Ejerhistorie

I de tidligste kilder til Aunsbjergs ejerhistorie nævnes Niels Eriksen Løvenbalk, hvis efterkommere ejede gården i mere end 150 år. Slægten stammede efter sigende fra Christoffer II (1276-1332) og en jomfru fra slægten Lunge. En historie der understøttes af, at slægtens våben afbilleder blå løver, magen til dem som optrådte på det kongelige våbenskjold.

Eriksen og hustruen, Sophie Johansdatter Rantzau, fik kun ét barn, Jens Nielsen, som senere arvede gården. Jens Nielsen var en fornem mand, der blev både ridder og rigsråd samt landsdommer i Nørrejylland. Mest berømt blev han dog for drabet på adelsmanden Jens Jensen (Brock) fra Clausholm. Nielsen efterlod sig en stor børneflok, hvoraf en af sønnerne blev stamfader til Løvenbalk'erne på Tjele, mens en anden søn, Erik Jensen, arvede Aunsbjerg. Erik Jensens sønner, Peder og Erik Eriksen, arvede Aunsbjerg efter deres far.

Erik Eriksen, som efter brorens død omkring 1500 blev eneejer, måtte pantsætte store dele af godset til Niels Clementsen, og hans fem børn fortsatte dette mønster. Pantsætningerne blev efterhånden til skøder, og 2/3 af Aunsbjerg med tilhørende gods blev overdraget til panthaverne af hans søn, Gert, og døtrene, Sophie og Pernille. Den sidste tredjedel købte Predbjørn Podebusk af to andre døtre.

Den nye ejer, Niels Clementsen, formåede trods sin beskedne afstamning at få et rigsrådsembede. Kong Hans (1455-1513) betroede ham flere vigtige len og indsatte ham som landsdommer i Nørrejylland, ligesom han altså blev udnævnt til rigsråd. Christian II (1481-1559) overdrog ham Aalborghus len. Efter sin død i 1518 blev alt hans gods inddraget af Kronen, hans 2/3 af Aunsbjerg blev gjort til kongeligt len, og Kronens bønder fra Lysgård herred blev lagt under Aunsbjerg.

Clementsen efterlod sig en del børn, bl.a. den uægte søn Rasmus Clementsen. Trods flere begunstigelser fra Christian II, var Rasmus Clementsen blandt de første, der svigtede kongen i 1523, inden kongen måtte afstå tronen og flygte i eksil. For dette blev Clementsen og hans søskende belønnet med stort set alt det gods, som var blevet frataget deres far. Han sikrede sig med manøvren retten til Aunsbjerg henover hovedet på sine ægtefødte halvsøskende.

Rasmus Clementsens hustru var datter af Mogens Kaas, som havde gjort sig berygtet ved at opgravet liget af Christian II og hænge det i en galge. Clementsens hustru døde i 1529, hvorefter rigshofmesteren Mogens Gøye købte sig ind i gården. I 1536 blev han eneejer efter at have købt Predbjørn Podebusk ud. Efter Gøyes død i 1544 overtog sønnen, Christoffer Gøye, Aunsbjerg.

Christoffer Gøyes liv på Aunsbjerg kendes gennem hans brevkorrespondance med hustruen, Birgitte Bølle. Da Gøye overtog Aunsbjerg, hørte ikke mindre end to vandmøller, en del huse og 53 bøndergårde til gården. Et tal Gøye dog øgede betragteligt. På Gøyes tid var der på gården et betydeligt mejeri, ligesom gården var kendt for produktionen af god uld. Kalkuner, der var en stor sjældenhed, blev ligeledes opdrættet på gården.

Gøye efterlod sig ingen arvinger, og det var derfor søsteren Helvig Gøye, der overtog Aunsbjerg. Hendes barnebarn, Peder Marsvin, kom efterfølgende i besiddelse af Aunsbjerg og Hollufgaard - en prægtig herregård ved Odense - som hans fader kort forinden havde opført. Han deltog i Kalmarkrigen mod Sverige i 1611-13 og døde ganske ung i 1614. Sønnen, Jørgen Marsvin, blev ligeledes vidne til en række krige, der forarmede Danmark og ikke mindst ham selv i en sådan grad, at han af fattigdom måtte søge nådsensbrød, dvs. økonomisk bistand, på Abildgaard. Forinden havde han fået foreviget sit navn i Sjørslev kirke, hvor Marsvins våben er at finde på kirkens alterkalk og døre, og i 1654 havde han oprettet en mindre hovedgård ved navn Marsvinslund.

