Hvedholm
Hvedholm blev første gang handlet i 1928. Indtil da havde den gået i arv blandt tre af Danmarks største adelsslægter.
Hvedholm har været både stamhus og hovedsæde i grevskabet Brahesminde.
Ejerhistorie
På halvøen Horneland ved Faaborg ligger Hvedholm Slot. Tidligere havde Kronen gods i området, der havde strategisk betydning for forsvaret af Fyn. I 1475 nævnes Hvedholm første gang, og gården tilhørte da slægten Panter, som også ejede Løgismose på den anden side af Helnæsbugten.
Gennem ægteskab og arv kom gården til Erik Hardenberg, som døde i en ung alder under Ditmarskertoget i 1500. Hans enke Anne Corfitzdatter Rønnow forøgede godset, og sådan fortsatte også sønnen Jakob Hardenberg. På dette tidspunkt har Hvedholm dog stadig været en bindingsværksgård af en ret beskeden størrelse.
Gennem datteren Edel Hardenberg kom Hvedholm i 1557 til Frants Bille og hans slægt. Bille var viceadmiral i Syvårskrigen (1563-1570) mod Sverige, men døde i slaget ved Øland i 1563. De næste knap 20 år drev Edel Hardenberg Hvedholm med kyndig hånd. Hun forøgede godset, lånte endda Frederik II (1534-1588) penge, og erhvervede derved jord, som hun lagde under Hvedholm.
I modsætning til forældrene gjorde deres søn Erik Bille sig imidlertid ikke så heldigt bemærket. Han måtte som ung flygte til udlandet, fordi han slog sin fætter Jørgen Rud ihjel under et skænderi i 1584. Først da han havde betalt bod og fået frit lejde, kunne han vende hjem og overtage Hvedholm. Erik Bille gennemførte store byggeprojekter på gården, hvor han bl.a. genopførte hovedbygningen i tre fløje med tårne.
Erik Bille efterlod sig ingen børn, og det var derfor hans faster, der overtog gården ved hans død i 1590. Ingeborg Bille udvidede og konsoliderede som sine forgængere godset og sine besiddelser, som hun efterlod til familiemedlemmer fra slægten Brahe.
Jørgen Brahe, der overtog Hvedholm i 1611, havde været på uddannelsesrejse i udlandet, som det var typisk for adelssønnerne på den tid. Efter sin hjemkomst blev han en af Christian IV's (1577-1648) betroede medarbejdere. Brahe var en entusiastisk godssamler, og han udvidede sine fynske besiddelser så meget, at han i samtiden blev kaldt "Den Lille Konge på Fyn." På Hvedholm samlede han næsten alle sognets gårde under godset, ligesom han sikrede sig patronatsretten til den lokale kirke.
Under Svenskekrigene blev gårdene på Fyn specielt hårdt ramt af de svenske troppers hærgen, og Jørgen Brahe blev taget til fange, ligesom mange andre adelige. Det tog hårdt på den efterhånden ældre mand, og da enevælden, som han var indædt modstander af, trådte i kraft i 1660, døde han kort efter.
Preben Brahe overtog Hvedholm efter sin mors død i 1677, men opholdt sig kun sjældent på gården. Kort efter hans overtagelse af Hvedholm hærgede en voldsom brand gården, og ødelagde såvel hovedbygningen som slægtens arkiv. Skønt Preben Brahe lod en ny hovedbygning opføre, forblev hans primære bopæl Engelsholm ved Vejle, som han havde fået overdraget kort efter, han vendte hjem efter sin dannelsesrejse.
Med alle de virksomme ejere var Hvedholm gods nemlig efterhånden blevet anseligt, men under de vanskelige tider i slutningen af 1600-tallet mærkede også ejerne af Hvedholm krisen. I forbindelse med skiftet efter Jørgen Brahe kunne enken ikke udrede alle arvingerne deres lod og gik derfor fallit. Jørgen Brahes søster Karen Brahe overtog svigerindens lod, men først i 1736 blev Hvedholm atter samlet på én ejers hånd.
Det var Preben Brahe - Jørgen Brahes nevø - der samlede gården, som han i 1751 lod indgå i et stamhus, som han sammen med søsteren Susanne Brahe fra Østrupgaard oprettede til fordel for sine efterkommere. Ved søsterens død i 1760 arvede han hele stamhuset, deriblandt også søsterens tidligere besiddelser Østrupgaard, Steensgaard og Damsbo.
I disse år var det almindeligt, at bøndergårdene begyndte at blive solgt, så bønderne blev selvstændige med hver deres jordlod. Preben Brahe havde i løbet af sin ejertid stille og roligt udvidet Hvedholms besiddelser, så der var nok at tage fat på. Reformerne kom imidlertid kun i gangske begrænset omfang til Hvedholm i hans periode, bl.a. fordi bønderne strittede imod det totale skift: Jorden var sandet og de var afhængige af de fælles græsningsarealer, så udskiftningen kunne ikke fuldendes, og der var ikke nok tømmer til at bygge nye gårde.
