Højris

Ejerhistorie

Sagnet om sørøverkongen Hermann knytter sig til Højris. Sagnet fortæller, at der på Mors herskede tre konger. Højris var anlagt af kongen Hermann, der på et af sine sørøvertogter havde forfulgt et købmandsskib langt ind i vigene på østkysten af Mors. Her blev han opmærksom på en lille holm inderst inde i vigen, hvor han bestemte sig for at anlægge sin gård Højris, fordi stedet lå så langt inde, at det kunne beskytte mod fjender. Da Højris stod færdigt, var gården så prægtig, at kongen på Ullerup følte sig fornærmet, fordi Højris var langt større og smukkere end hans egen gård. Hermann skjulte sig i et lille kammer, der hemmeligt var blevet indrettet på Højris. Men det er sikkert, at Højris er en gammel gård. I sidste del af 1300-tallet var godset ejet af den mægtige og velhavende ridder Johan Skarpenberg, der var blandt dronning Margrethe I's (1353-1412) betroede mænd. I 1409 reddede han dronningens liv ved at opdage og forpurre hertuginde Elisabeths forsøg på forræderi mod dronningen.

Johan Skarpenberg var ud af en velhavende familie, og han var da også selv en rig mand med mange godser. En del af de godser havde hans far giftet sig til tidligere, men i begyndelsen af 1400-tallet solgte Johan Skarpenberg nogle godser fra. I 1413 skødede han Højris gods til Børglum Kloster. Efter nogle år med lidt usikre ejerforhold, tilhørte Højris med sikkerhed Anders Nielsen Banner i 1465.

I tre generationer kom Højris til at være i familiens eje. Anders Nielsen Banner var en af de rigeste og mest ansete danske stormænd i 1400-tallet. Han ejede en del gods, og Højris var nok en mindre betydelig ejendom for ham. Anders Nielsen Banners barnebarn Erik Eriksen Banner arvede gården i 1524, efter den i nogle år havde været i hans mors anden ægtemands ejerskab.

Erik Eriksen Banner var ligesom sine forfædre en af landets mægtige stormænd. Erik Eriksen Banner ejede store godsområder blandt andre Kalø Slot, hvor han i 1518-1519 holdt Gustav Vasa som fange. Gustav Vasa undslap desværre for Erik Eriksen Banner, som derefter måtte betale en stor bøde til kongen.

Ved indgangen til 1523 var den politiske situation i Danmark kaotisk. Christian II var raget uklar med rigsrådet, og regeringstiden bar præg af, at kongen ikke overholdt sin håndfæstning. I januar 1523 sendte de jyske medlemmer af rigsrådet - støttet af Erik Eriksen Banner og andre stormænd - et brev til kongen, hvori de opsagde deres troskab. Begrundelsen var, at Christian II havde pålagt landet store skatter efter krigen mod Sverige. Desuden frygtede de en dansk gentagelse af Det Stockholmske Blodbad, som 8.-9. november 1520 kostede 80 svenske adelsmænd livet.

Med opsigelsesbrevet brød konflikten ud i lys lue. Den 29. januar 1523 udsendte Hertug Frederik et brev om sin magtovertagelse på baggrund af støtten fra de jyske rigsråder. Inden årets udgang var magtovertagelsen en realitet. Hertug Frederik blev indsat som Frederik I (1471-1533), men da var Christian II allerede flygtet ud af landet. Erik Eriksen Banner blev efterfølgende optaget i rigsrådet.

Efter Frederik I's død i 1533 kunne rigsrådet ikke enes om valget af en ny konge i Danmark. Erik Eriksen Banner støttede valget af Frederik I's ældste søn, hertug Christian af Slesvig-Holsten, som var tilhænger af Luthers opgør med den katolske kirke.

Det eneste andet kongsemne, man kunne komme i tanke om, var Christian II, der stadig sad fængslet. I København og Malmø var støtten til Christian II stor. De to byer allierede sig med den nordtyske by Lübeck, og sammen hyrede de en slægtning til de danske konger, grev Christoffer af Oldenburg, som fører for en hær af lejetropper, der skulle generobre Danmark i Christian II's navn. Det var efter ham, at den efterfølgende borgerkrig fik navnet Grevens Fejde (1534-1536).

Erik Eriksen Banner var en af adelens hovedanførere i Jylland under Grevens Fejde. Grevens Fejde afslørede store sociale og religiøse brud i det danske samfund. Krigen betragtes - lidt forsimplet - i eftertiden som et opgør mellem borgere og bønder på den ene side og adelen på den anden. Opgøret blev vundet af den militære og økonomisk stærkere overklasse. Hertug Christian blev indsat som Christian III (1503-1559), og Erik Eriksen Banner var en af den nye konges mest betroede mænd.