Efter en række ejerskifter endte Aunsbjerg i Otto Rantzaus hænder i 1710 efter, at han havde ægtet Sophie Amalie Ottesdatter Krag. Nogle år forinden var alle jordejendomme i 1688 blevet opgjort for at fastsætte et skattegrundlag. Aunsbjergs værdi blev i denne forbindelse sat til over 74 tdr. hartkorn, og mere end 50 gårde samt et stort antal huse lå under herregårdens gods. Efter Otto Rantzau død solgte hans søn gården til Steen Jørgensen.

Jørgensen boede på Aunsbjerg sammen med en stor børneflok. To år inden sin død i 1754 havde han overdraget Aunsbjerg - som med tiender og gods udgjorde 439 tdr. hartkorn og dermed var vokset betydeligt siden opgørelsen i 1688 - til sin søn, Steen Steensen. I 1760 blev Steensen adlet under navnet "de Steensen". Han var en betydelig mand, først indrangeret som kancelliråd og senere som etatsråd. Steen de Steensen ægtede Mette Elisabeth Schinkel og blev herigennem grandonkel til forfatteren Steen Steensen Blicher, som var opkaldt efter Steen de Steensen.

De Steensen gennemførte en række reformer, bl.a. plantede han tjørn for at undgå græssende kreaturer og give læ til sine marker, og han forbedrede engene ved at oprense bække og udgrave moser. Endvidere anlagde han veje gennem sine marker og plantede tysk og engelsk humle ved gården. Sidst, men ikke mindst, anlagde han en smuk have ved Aunsbjerg.

På sine ældre dage solgte de Steensen Aunsbjerg. Inden da havde han dog nået at sætte et betydeligt præg på sognets kirke; han skænkede den en kandelaber af bronze med våbenskjold og indskrift og et samlet alterbord og -tavle inspireret af den franske enevældige konge Ludvig XVI's byggestil. Et epitafium i fyr malet som marmor er efter 1754 opsat til ære for Steen Steensen, hans to hustruer og ni børn. Nordvest for kirken findes en gravhøj for familien Steensen, hvori personerne nævnt på epitafiet ligger begravet. Oprindeligt var de dog begravet under kirkens kor, hvilket vidner om Steensens betydning i kirken og sognet.

Hans Ammitzbøll og Erik Christian Müller købte Aunsbjerg i 1793 og fremmede godsets udskiftning, hvorved bøndernes jordfællesskab blev ophævet, og individuelle gårde oprettet. De sørgede endvidere for, at jordløse huse fik tildelt jord, og at et passende antal gårde blev flyttet ud fra landsbyerne. Senere solgte de gård, tiender og gods til et konsortium, der efterfølgende påbegyndte et frasalg af fæstegods. Med "godsslagteren" Hans Jakob Lindahls køb af Aunsbjerg i 1802 accelererede denne udvikling, og hovedgårdsjorden blev kraftigt udstykket.

Efter Lindahls død solgte hustruen Aunsbjerg og efter flere hurtige ejerskifter købte Peter Christoffer de Neergaard Aunsbjerg i 1853. Han var en kompetent landmand, som bl.a. drænede gårdens marker og plantede en granplantage for at værne mod vestenvinden. Enken, Ida de Neergaard, fortsatte arbejdet og drænede og regulerede gårdens marker.

Sønnerne, Harald og Peter Johansen Neergaard, overtog Aunsbjerg, og efterfølgende blev sidstnævnte eneejer. Hans datter, Bodil Vibeke, arvede gården og giftede sig med gårdens driftsleder, J. Preetzmann. I 1943 blev et epitafium for Peter Johansen Neergaard samt hustru ophængt i sognekirken, og på kirkegården findes et indhegnet gravsted for familien Neergaard.

I 2013 var Aunsbjerg ejet af Peter Johansen Neergaards barnebarn, Holger N. Preetzmann.

 

Gårdens stamdata gennem tiden

Aunsbjerg

Aunsbjerg
Aunsbjergvej 2
8620 Kjellerup
Hovedbygningens vestfløj er opført 1538 og ombygget 1656, ca. 1800 og 1897. Nordfløjen med tårn er opført 1918
Ingen offentlig adgang - kan ses fra vej
Midtjylland - Silkeborg
-
607 ha 
 - ager 304 
 - eng 25 
 - skov 150 
 - park/have 7 
 - forpagtet 121 
landbrugsdrift/skovbrug - jagt/jagtudlejning - boligudlejning
-
Holger N. Preetzmann
SGS 2011, Stilling, s. 172
Bent Olsen
Se gårdens udvikling
Hvem er vi

Dansk Center for Herregårdsforskning er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Nationalmuseet, Arkitektskolen Aarhus og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. Centret holder til på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet og har til formål at fremme og koordinere forskning, forskeruddannelse, dokumentation og formidling af herregårdens kulturhistorie.

Dansk Center for Herregårdsforskning
Randersvej 2 T (+45) 86483001
8963 Auning F (+45) 86483181
Danmark dch@gammelestrup.dk