Preben Brahes slægtning Axel Frederik Bille overtog i 1786 stamhuset og Hvedholm, og tog i forlængelse heraf navnet Bille-Brahe. Han døde som 17-årig, så hans far og siden hans yngre bror arvede efter ham. Den kunstinteresserede bror Preben Bille-Brahe havde også studeret i udlandet, bl.a. under den berømte filolog Heyne. Han bragte mængder af kunst og litteratur til Hvedholm, der efterhånden fik et ganske stort bibliotek. I 1798 fik han stamhuset ophøjet til lensgrevskabet Brahesminde, dog uden den skattefrihed, der ellers var et privilegium for grevskaber. Det blev da bestemt, at grevskabets ejere skulle kaldes grever, og at de yngre sønner i slægten skulle have titel af baron.
Preben Bille-Brahe nåede i sine 68 år på Hvedholm at oprette stamhuset Egeskov til sin ældste søn, købe Svanholm til en anden søn, tage initiativ til oprettelsen af Fyns Stiftsbibliotek og være patron for Odense adelige Jomfrukloster. Han var kongevalgt medlem af den første Stænderforsamling i Roskilde i 1835, og talte for en forbedring af landsbylærernes kår. Desuden giftede han sig tre gange.
I 1857 overtog sønnen Henrik Bille-Brahe Hvedholm. Han havde virket som bl.a. ambassadesekretær i en række lande, men var uenig med den danske regerings politik i forhold til Tyskland og helligede sig efter 1862 udelukkende godsejerlivet. Hans første hustru var Jeromia Cathrine Selby, og efter hendes død giftede han sig med Louise Frederikke Gustava Hochschild, der var overhofmesterinde hos Christian IX's (1818-1906) hustru Dronning Louise (1817-1898).
Sønnen Preben Charles Bille-Brahe-Selby overtog Hvedholm i 1875 og antog navnet Selby, efter han havde arvet det Selby'ske forlods, et pengefideikommis, fra sin mor Jeromia Cathrine Selby. Han frasolgte meget af grevskabets fæstegods, moderniserede driften og gennemførte en omfattende ombygning af hovedbygningen.
Sønnen Hendrik Bille-Brahe-Selby overtog Hvedholm i 1918, og gjorde da Steensgaard til sit hovedsæde. Da grevskabet Brahesminde i 1928 overgik til fri ejendom i henhold til lensafløsningsloven, solgte han Hvedholms hovedbygning og park til Staten, der indrettede et plejehjem under Sindssygehospitalet Middelfart.
I 2021 er hovedbygningen og parken ejet af Gorm og Ann Lokdam, der driver et hotel på stedet. Hvedholm er en del af kæden Danske Slotshoteller, der består af historiske slotte og herregårde.
Hovedbygning
Den nu trefløjede gård har haft endnu en fløj, og bygningen har ændret udseende et par gange.
I slutningen af 1870'erne blev hovedbygningen moderniseret og det karakteristiske tårn forhøjet.
Hvedholms hovedbygning er et asymmetrisk trefløjet anlæg. Fløjene, der er opført i røde sten er alle i to etager, men den vestlige sidefløj er efter en ombygningen i slutningen af 1800-tallet markant bredere end den østlige fløj. Den sydøstlige fløj karakteriseres af et højt tårn med spir, der er opført på fløjens sydøstlige hjørne.
Hovedbygningen har svungne renæssancegavle og vinduesindfatninger af cementsten. Facaden brydes af lyse vandrette linjer i samme materiale.
Traditionen fortæller, at Hvedholm i slutningen af 1500-tallet blev flyttet til den plads, hvor den siden har ligget, men der er ikke fundet noget ældre voldsted i nærheden.
Erik Bille opførte i slutningen af 1500-tallet en ny hovedbygning i stedet for den gamle, der sandsynligvis var af bindingsværk. Billes byggeri kan dog kun spores i kælderetagen. Ombygninger, tiden og brande har ændret resten.
Erik Bille opførte et trefløjet anlæg i to etager. På hovedfløjen mod nord stod et porttårn, mens den østlige fløj var karakteriseret af et karnaptårn midtfor og - i det sydøstlige hjørne - et rundtårn med løgformet top. På alle tre fløje løb en regnbuefrise mellem etagerne og under gesimsen, men ellers er det svært at sige meget mere om denne tidligere bygnings udseende.
Mod syd har anlægget dog vist været beskyttet af en spærremur, og det flade voldsted har i øvrigt været omgivet af vandgrave og en lille sø. Både hovedbygning og avlsgård vakte beundring i 1588, hvor det må have stået færdigt kort før Erik Billes død.
Efter en brand i 1681 blev hovedbygningen genopført på samme sted, men med betydelige ændringer: Meget af ydermuren bestod, men de øverste dele af huset måtte helt fornyes, og på det tidspunkt blev også en sydlig fløj opført.
