde giftet sig med Johan Bjørnsen Bjørns datter, Anne Bjørnsen Bjørn, og arvede gennem hende godset. Men også Christoffer Lindenov havde andre ejendomme, der var væsentligt mere interessante end Valbygaard. Dog brugte han meget tid på gården for at samle og styrke ejendommen. I sidste halvdel af 1500-tallet begyndte en række godsejere at samle fæstegårdene omkring hovedgården (arrondering). Hidtil havde herregårdene som regel ejet fæstegårde spredt i mage sogne. Initiativet udgik fra Kronen, hvor Frederik II (1534-1588) havde ønske om at samle krongodset omkring hovedgårdene. Godsejerne kopierede hurtigt idéen, da et samlet gods havde en række administrative, driftsmæssige og økonomiske fordele.

Christoffer Lindenov brugte samme taktik som kongen. Gennem byttehandler og køb fik han samlet en del jord omkring Valbygaard, der efter hans død stod som et samlet gods. Det blev solgt til Elsebe Svave, der i 1606 gav Valbygaard til sin datter, Ellen Juel, som bragte gården til sin mand, Jens Bille. I 1623 ejede admiral Herluf Daa Valbygaard. Han døde i 1630 i fattigdom, men enken Karen Grubbe fik lov at beholde gården. Hun giftede sig på ny i 1631 med Vincens Bille, der var søn af den tidligere ejer af Valbygaard, Jens Bille. I 1653 afhændede Vincens Bille Valbygaard til Gunde Rosenkrantz.

I Gunde Rosenkrantz' tilknytning til Valbygaard fremstilles han som den typiske godsejer, der var streng over for bønderne. Strengheden hentyder til, at han i overensstemmelse med idéen om storgodsdrift, nedlagde hele landsbyen Valby for at ligge landsbyens jorder ind under herregården.

Det var især i løbet af 1640'erne, at Gunde Rosenkrantz intensiverede driften på Valbygaard. Frem til 1657 boede han med sin familie på gården, men på grund af økonomiske vanskeligheder måtte han sælge den. Gunde Rosenkrantz var medlem af rigsrådet og havde store ambitioner for sig selv og sine godser. Men gradvist blev hans økonomiske forhold vanskelige, og efter enevældens indførelse i 1660, faldt han i unåde. I 1664 flygtede han til Sverige sammen med sin kone og deres døtre. Han blev aldrig taget til nåde af kongen og døde i Sverige nogle år senere.

Den nye ejer var Ide Lunge, hvis datter, Vibeke Lunge, arvede Valbygaard i 1671 efter moderens død. Hun bragte her gården til sin mand Jens Juel, der således blev den nye dominerende herremand på egnen.

Jens Juel var født og opdraget til at blive en klassisk dannet adelsmand med et politisk liv som medlem af rigsrådet. Men i 1660 blev enevælden indført i Danmark. Med enevældens indtog forsvandt adelens politiske magt og økonomiske privilegier, og den gamle danske adel, som Jens Juel var ud af, havde ikke længere nogen særstatus i samfundet. Jens Juel lod sig dog ikke slå ud af den nye politiske scene, men søgte i stedet indflydelse ved hoffet og blev den mest magtfulde rådgiver til de første enevældige konger.

På Valbygaard satte Jens Juel et tydeligt aftryk. Hele bygningskomplekset blev renoveret og ombygget, og han begyndte straks efter overtagelsen af godset at øge dets jorder. Allerede året efter han overtog Valbygaard, oprettede han et baroni. Både herregård og baroni fik navnet Juellinge. Ved at oprette et baroni sikrede Jens Juel, at Juellinge ikke længere kunne sælges, belånes eller deles mellem mange arvinger.

Efter Valbygaards ophævelse til baroniet Juellinge fortsatte Jens Juel med at øge baroniets jordarealer. Desværre for Jens Juel fik han ingen sønner, der kunne arve baroniet. Derfor gik Juellinge i 1700 til hans svigersøn, Frederik Vind, der blev stamfader til baronerne Juel-Vind. Han døde allerede to år senere, og hans søn Jens Juel-Vind blev ophøjet til baron i 1708. Han blev stamfader til baronierne Krag-Juel-Vind. Men heller ikke denne slægt skulle få lov at beholde Juellinge længe.

I 1719 byttede Jens Juel-Vind Juellinge med Frederik IV (1671-1730), der ville forøge ryttergodset på Stevns. Ryttergods var krongods, der skulle forsørge hærens rytterregimenter. Frederik IV iværksatte i perioden 1715 til 1717 et initiativ til at samle krongodset i 12 rytterdistrikter. Som led i dette byttede han sig til Juellinges jorder.

Juellinges tid som ryttergods var imidlertid kort. Allerede i 1735 bortbyttede kongen Juellinge til Frederik Danneskiold-Samsøe, der i 1750 solgte godset til Adam Gottlob Moltke. Samme år lod Adam Gottlob Moltke Juellinge indlemme i lensgrevskabet Bregentved.

Adam Gottlob Moltke kastede alt sin energi i sine ejendomme. Han var ivrig for at få gennemført de omfattende landboreformer, hvilket især kom til udtryk ved, at han tidligt påbegyndte udskiftningen, hvor landsbyfællesskabets jorde blev opgivet til fordel for selvstændige bondegårde med egen jord.

Juellinge forblev under grevskabet Bregentved frem til 1922, hvor grevskabet gik over til fri ejendom.

I 2021 er Juellinge ejet af Christian Ivar Danneskiold Lassen.