På det tidspunkt havde han dog allerede byttet Højris med Jens Tomesen Sehested, der også havde været med i oprøret mod Christian II. Jens Thomesen Sehested var landsdommer i Nørrejylland, og da hans søn Malte Jensen Sehested arvede Højris, blev også han indsat som landsdommer. Malte Sehested fik 10 børn med sin hustru og blev stamfader til den berømte Sehested-slægt.

Malte Jensen Sehesteds barnebarn Sophie blev gift med Erik Juel, der i 1636 blev ejer af Højris. Erik Juel havde dels ved arv og dels ved køb sikret sig et stort antal jyske herregårde. Nogle ejede han kun i korte perioder, men Højris beholdt han og udvidede jorderne til et betragteligt gods.

Indtil da havde Højris været en mindre herregård, som oven i købet lå omgivet af skove og bakker og kun få marker og enge. Erik Juel fik tilladelse til at inddrage den nærliggende Nebelgaard under Højris, og samtidigt lykkedes det at inddrage flere fæstegårde under godset, så hovedgårdens jorder kunne drives bedre. I midten af 1600-tallet havde Højris en størrelse, som var fornem nok for en adelsmand i 1600-tallet. Men det havde kostet mange penge, og da man gjorde dødsboet op efter Erik Juel, viste det sig, at han var en meget forgældet mand.

Alt blev delt mellem kreditorerne, og godset var igen spredt for alle vinde, indtil den rige læge og godsejer Niels Benzon dukkede op. Niels Benzon var ud af en velhavende familie, og med sin fornemme uddannelse til læge ved nogle af Europas førende universiteter var han meget velanset og manglede ikke penge. Han samlede atter godset, men solgte det allerede i 1664 til Mogens Iversen Kaas, der, på trods af et fornemt familienavn, ikke havde mange penge. Han solgte i 1670 Højris til Poul von Klingenberg, der skulle gå hen og blive den mest kendte af ejerne på Højris.

Poul von Klingenberg var dansk købmand og generalpostmester. Han var født i Hamborg, men flyttede til Danmark, hvor han var en af kongens kreditorer. Ligesom sin svigerfar havde han lånt store summer til den danske konge, og som kompensation fik han tildelt adskillige godser, som han supplerede med egne køb - heriblandt Højris.

I sit arbejde som generalpostmester effektiviserede han postvæsnet, og han var særdeles respekteret for sit store arbejde. Han blev i 1669 adlet, og han blev ofte udsendt som dansk ambassadør ved fredsslutninger. Men på hans ældre dage gik det ned ad bakke for den driftige postmester.

En kommission gennemgik Poul von Klingenbergs regnskaber, og som følge deraf mistede han en del af sin ejendom. Højris måtte han overgive til sin søn af samme navn, men han blev dog boende her til sin død i 1690. I hans tid blev færgeoverfarten over Sallingsund givet til Højris, som beholdt rettighederne indtil 1872. Poul von Klingenberg den yngre havde den ære at modtage Frederik IV (1671-1730) i 1702 på Højris.

Da Frederik Hauch købte Højris i 1755, havde godset nogenlunde det omfang, som Erik Juel havde samlet 100 år før, men i løbet af 14 år havde han afgivet store mængder gods, og ved salget 1769 var Højris omtrent halveret. Ved salget medfulgte kun de områder, der ligesom Højris lå på Mors - det var samme gods, som blev solgt til Didrik Galtrup i 1778. Frem til 1918 boede slægten Galtrup på Højris.

De næste århundreder formåede familien at holde sammen på Højris. Under landbrugskrisen i begyndelsen af 1800-tallet holdt ejeren hovedet koldt, og han ledte fornuftigt sine gårde gennem krisen. I 1865 overgik Højris til Carl Louis August Steensen-Leth, der var gift med en af døtrene til Galtrup. I en menneskealder boede han på og udbyggede Højris, der i disse år oplevede en opblomstring. Godsets jorder blev udvidet, og både haven, avlsbygningerne og skovene blev moderniseret under hans ejerskab. I 1876 færdiggjorde han ombygningen af hovedbygningen til det nuværende nygotiske udtryk.

I 1924 blev Højris overtaget af Alfred Jensen. Hans datter overtog Højris, men fraflyttede hovedbygningen, som herefter hurtigt forfaldt. Den nuværende ejer, barnebarn efter Alfred Jensen, overtog Højris i 1989 og har standset bygningens forfald og påbegyndt et genopbygningsarbejde.

Højris er i dag omdannet til turistattraktionen Højris Slot, som tilbyder mordmysterier til sommerturisterne. Gården ejes i 2021 af Vibeke von Schwerin.