Efter Preben Charles Bille-Brahe-Selby i 1875 havde overtaget Hvedholm, lod han hovedbygningen modernisere under ledelse af arkitekt Johan Schrøder. Han gjorde bl.a. vestfløjen bredere, så det var muligt at indrette det på en måde, der tilgodeså periodens idealer om familieliv. På første sal indrettede han dagligværelser og biblioteksstuer med malerier, og på anden sal lå spisesalen med den store samling af familieportrætter.
Øst- og nordfløjene bevarede deres oprindelige udformning. Sydfløjen blev revet ned, mens tårnet blev gjort højere og fik et spir.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Nord for hovedbygningen ligger den avlsgård, der tidligere hørte til Hvedholm, men som blev skilt fra i 1929.
Det er et markant anlæg, domineret af to vinkelbyggede længer. Mod nord ligger "Horne-porten" med vælske renæssancegavle, der er opført i 1637. Porten er bygget sammen med en stor lade fra 1799, der er opført i kampesten. Den østlige længe rummede tidligere herskabsstalden, og modsat denne står resterne af en ydervæg fra en gammel kostald. Den tilbageværende mur afgrænser gårdrummet mod vest.
Horneporten er opført af Jørgen Brahe, der moderniserede avlsgården i 1637, og hans og hustruen Anne Gyldenstiernes navne står stadig over staldbygningens port.
I den østlige del af parken, tæt ved en smuk gammel smedje, står et lille "Pan-Tempel" i dorisk stil fra tiden omkring år 1790. Vest for hovedbygningen ligger et rødmalet gartnerhus i træ fra omkring år 1800.
I 1937 blev avlsgården indrettet som en hovedgård.
Fredningsstatus 2021: "Horneporten", laden, muren fra den gamle kostald, såvel som Pan-templet og gartnerhuset er fredede.
Kulturmiljø
Hvedholm ligger omgivet af en park med sjældne og smukke træer. På Horneland har der været flere skanser, som sandsynligvis har skullet beskytte området under Svenskekrigene.
Da den virksomme og humane Preben Bille-Brahe døde, rejste grevskabets bønder en 3,5 meter høj mindestøtte for ham ved indkørslen til Hvedholm, prydet med en portrætbuste af ham.
Litteratur
Bobé, L, Gustav Graae og Frederik Jürgensen West: Danske Len. 1916.
Boeskov, Signe: “Herregård og herskab. Distinktioner og iscenesættelser på Nørre Vosborg og Hvedholm 1850-1920”. København 2017.
Bülow, E. Danmarks Større Gaarde. 1961-1967.
Elling, C.: Den Romantiske Have. 1942.
Fyens Stifts Literaire Selskab: Aktstykker til oplysning især af Danmarks indre forhold i ældre tid. 1. samling. 1841.
H. Berner Schilden Holsten, Falk Gøyes og Ide Ulfstands Gobelin, Arkivmuseet. 2. serie. I. 1925.
Hansen, J. J.: Større Danske Landbrug. 1930.
Norvin, William: Danske Slotte og Herregårde. 1943 .
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Fyn og Langeland. Gyldendal 2015.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Hvedholm Slotshotel
Region og kommune
Syddanmark - Fyn og øer - Faaborg-Midtfyn
Offentlig adgang
Offentlig adgang frem til Horneporten, ingen adgang til godset
Ejer
Ann Vibeke Lokdam og Gorm Lokdam
Herregårdens størrelse
Ingen oplysninger
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
Ingen oplysninger
Funktion
Oplevelsesøkonomi
Historiske forbindelser til andre herregårde
Billeskov, Damsbo, Egeskov, Kokkedal, Steensgaard (Fyn), Østrupgaard (Sydfyn)
Bemærkninger om godset
Hvedholms jordtilligende er frasolgt. Jorden ejes af Flemming og Claus Koch
Kilder
hvedholm.slotshotel.dk
Amt, herred og sogn
Svendborg - Sallinge - Horne
Ejer
Preben Charles Greve Bille Brahe Selby
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
Ingen oplysninger
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
300000 (kr)
Ejendomsskyld skov
628500 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet. Besætningen består af: 140 køer, 50 kalve, 6 tyre, 26 heste, 8 føl.
Folkehold
Ingen oplysninger.
Bemærkninger om godset
Under Grevskabet Brahesminde hørte samlet: 286.5 tdr. htk. bøndergods, 1550 tdr.l. skov (80 tdr. htk.), 5091000 kr. i fideikommiskapital, 26000 kr. i bankaktier. Den samlede ejendomsskyld var 4649900 kr.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Svendborg - Sallinge - Horne
Ejer
Grevskabet Brahesminde, lensgreve Geh.Conf. Bille-Brahe
Herregårdens størrelse
69.51 htk
Skovskyld
1.64 htk
Mølleskyld
13.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
793.61 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
57.56 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Svendborg - Sallinge - Horne
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
121.92 htk
Skovskyld
1.65 htk
Mølleskyld
2.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
768.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 3, s 562. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm